Teaterfotograf: Emilia Therese

I Emilia Thereses opvækst var livet omkring de skrå brædder så indgroet en del af hverdagen, at hun som ung i hvert fald skulle beskæftige sig med alt andet end det. Men tilbage til teatret, det kom hun. Med sit kamera.

"En Skærsommernatsdrøm" på Betty Nansen Teatret i sæson 2019/20. Her ses Peter Plauborg og Maria Rossing. Foto: Emilia Therese

Af Signe Ravn

”Jeg voksede op i den her verden og var fast besluttet på, at jeg intet skulle have med teatret at gøre. Jeg havde vist fået nok af det i min barndom.”

Så kontant er meldingen fra Emilia Therese, der i dag er blandt de mest benyttede og markante teaterfotografer herhjemme.

Men med en familie, der i flere led er befolket af skuespillere, film- og teaterarbejdere, en morfar, der var chef på Aalborg Teater i ni år, med mormor som skuespiller samme sted, en far der nu er teatertekniker også på Aalborg Teater, samt en skuespiller mor, der er chef for Himmerlands Teater på 17. år, var der alligevel plantet en kreativ kim i Emilia Therese.

”Jeg skrev lidt dramatik og noveller, tænkte egentlig, at der ikke var nogen der skulle se det. Men jeg fik faktisk en tekst dramatiseret på et lille teater i Aalborg,” fortæller hun.

Fortolker historier med kameraet

Som stor teenager besluttede hun sig for at blive fotograf, og da hun mente at det kun kunne lade sig gøre i København, strøg hun fra Aalborg til hovedstaden, hvor hun gik i fireårig mesterlære som fotograf og blev i 2010 færdigudlært som reklamefotograf.

Det er det, der driver mig, også i dag, at fortælle historier og skabe verdenerne. Vi skal lokke folk ind og opleve den her forestilling i teatret. Det er det, teaterfotografiet kan.”

Hun tilskriver sit bagland en stor betydning for sin udvikling. Hun kalder dem en ”kæmpe inspiration”, og hun medgiver, at teatret til stadighed fylder meget, når de er sammen som familie. Hvor hun som teenager på et tidspunkt mente, at hun havde fået rigeligt af den verden, ser hun det i dag som ”lidt af en gave at kunne tale om det”.

”Da jeg blev udlært fotograf, fik jeg et par jobs for nogle teatre, og så var det som om, at det hele alligevel gik op i en højere enhed, for jeg havde en naturlig tilgang til faget og de processer og det rum, de arbejder i. Det er historiefortælleren [i mig] fra den tid, hvor jeg skrev. For det hele handler om at fortolke og fortælle historier, som gør det interessant for beskueren.”

”Min mor har skrevet meget, arbejdet med at skabe universer, fortælle historier, og skabe nye verdener, som andre kan gå på opdagelse i – det er her teatret virkelig kan noget – suge folk ind. Det er det, der driver mig, at fortælle historier og skabe verdener. Vi skal lokke folk ind og opleve den her forestilling i teatret. Det er det, teaterfotografiet kan.”

Læs også artiklen “Teaterfotograf Natascha Thiara Rydvald”

Ilddåb på Odense Teater

Tidligere kreative opgaver vakte daværende chef på Odense Teater, Michael Mansdotters interesse, og han gav Emilia Therese en opgave på sit teater.

”Der var lidt af en ilddåb, for det var en noget større scene at være på for mit vedkommende på det tidspunkt,” siger Emilia Therese, der fik hul igennem på Odense Teater og siden har været der fast, sideløbende med opgaver for andre teatre og kunder.

I dag udgør teaterfotografiet den største del af hendes arbejde og er samtidig hendes store passion. Hun nyder at komme ud på teatrene og ofte arbejde sammen med de samme mennesker. Derfor værner hun også om de gode relationer, hun har opbygget til blandt andre skuespillere, instruktører, scenografer, lysdesignere og teknikere.

Det, der kendetegner mine billeder, er dybde og stoflighed. Det er med til at gøre et billede interessant, at man kan gå på opdagelse i det.”

