Teaterfotograf: Karoline Lieberkind

Karoline Lieberkind var skuespiller, men i en periode med sygdom i nærmeste familie, blev det for sårbart at stå på scenen. Med kameraet fandt hun en ny måde at fortælle historier på.

"Den kaukasiske kridtcirkel" på Republique, Østerbro Teater, som spiller først på året i 2021. Foto: Karoline Lieberkind

Det begyndte med en mand. Og hans kamera.

Og så mest hans kamera.

På en kærestetur til Berlin for godt 10 år siden.

Karoline Lieberkind var uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater og før da som performancedanser fra Cantabile 2’s School Stage of Art. Og hun var forelsket i manden med kameraet.

”Han var meget glad for det her kamera. Jeg kan huske på vores første kæresteweekend til Berlin, tager han det her monstrum frem, og jeg tænkte bare: Åh, endnu en mand, der har brug for en penisforlængelse. Han ville fotografere alt muligt mærkeligt, og jeg havde det sådan: Hvorfor skal vi bruge tid på det? Så spørger han mig, om jeg vil tage et billede? Jeg siger kun ja af absolut høflighed – der var lang vej hjem til Danmark,” smågriner Karoline Lieberkind ved mindet.

 

… det er sådan en intens måde at se på, når man kigger igennem kameraet. Der er ingen fortid, ingen fremtid, det er kun lige det, man ser, der er her.”

 

I samme periode var hendes far alvorligt syg og siden døende, og det var pludseligt ikke længere nemt at stå på scenen og krænge sjælen ud som underholdning, når hun privat var så sårbar.

”Da jeg får det her kamera i hånden, mærker den her tyngde, og da jeg kigger igennem det, var det som at stikke hovedet under vand, hvor al lyd forsvinder. Det var en ro. Det var et andet sted at være, fordi det er sådan en intens måde at se på, når man kigger igennem kameraet. Der er ingen fortid, ingen fremtid, det er kun lige det, man ser, der er her.”

 

Fotograferede som vennetjenester

Karoline Lieberkind havde aldrig drømt om at være fotograf. Men på den tur blev noget vækket i hende i mødet med kameraet.

”Da jeg vendte hjem til Danmark, købte jeg hele molevitten af [kameraudstyr] for penge, jeg slet ikke havde,” fortæller Karoline Lieberkind, der for venskabs skyld fotograferede kolleger under prøver og bag scenen med den maske foran ansigtet, kameraet føltes som.

”Så fik jeg lov at gå rundt og tage lidt billeder på teatret, fordi de syntes, det var synd for mig. Det var enormt skønt at være på teatret på den måde. Så begyndte det at rulle, og folk spurgte: Må vi bruge billederne? Kunne det ikke være et fedt billede til plakaten? Jo, jo, I bruger det bare. Og så på et tidspunkt var der folk, der insisterede på at give mig penge for det, jeg lavede. Nu giver jeg på ingen måde gratis billeder,” griner Karoline.

Læs også: “Anette Støvelbæk: Min scene-debut”

En anden måde at se på

Karoline Lieberkind fandt sit sande kald ved et tilfælde.

”Sådan er det med revolutionerende tider, hvor man træder over tærsklen til et andet liv, mister et betydningsfuldt menneske, og pludselig sker noget uventet, noget skelsættende, hvis man er åben for det.”

Forholdet til hendes daværende kæreste var meget fokuseret på den fælles kærlighed til kameraet.

”… kameraet blev vores forhold. Vi rejste med kameraet. Vi sov nærmest med det. Han var skidedygtig teknisk, en teknisk nørd, så på den måde lærte jeg teknikken. Jeg tror et eller andet sted, at jeg lærte ham en anden måde at se på – at se udover teknikken, at bruge kameraet som en historiefortæller, så det at fotografere ikke bare handler om de rigtige indstillinger. Selvfølgelig skal der være grundlæggende elementer som for eksempel lyset. Men der er også nærvær, ro og så meget andet i [et godt] billede.”

 

…det kræver nærvær og skånselsløs ærlighed både som skuespiller og som fotograf. Begge erhverv skal brutalt bryde gennem menneskers urørlighedszone og ramme dem.”

 

”Jeg tænker altid på, at der skal være en historie i billedet. Historien kan for eksempel være rummet, karakterers handling eller et blik. Der skal være en intensitet, en spænding, og der skal være en ro i et billede, ikke stilstand. Selv i et kaosbillede skal der være en ro.”

Læs også: “Amalie Dollerup: Min scene-debut”

I baren med en whisky

”Det er svært at definere min stil. Som en tegner har sin streg, så har en fotograf sit blik, sin individuelle måde at se verden på. Jeg synes, det er interessant hvis et billede balancerer mellem det, der lige er sket, og det, der skal til at ske. Denne spænding af noget. Når det ikke bare stopper ved huden. Når der er en form for evig bevægelse, [selv] ind i stilheden.”

