af Signe Ravn
Egentlig var det skuespillet og scenekunsten, der trak i Camilla Winther.
”Men jeg synger forfærdeligt, og jeg kommer fra Holstebro, hvor, hvis du skal spille teater, så er det musical,” fortæller Camilla Winther, som måtte se i øjnene, at selvkritikken var større end skuespiltalentet, der rakte mere til prædikatet glad amatør end professionel kunstner.
For mens alle vennerne blev optaget GSK, et grundkursus i scenekunst, søgte Camilla Winther igen og igen. Men kom ikke ind.
”Det var ikke mit kald, åbenbart,” konstaterer Camilla Winther tørt.
Det med at iscenesætte en verden kunne jeg finde ud af i fotografiet. Det fik mig til at vokse, mens det andet, skuespillet, fik mig til at føle mig lille. Det var hér, min ting var.”
I en blanding af opgivelse og trods købte hun et kamera. Begyndte at tage billeder. Og fandt på den måde en alternativ vej tilbage i det teatermiljø, hun elskede så højt. Første teateropgave blev at tage forestillingsbilleder til en musical, hun var med til at lave, på Holstebro Gymnasium, og lidt over ni år og en fotografuddannelse senere er hun husfotograf på Det Kongelige Teater og løser desuden opgaver udenfor teatret i hendes eget firma.
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Voksede af fotografiet
”Den teatralske tilgang til tingene kunne jeg bruge i mit fotografi og til at portrættere mennesker. Fotografiet og billedbehandlingen blev værktøjer, som gjorde det muligt for mig at iscenesætte både virkelige og fiktive verdener, som ellers kun fandtes i mit hoved. Det fik mig til at vokse, mens det andet, skuespillet, fik mig til at føle mig lille. Det var hér, min ting var.”
”Jeg har en erfaring i det miljø, og jeg elsker det, og jeg kan bruge min historie på en god måde lige pludselig, fordi jeg har en fornemmelse af, hvad de står med, dem, jeg fotograferer,” forklarer Camilla Winther.
Og selvom hun understreger, at hun altid gør en dyd ud af ikke at fylde for meget, når hun er på opgave, så er hun med alderen og erfaringen blevet bedre til at indtage sin plads i rummet både som fotograf og kunstner i egen ret, der samarbejder ikke blot med instruktør, scenograf, lysfolk og skuespillere, sangere og dansere på scenen, men også med kommunikationsafdelingen, der skal markedsføre forestillingen blandt andet med afsæt i de forestillings-, program- og plakatbilleder, hun skaber.
Læs også artiklen: “Teaterfotograf: Emilia Therese”
Forener kunst og salg
Camilla Winther ser det som sin fornemste opgave visuelt at fange den følelse, som forestillingen formidler. Derfor er forberedelsesfasen vigtig, den gode kommunikation afgørende, og det inkluderer gerne samtaler med det kunstneriske hold om intentionerne bag forestillingen.
Komposition, lys og farver har uendeligt meget at sige, men det handler også for mig om at have menneskelig kontakt med skuespilleren på en eller anden måde.”
”Der er mange ting, der skal være i overensstemmelse, og jeg er virkelig lært, at forberedelse er så vigtig,” siger Camilla Winther.
Hvis billedet ikke er der, så siger hun det.
”Jeg skal komme ind med en ekspertise, som de tør stole på, og som jeg selv godt må stole på. Det er noget, jeg har skullet lære.”
Og lært det, det har hun.
I det hele taget synes det at være fornemmelsen for stemningen på produktionen, forståelsen for de mennesker, der står foran hendes kamera, og øjet for det salgsmæssige aspekt – evnen til at finde den gyldne mellemvej mellem det kunstneriske og det kommercielle – der gør Camilla Winthers billeder stærke, både som fotografiske objekter og som salgsværktøj.
”Jeg skal ramme [følelsen i] noget, som nogle andre har kreeret, og jeg skal ikke markedsføre det forkert, for det er jo markedsføring, vi laver, ikke? Når jeg kommer ind til en forestilling, skal jeg finde ud af hvilket take, der visuelt skal laves på den. Komposition, lys og farver har uendeligt meget at sige, men det handler også for mig om at have menneskelig kontakt med skuespilleren.”