”Til pressefotografering kommer jeg ind i sidste øjeblik og skal billede fortolke det, de har arbejdet på i måneder – ja, nogle gange i år. Så gælder det om at have fornemmelsen for, hvad er det for et rum, man træder ind i,” forklarer Emilia Therese.

Forestillingsbilleder gør det flygtige teater konkret

Hun oplever, at billederne tit ikke kun bruges til at inspirere publikum, men også til at forsikre det kreative hold om, at forestillingen samler sig på den helt rigtige måde – at det, de laver, virker rent scenisk.

”Jeg vil gerne have billeder og historier til at gå op i en højere enhed. Jeg kan vældigt godt lide, at skuespillerne bare spiller godt igennem, så der bliver liv i billederne. Men opstillede billeder kan også give god intensitet. Der kan være scener, der bare ikke fungerer helt lige så godt på et foto, som når man oplever det fra salen, så der er min fornemmeste opgave at få de elementer med, som instruktør og scenograf, synes er vigtige.”

Læs også: “Teaterfotograf: Camilla Winther”

Billedbehandlingen er afgørende

”At fange essensen af forestillingen i billeder lægger jeg stor energi i, og det, håber jeg, skinner igennem for dem, der laver forestillingen. Det er farveæstetik, der er [kendetegnende for min stil]; min brug af farver, arbejde med kontrast og lys. Jeg går ind og fremhæver de vigtigste elementer i billedet, fremhæver karaktererne,” lyder det fra Emilia Therese, der bruger lang tid på billedbehandling for at sætte sin genkendelige visuelle signatur på de færdige billeder.

”Det er vigtigt for mig også at have en snak med scenografen og lysdesigneren. For de er en lige så stor del af forestillingen som det øvrige kreative hold. Jeg har stor respekt for deres arbejde, og det mærker de forhåbentlig også,” fortæller Emilia Therese.

Som teatergænger følger hun teatrenes repertoire med stor interesse og ser flest muligt forestillinger for at bakke op om de mennesker, hun arbejder med, også selvom hun ikke selv fotograferer den givne forestilling.

Og selve det fotografiske arbejde er langt fra bare at pege kameraet i retning af scenen og trykke på udløseren. Som fotograf skal man hele tiden være vågen og klar til at håndtere det uventede under en fotografering. Særligt hvis det ikke har været muligt at se en gennemspilning på forhånd.

”For mig må det aldrig nogensinde [blot] blive en registrering af en forestilling, så bliver det jo ikke interessent. Jeg går nysgerrigt til det, ellers kunne jeg stille mig roligt på podiet og skyde fra mit sted, men det er ikke det, jeg synes, der er interessant.”

“Som teaterfotograf kaster man sig virkelig ind i det, jeg er fuldstændig radbrækket, når jeg kommer ud fra en fotografering på to eller måske seks timer, op og ned fra podiet, og op ned på stige bagved. Man stormer rundt til de her forestillinger. Jeg synes, det er skægt, jeg kan ikke lade være, det er min måde at arbejde på.”

Symposion af Platon

Peter Christoffersen, Fanny Louise Bernth, Ernesto Piga Carbone, Stine Schrøder Jensen, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Patrick Baurichter og Karen-Lise Mynster

Det Kongelige Teater, sæson 2019/20

 


Den 18.12.20: Note fra redaktøren: Herover har vi tidligere vist et billede, der blev brugt på forsiden af teaterprogrammet for “Symposion”. Billedet har netop været omdrejningspunktet i en sag, hvor Pressenævnet udtaler kritik af dagbladet Politikens brug af billedet i en sammenhæng, der ikke var direkte relateret til den givne forestilling. Læs mere om det på Journalistens hjemmeside. Selvom Scenen.dk’s brug af billedet sker i forbindelse med en artikel om teaterfotografi, hvor fotografen beskriver motivet og arbejdet med at skabe billedet, så har vi foreløbigt valgt at fjerne det, i hvert fald indtil, at den givne skuespiller har haft mulighed for eventuelt at give samtykke til brugen af billedet i denne sammenhæng. I stedet bringer vi et andet billede fra forestillingen, der viser stemning og stil i de billeder, som Emilia Therese tog af “Symposion”.  