For Karoline Lieberkind er der mange ligheder mellem de to professioner, hun kender bedst, skuespiller og fotograf. Begge professioner er et håndværk.

”Som fotograf handler det om lys og at fortælle en historie. Og det gør det også for en skuespiller. Jeg har lært meget om lyset ved selv at være på scenen. Som ung gik vi lys på teatret om natten, så fik vi lidt penge for det, det at stå i lyset og mærke det dengang, før jeg overhovedet havde haft et kamera i hånden, gjorde, at jeg tænkte meget i lys. Det er det, det hele handler om – at fortælle en god historie i rummet. I lyset.”

“Det handler om at give for kunne tage. Hvis man kun tager, får man intet. Det kræver nærvær og skånselsløs ærlighed både som skuespiller og som fotograf. Begge erhverv skal brutalt bryde gennem menneskers urørlighedszone og ramme dem.”

Men der er dog forskelle.

Karoline Lieberkind forklarer, at mens begge faggrupper på hver sin vis observerer og suger virkeligheden til sig, så er hun som fotograf, så at sige, ikke den første på dansegulvet modsat skuespilleren, men derimod mere typen, der ”står i baren og drikker en whisky langsomt”.

 

Jeg kan godt lide at gøre mig umage og gøre mit bedste, og det kræver teatret af mig.”

 

“Det er en fordel for mig i dag som fotograf at vide 100 %, hvad det vil sige at være skuespiller og selv kende til at stå foran kameraet. Kende alvoren, sårbarheden, intensitet, ideen, kompositionen, humøret og hemmeligheden. Og vide, hvad man som fotograf kan bede en skuespiller om foran sit kamera uden at være bange for det, uden at føle sig respektløs. At man kan tale samme fagsprog.”

Teatret er en måde at leve på

”Jeg hører til der, måske fordi jeg altid har været der, fra jeg var helt ung. Det er ikke et sted, jeg har valgt. Det var ligesom sådan, det blev. Jeg kan godt lide at være på teatrene. Jeg holder meget af dét folk, både på scenen, men også bag scenen. Der er også et stort liv bag scenen. Især på de store teatre. Bagscenen er som en stor, smuk forestilling i sig selv.”

“Der er et eller andet guddommeligt over at være på teatret – som at træde ind i et kirkerum. Folk på et teater er intense, følsomme og professionelle. Og man er der ikke, hvis man ikke er dygtig.”

Arbejdet kommer først, fastslår Karoline Lieberkind. Og så kan det godt være, at en kæreste undrer sig over, at et arbejdsmøde på et teater finder sted en weekendaften. Det har sin naturlige forklaring.

”Det er ikke kun et arbejde, det er også en måde at leve på. Det er ikke den der, nu går jeg på arbejde, nu går jeg hjem. Det fortsætter. Det er en væren. Jeg kan godt lide at gøre mig umage og gøre mit bedste, og det kræver teatret af mig.”

Læs også: “Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald”

(Artiklen fortsætter under billedet)

”Faust”, Republique, sæson 2020/21 

Olaf Johannesen. Foto: Karoline Lieberkind 

”Om et billede er dømt godt eller dårligt, starter lang tid før, at billedet overhovedet er skudt. Det at være teaterfotograf handler ikke kun om at skyde et billede. Det handler om at få folks tillid. Du fotograferer en instruktørs værk, en scenografens værk, en lysdesigners værk, plus du fotograferer skuespillernes præstationer. På exceptionelt kort tid skal du favne alle disse værker i ét billede. Et sindssygt flot lys på scenen set fra [publikumsrækkerne], er ofte et svært lys at fotografer i.”

”Man skal fotografere forestillingsbilleder på et tidspunkt, hvor premieren er lige om lidt. Så der er nerver i luften. Holdet har brug for tiden, så det er selvfølgelig skideirriterende, at fotografen kommer. Nogle instruktører ønsker, at man fotograferer en hel gennemspilning, så de ikke mister deres sparsomme tid, men fordi lyset var så mørkt på ”Faust”, var jeg nødt til at insistere på at fotografere udvalgte scener.”

”På ”Faust” brugte jeg meget tid på at digte lyset. Der var så mange detaljer i mørket, der var skabt på scenen, som var vanskeligt at genskabe i et foto. Det var sort i sort i kameraet, men på scenen trådte der genstande frem i mørket. Det skulle jeg skabe i kameraet.”