Struktur sikrer billedet
”Jeg vil gerne komme rundt og lave både nært og tæt og totalbilleder af hele molevitten,” forklarer Camilla Winther, så udvalget af motiver bagefter er stort: “Det er så vigtigt for mig at arbejde dynamisk, så jeg sikrer mig, at jeg omfavner de tanker, der er lagt bag en forestilling.”
Hun fortæller, at hun gerne laver en struktur eller plan på forhånd, både fordi det sikrer, at hun ikke går derfra uden gode billeder, men også fordi det åbner for overskuddet til at være impulsiv og gribe de muligheder, der opstår i øjeblikket.
”Struktur giver plads til det uforudsete,” fastslår hun.
”Jeg føler mig meget beriget i mit job, jeg oplever simpelthen så meget fantastisk kunst og føler mig midt i det. Jeg skød for eksempel billeder af ”Jeg løber”-forestillingen, hvor jeg tudede hele vejen igennem. Billederne blev ikke dårlige af den grund. Jeg er i det, og det er også noget af det, der gør, at jeg kan fange vinkler, der kan røre mennesker.”
”Come Fly Away” af Twyla Tharp
Korpsdanser Benjamin Buza i rollen som Sid, solist Camilla Ruelykke Holst som Babe
Det Kongelige Teater, sæson 2020/21
”Det er Benjamin Buza, som danser i en forestilling, som faktisk er fuldstændig atypisk for balletten, en fri, dynamisk, levende forestilling, som har været så sjov at skyde, for i ballet er perfektion normalt i højsædet, og her var der friere tøjler. Ballet er både kunst, men også en sportsudøvelse med perfekt teknik, og her har danserne fået lov at lege meget mere – det kunne jeg simpelthen mærke. Det afspejlede sig også i den måde, jeg arbejdede på, hvor jeg kunne få lov at arbejde mere skævt og dynamisk kontra det stringente og symmetriske.”
De tager ingenting for givet, og det er fedt at arbejde sammen med så professionelle og dedikerede mennesker – det bliver jeg selv så inspireret af.”
”Jeg har ikke lavet så mange balletbilleder førhen, for teatret har skullet vide, at jeg godt vidste, hvad der var rigtigt og forkert [i forhold til dansernes teknik]. Så det er en cadeau for mig, at de har lyst til at bruge mig til ballet. Der er fedt, at man kan arbejde sig frem; se, hvad der er brug for, og så knokle for at komme derhen, hvor man vil være.”
”Det var fedt, der var knald på. Balletten har de her ildsjæle, så dedikerede og taknemmelige for alting, der bliver lavet. De tager ingenting for givet, og det er fedt at arbejde sammen med så professionelle og dedikerede mennesker – det bliver jeg selv så inspireret af. ”
”Jeg kunne mærke på balletdanserne, at det her var fedt for dem, at de måtte være sexede og glam i stedet for det elegante og perfekte, som det ellers skal være. De havde simpelthen havde glædet sig til det her. Det var fedt at fange et andet aspekt af balletten i virkeligheden. Balletdanserne elsker farver, pang og gang i den, de har ja-hatten på, og de vil danse med dig.”
”I og med, at jeg er husfotograf, får jeg lov at være i det miljø og laver mange små projekter, for eksempel fotograferer jeg kostumer og prøver, og det giver mig en vigtig grundviden om, hvilket sted jeg arbejder på. Jeg elsker det så højt, det er så sjovt, fedt, spændende, og jeg føler mig så privilegeret over at møde de her mennesker og se de her liv, de lever.”
Læs også artiklen: ”Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald”
”Trubaduren” af Guiseppe Verdi
Gisela Stille i rollen som trubadurens elskede Leonora
Det Kongelige Teater sæson 2018/19
”Det betyder ekstremt meget for mig hvilken lyssætning, der er på forestillingen. ”Trubaduren” er så ekstremt flot lyssat, at det næsten er som at sidde og se på billeder fra et modemagasin. Det er jo ikke noget, jeg bestemmer, men et plus for mig, som gør, at det er nemt at tage gode billeder. Andre forestillinger har måske en dyster belysning, der kan være sværere at fange. Når det hele spiller; scenografi, lys, så har jeg det let.”