”[Her kunne jeg virkelig] bruge min kunstneriske kunnen og sans, og det bærer frugt, når kunder og teatre tør rykke sig lidt. Det er ikke kun med forestillingsbilleder, men også plakatbilleder, at man tænker over; hvem er teatrets kernekunder, hvem går i teatret her? Det skal vi tage hensyn til, men der er også nye generationer, der skal trækkes ind i teatret. Det skal ikke kun være klassisk her, der skal også være lidt kant – lidt ligesom det billede, hvor Peter Christoffersen bliver hevet i tissemanden. Han var super sej og sagde ja til, at det måtte bruges.”

Det er jo skønt, at et moment fra en forestilling kan indprente sig i folk via et billede. Nogle gange bliver et billede et ikon for en forestilling.”

”Jeg tror, det var Michael Bo fra Politiken, der her under corona skrev, at han savner at være i teatret og blive spyttet på og se Peter Christoffersen; “Hvornår vil nogen igen hive Peter Christoffersen i pikken?”. Det er jo skønt, at et moment fra en forestilling kan indprente sig i folk via et billede. Nogle gange bliver et billede et ikon for en forestilling.”

”Det er sjovt, hvad billedet kan. At der nogle gange opstår noget helt unikt eller andet, end hvad man havde forestillet sig eller turdet håbe på.”

”Det var i en fuld gennemspilning, jeg fotograferede det. Der var så mange smukke ikoniske billeder i den forestilling med Nathalie Melbyes scenografi, og Anja Behrens er en fantastisk æstetiker i sin instruktion.

Min svigerfar bliver helt vild med det billede, og nu hænger det over deres fjernsyn i Norditalien. Jeg tror ikke, min svigermor er vildt begejstret for det.”

”Billedet lykkes lige i det øjeblik, hvor de kravler under hans ben, det er kun ét skud i en gennemspilning, og så ser man bagefter på, kan det som billede noget og tør teatret bruge det? Det er den snak, vi tit har. Tør de bruge de billeder, der er lidt mere grænseoverskridende?”

”Min svigerfamilie er italiensk, og de besøgte os, mens jeg sad og sorterede billeder fra “Symposion”. Min svigerfar blev helt vild med det billede, og nu hænger det over deres fjernsyn i Norditalien. Jeg tror ikke, min svigermor er vildt begejstret for det. Han kender ikke skuespillerne, men lidt til historien, og der var noget der fangede ham. Det er meget skægt. Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt Peter det. Men min svigerfar fik det i gave i vældig stort format, og han blev lykkelig for det. Det billede er så markant anderledes fra de andre i forestillingen, som også er heftige og rå, billedet her fanger det på en anden måde.”

”Jeg håbede i mit stille sind, da jeg sad med det kreative hold, [at de ville vælge det]. Jeg har som fotograf ofte nogle darlings, men hvad vælger de, og hvad vil de lægge vægt på? Er der noget, de ikke vil afsløre, for det skal publikum selv have mulighed for at opleve? Kan man måske vælge et anderledes billede for at lokke publikum til?”

”Ordet” af Kaj Munk

Frederik Mansø, Morten Suurballe, Henrik Birch, Kjartan Hansen, Anne Plauborg, Kaja Kamuk og Luise Skov

Aarhus Teater, 2020


 

”Er der tekniske udfordringer, som jeg er nødt til at tage højde for, så kan jeg være nødt til at stoppe op i fotograferingen. Somme tider er det lysmæssigt, nogle forestillinger bruger videoprojektioner, og det kan give kameraudfordringer. Jeg skal kunne sige “Hvis vi skal have det her udtryk, som I arbejder med, så kræver det nogle tekniske specifikationer”. Det gjaldt eksempelvis ”Ordet” på Aarhus Teater, hvor når man sidder i salen og oplever det smukke rå sort/hvide univers, skabt af David Gehrt.”