”Det er et pres i sig selv, at der er premiere lige rundt om hjørnet, så jeg må altid være nænsom med, hvad jeg beder om, og alligevel må jeg bestræbe mig på at skabe det samme udtryk og den samme følelse og intensitet i et billede, som kunstnerne har brugt måneder på at skabe på scenen. Jeg vil altid forsøge at lave billeder, som spejler instruktørens blik på forestillingen, men det kan være umuligt nogle gange.”

”I ”Faust” kæmpede jeg i samarbejde med lysdesigneren for at skabe et lys til billederne, der repræsenterede forestillingen. Det var måske ikke Staffans (instruktør Staffan Valdemar Holm, red.) blik, men mit blik.”

”Forestillingsbilleder er på en måde en slags teaser for forestillingen, og det er nødt til at have en form for liv, der må være sit eget kunstværk. Det skal ikke bare ligne forestillingen – det skal løfte sig op over den. En forestilling varer i et par timer. Men en fotograf skal fange essensen af et øjeblik, som repræsenterer forestillingen, samtidig med, at det skal være salgbart, altså, fange det uhåndgribelige, som rammer en betragter.”

“Det her “Faust”-billede er jeg enormt glad for – for på trods af et meget mørkt scenerum fik jeg alligevel skabt rummet i billedet i samarbejde med lysdesigneren, Clement Irbil.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

”The Female Gaze”, Sorte Hest, Glyptoteket, 2020

Line Rosenstjerne. Foto: Karoline Lieberkind

Bemærk: Billedet herover er bragt efter fotografens aftale med den afbildede skuespiller.

”Det var en prøve, vi lavede. Det er fotograferet i en skov. Det, jeg godt kan lide ved det her billede, det er, at det på en måde er ret grimt og på samme måde måske smukt. Brutalt samtidig med, det er sårbart. Det er et eventyr, samtidig med, det, måske, er efter en voldtægt. Kvinden er helt og offer på én og samme gang. Hun er ved at rejse sig fra noget, vi ved ikke, om hun falder igen. Det handler om for mig, hvor enkelt kan jeg skabe en historie, og hvor meget kan jeg samtidig sige? Det er det, jeg godt kan lide, ved det her billede. Der er mange modsætninger i billedet. Kvinden er iført plastik og paryk, alle dyrene er døde, udstoppede, og vi befinder os i skoven, i naturen, i det naturlige. Alligevel er historien enkel: En kvinde er ved at rejse sig … fra noget.”

”Jeg startede med at skulle fotografere en fortolkning af The Female Gaze, kvindes blik på kvinden. Jeg fotograferede ni billeder, tre manuskriptforfattere skrev ud fra billederne, som blev til en installation, som blev til en scenografi. Der var to komponister, der skrev musik ud fra billederne. Og det hele resulterede i en forestilling, hvor tekst, musik, installation og billeder bringes sammen. Vi håber, at det også får lov at blive en udstilling med de ni billeder. Det var et projekt, der var fyldt med tillid og frihed.”

” Det er Line Rosenstjerne fra Alias Teaterproduktion, som er på billedet. Hun var helt fantastisk at arbejde med. Hun er modig. Vi svingede godt, som betød, at der var en stor åbenhed til at prøve meget af. Og derved fik vi begge mod til at se og mod til at blive set på. Samtidig med at vi undersøgte, kvindens blik på kvinden. Så kan vi diskutere om vi overhovedet er klar til det kvindelige blik i vores Male Gaze-verden? Om vi bare kommer til at plagiere The Male Gaze? Måske ikke? Måske vil nogen se det som en lille smule porno eller noget seksuelt. Det var ikke min tanke, da jeg lavede det. Jeg tror, mange kvinder har oplevet, hvis ikke en fysisk, så en psykisk voldtægt. Projektet var også spændende, fordi MeToo samtidig brusede frem, imens vi arbejdede. Det var fedt, at “The Female Gaze” også kunne bruges i en større politisk sammenhæng.”

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

”Sort Vand”, Betty Nansen Teatret, sæson 2016/17

Marie Louise Wille, Ernesto Piga Carbone, Jakob Femerling, Özlem Saglanmak, Christine Sønderris og Gerard Carey Bidstrup i “Sort vand”. Foto: Karoline Lieberkind

”Det er måske mit yndlingsbillede. Jeg kan bare godt lide det billede. Og jeg bliver ved med godt at kunne lide det. Det er altid givende at fotografere Anja Behrens (instruktør, red.) forestillinger. Hun har et vildt visuelt udtryk i hendes forestillinger, Smukt og grotesk og altid bruger hun nye elementer. Som her, vand. Det inspirerer mig. ”

”Det her er et meget statisk billede, men også et ikonbillede af forestillingen.”