…med operaen har Det Kongelige Teater en strategi om, at det er for alle, ikke kun eliten. Det er noget, jeg har [i baghovedet] hele tiden.”
”Opera er dramatisk, der sker noget, jeg skal ikke opfinde dramatikken, den er der. Så skal man passe på, at det ikke bliver for voldsomt, og med operaen har teatret en strategi om, at det er for alle, ikke kun eliten. Det er noget, jeg har [i baghovedet] hele tiden.”
”Det er en fitnessdag for mig, når jeg tager billeder i Operaen. Jeg tonser rundt. Det er jo ofte fire timer mindst, men det der er fedt, er, at det ofte er lange scener, hvor jeg kan få flere forskellige slags billeder af samme scene, fordi jeg kan nå at bevæge mig rundt. Så kan jeg helgardere mig, både have alle nonnerne med, komme tæt på hende, hvor hun bare er i kappeuniverset bag hende… Jeg er oppe på 2. balkon, henne og frem og tilbage, så det er vigtigt at vide, hvad der sker, så jeg ikke løber, mens der sker noget vigtigt. I operaen er det så stort og pompøst, at det kan klare at blive fotograferet fra alle vinkler. Med en ballet er det nogle gange federe at være lige på, fordi det er symmetrisk.”
”Billedet er in medias res, midt i en situation, det kan jeg så godt lide. Vi er midt en storytelling. Ved at fastfryse et billede fra en egentlig handling, kan du få meget ud af den handling, og så ser Gisela (Stille, red.) bare brandgodt ud. Jeg kommer ind i en iscenesat situation, og så går min hjerne på opdagelse i, hvad er det, der foregår her, og der er ikke noget facit.”
”Amadeus” af Peter Shaffer
Søren Sætter Lassen i rollen som komponisten Salieri
Det Kongelige Teater sæson 2018/19
”Søren Sætter Lassen er fuldstændig fantastisk. Det var en stor oplevelse at få lov at lave [denne opgave], hvor der var plads til, at jeg kunne lave det, der skulle til for bedst at indfange forestillingen, der i dén grad har star quality, og hvor der bliver spillet på alle tangenter.”
”Jeg har lært de skuespillere at kende, så det handler også om som fotograf at vide, hvem de er som person, og hvad kan jeg gøre med dem på scenen. Så jeg ikke bare kommer ind på scenen og siger: Hej, jeg skal tage billeder”. Jeg tager billeder af prøverne, og jeg røg en masse smøger med Søren Sætter og hyggede mig sindssygt meget med ham. Det er mit arbejde at være i den proces og se, hvad de gennemgår fra starten, for det gør meget for det færdige produkt. Meget er også min egen nysgerrighed, for jeg går ned og ser prøver, som ikke er arbejdstid, fordi jeg synes, det er sjovt og fedt og nogle spændende personer.”
”Lige præcis ”Amadeus” gør rigtig meget med at iscenesætte på den måde, jeg godt kan lide. Det hele er lavet foran en kæmpe bølge af noder. Det er et scenebillede, der viser, hvad er der i Mozarts hoved, og alle de billeder, jeg tog, havde det her i baggrunden. Med hjælp i iscenesættelsen kunne jeg køre det mere ud.”
Du kan se Camilla Winthers arbejde på hendes hjemmeside og følge hende på Facebook og Instagram.
Bonus: Herunder kan du se et ekstra udvalg af Camilla Winthers billeder.
Lulu, Operaen, Det Kongelige Teater, 2017/18
Morten Staugaard m.fl.
“Spar Dame”, Det Kongelige Teater, 2017
Image-billede for Kgl. turné, Det Kongelige Teater, 2018
Caldera, Corpus, Takkeloftet, Operaen, Det Kongelige Teater, 2018/19
De fulde, Det Kongelige Teater, 2018/19
Simon Bennebjerg og Maria Rossing
Pang, Mellemgulvet, Skuespilhuset, Det Kongelige Teater, 2017
Mads Rømer Brolin Tani
Artikler du også vil kunne li’
Rosalinde Mynster: Min scenedebut
Teaterfotograf: Emilia Therese
Teaterfotograf: Natascha Thiarra Rydvald
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.