”Hele bagscenen bestod af to projektioner på et kæmpe lærred. Projektorerne kører med det der hedder frekvenser, og disse kan være med til at ændre farverne i kameraet til noget helt andet end øjet ser. Så halvdelen af videoprojektionen blev knaldgrøn og den anden halvdel helt lilla i mit kamera. Vi måtte simpelthen tage tempoet langt ned i forestillingen, så jeg teknisk kunne kompensere for stadig at få skarpe billeder med den rigtig farveholdning.”

”Jeg skal jo ramme deres udtryk, og så her blev arbejdsgangen lidt længere. Jeg måtte indstille kameraet til meget lav lukkertid, hvilket betød at skuespillerne ikke kunne bevæge sig lige så hurtigt. Jeg måtte samtidig holde vejret, stå utroligt stille og faktisk være nødt til at sætte tempoet ned for os alle sammen. Samtidig er det utrolig vigtig at skuespillerne skal kunne spille igennem og ikke være bange for at bevæge sig, så jeg kan fange en brøkdel af den intensitet, de har.”

”Der var mange timers arbejde i de billeder, både under optagelsen og efterfølgende i redigeringen.”

”Sexpol” af Lærke Sanderhoff

Kasper Leisner og Morten Raahede Brovn

Teater Grob, 2018


 

“Det er et billede jeg er rigtig glad for. Forestillingen er baseret på virkelige hændelser og handler om gruppen “Sexpol” der ville starte en seksuel revolution tilbage i 1930´erne. Den danske gruppe, der kæmper for seksuel frigørelse, tager den østrigske psykoanalytiker, Wilhelm Reich til sig. Reich arbejder ud fra sloganet “Orgasme mod fascisme”. Forestillingen tager ligesom fat i spørgsmålet omkring gruppen, for er de gale eller geniale?”

Det er et følsomt øjeblik, også for holdet, for der er en skuespiller, der er nøgen. Så der er det vigtigt, at den skuespiller også føler sig tryg, og det munder ud i noget, der giver mening for forestillingen.”

”Karakteren Reich, spillet af Kasper Leisner, var en idealist med fokus på orgasmens mulighed for at forsvare sig mod facismen. Billedet demonstrerer et terapiforløb, hvor Morten Raahede Brovns karakter, Tage, opdager nye sider af sig selv og sin krop.”

”Det der er det smukke i billedet, er et menneske der har gennemgået en form for transformation. Bliver han til en bedre version af sig selv, eller har han været udsat for et terapeutisk overgreb?”

”Jeg brugte en del tid til at bygge billedet op og instruerer ham til at ligge, som han gør, og de spiller noget af scenen, mens jeg skyder. Den æstetiske opbygning vidner om de karakterer Kasper og Morten spillede. Mortens karakter demonstrerer det menneske, der i terapien skal frigøres. Kasper står stærkt og powerfuldt over Morten, hvis ansigtsudtryk man ikke kan se. Har han smerter eller er han forløst? Græder han mon? Der er stadig noget til fortolkning i det billede. Vi behøver ikke vise det hele, der må gerne være noget for beskueren at tænke over, både før og efter forestillingen.”

”Det er et følsomt øjeblik, også for holdet, for der er en skuespiller, der er nøgen. Så det er vigtigt, at han også føler sig tryg, og at det munder ud i noget, der giver mening for forestillingen, så de ikke smider tøjet bare for at gøre det. Han ligger der på gulvet, presset af den her heftige idealisme og terapi form. Psykoanalytikeren, der hæver sig over ham bagved. Jeg elsker det billede. Der er noget ømt og følsomt, samtidig brutalt over det, der er virkelig smukt.”

Læs mere om Emilia Therese. Du finder hende også på LinkedIn, instagram og facebook.

Bonus: Nyd lidt flere af Emilia Thereses billeder herunder:

Lazarus, Aarhus Teater, 2019

 


Lyden af de skuldre vi står på, Aarhus Teater, 2017


Ser du mig, Teater Grob, 2020


Så længe mit hjerte slår, Odense Teater, 2017


Lazarus, Aarhus Teater, 2019