”Det fede ved at fotografere for Anja er, at jeg gerne må kaste mig rundt i rummet, gå op på scenen mellem skuespillerne. Hun er sød til at gå i dialog med mig og fotosessionen bliver et samarbejde mere end en irriterende tidsrøver. Nogen gange lader hun sig inspirere af mit lys og bruger det i hendes forestilling. Selvfølgelig har jeg altid en snak med instruktøren; hvordan ser du det her? Når jeg ser en gennemspilning, ser jeg ikke kun forestillingen, jeg prøver også at sætte mig ind i, hvordan instruktøren ser det, også helt fysisk, hvor sidder instruktøren i rummet, hvordan bevæger han/hun sig i rummet. Det er ikke mig personligt, der må fortolke forestillingens udtryk. Jeg skal vise en andens værk, så det giver folk får lyst til at komme ind og se det. Og så er det givtigt at sætte sig ind i, hvordan instruktøren ser det. Men, det er naivt at tro, at fotografens blik alligevel ikke træder igennem – men, min tro på spillet, historien, atmosfæren, det konstruktive skal samtidigt være så stærkt og bærende.

 

Et kamera er ikke bare et Nikon, Sony eller Hasselblad. Men det er jo ikke det, der leverer, det er blikket bag det, der fortolker.”

 

”Dét, der er så spændende med billeder generelt er, at der er sindssygt mange møder omkring et billede. Det er beskueren, der møder billedet og mødet mellem fotografen og den fotograferede, men det er også mødet mellem fotograf, der møder motivet, og møder sig selv i sin proces, i sit billede. Det er exceptionelt mange møder i et billede, som skal gå op. Det handler ikke kun om teknik og talent, men også indsigt i, hvordan de mange elementer, der skal til for at tage billedet, bringes sammen. Her er god intuition super vigtigt. Det kræver nærvær og ærlighed over for sig selv.  Og når det går op, så er jeg jo bare helt glad.”

”Det er lidt ligesom malerkunsten, hvis du beder Otto Dix om at male dit portræt eller beder Anna Ancher male dit portræt. De er begge to fantastiske malere, men de har forskellig streg. Deres billeder repræsenterer mennesket bag penslen. Det, tror jeg lidt, at fotografer også gør – den streg er vores individuelle måde at se verden på.”

”Et kamera er ikke bare et Nikon, Sony eller Hasselblad. Men det er jo ikke det, der leverer, det er blikket bag det, der fortolker.”

”Et godt teaterfotografi skal ligne forestillingen, men det skal også noget mere. Det skal også være et rigtig godt billede. Det er ikke bare nok, at det ligner. Det er for nemt. For kedeligt. For fladt. Det skal ramme, så folk bliver nysgerrig på forestillingen og går ind og ser den. Det er som sagt en balance, for det lille, bitte øjeblik som foto er skal repræsentere så mange talenter og værker i et. Lysdesigneren, scenografien og instruktørens historie. Et godt teaterbillede er som en koncentreret bouillonterning.”

”I virkeligheden er vi, teaterfotografer, for de fleste teaterfolk sikkert skide irriterende når vi kommer midt i opløb, midt i nerverne, der hvor der er run på, så kommer vi og kræver vores tid. Et billede starter langt før, billedet bliver fotograferet. Der er så mange aspekter i at være fotograf, det er ikke bare at se gennem det lille hul i kameraet – og – vupti – så er der et godt billede. Det er mega forberedelse og mega efterarbejde, som tager længere tid end at tage billedet. Og det kræver en væren og en ærlighed. Et godt billede er ikke bare noget, man lige gør.”

Se flere af Karoline Lieberkinds billeder på hendes hjemmeside eller hos det københavnske kunstgalleri Gallery Sapere Aude og følg hende på instagram.

Af Signe Ravn

Herunder kan du se flere af Karoline Lieberkinds billeder:

“King Lear”, Teater Nordkraft, sæson 2018/19

En scene fra King Lear på teater Nordkraft

Jacque Lauritsen. Foto: Karoline Lieberkind

“Den Kaukasiske Kridtcirkel”, Østerbro Teater, sæson 2020/21

Foto: Karoline Lieberkind

Backstage, Operaen, Det Kongelige Teater, 2019

Foto: Karoline Lieberkind

“Faust”, Republique, sæson 2020/21

Olaf Johannesen. Foto: Karoline Lieberkind

“Woyzeck”, Teater Nordkraft, sæson 2020/21

Foto: Karoline Lieberkind

“Dødsangst i galop”, Sort/Hvid, sæson 2019/20

Foto: Karoline Lieberkind

“Gådekatalogerne”, Teater O, sæson 2020/21

Læs også:

“Teaterfotograf: Per Morten Abrahamsen”

“Teaterfotograf: Camilla Winther”

“Teaterfotograf: Emilia Therese”