Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald

Et godt teaterfotografi opfylder to kriterier; det gør publikum interesserede i forestillingen, og det fungerer godt som billede i sig selv. Fotograf Natascha Thiara Rydvald fortæller her Scenen.dk om sin tilgang til teaterfotografiet.

Her et PR-billede for kunstnerkollektivet Sort Samvittighed i anledning af deres forestilling "Tove! Tove! Tove!". Foto: Natascha Thiara Rydvald

Som udgangspunkt ser fotograf Natascha Thiara Rydvald helst en gennemspilning, og gerne i kost og mask (make-up og kostume, red.), før kameraet kommer frem. På den måde kan hun forberede sig på de afgørende situationer og momenter, som kan blive til dynamiske billeder. Af og til fotograferer hun blot scener, hvis produktionen ønsker det, men allerhelst bevæger hun sig rundt med skuespillerne på scenen, mens de spiller.

Scenen skridter hun af på forhånd, afprøver hoppehøjden fra scenekant til gulv, hældningen på rampen, hun skal op og ned ad, så hendes krop har lagret alle bevægelsesmuligheder, og hun kan bevæge sig så frit som muligt uden øje for andet et sit motiv. Og uden ulykker.

Teaterfotograf ved et tilfælde

Natascha Thiara Rydvald har de seneste 15 år markeret sig som en af de mest markante teaterfotografer herhjemme med kompositioner så sikre og iøjefaldende, at Weekendavisens anmelder ikke kunne lade være med også at anmelde programmets billeder, da han anmeldte en forestilling, som Natascha Thiara Rydvald fotograferede på Det Kongelige Teater i januar 2010.

Og som det så ofte ses, var det et tilfælde, der førte den uddannede still- og filmfotograf ind i teatrets verden.

Scenograf Maja Ravn, der ofte arbejder sammen med Katrine Wiedemann og Jokum Rohde, kendte hendes arbejde og fik hende ind som fotograf på netop en Jokum Rohde-forestilling, nemlig ”Kirke” på Kaleidoskop i 2004.

 

Teater er refleksioner af det, der foregår i virkeligheden, det er andet end bare underholdning. Det blev jeg ret tiltalt af.”

 

”Det var ikke noget, jeg havde planlagt, for det, jeg mest lavede, var portrætter, forskellige film, mode og reklame. Men jeg havde teater i blodet, for min mor var skuespiller som ung, og jeg arbejdede med mange skuespillere på grund af fiktionsfilm, så det var noget, jeg tænkte, var meget fint,” fortæller Natascha Thiara Rydvald, der blev fanget af arbejdet, selvom teateropgaverne i begyndelsen var sekundære i kalenderen.

Læs også: “Teaterfotograf: Emilia Therese”

 

Analyserer historien med sit kamera

”Jeg blev ret forelsket i det, og jeg kunne se, at fordi jeg har filmisk baggrund og er vant til at fortælle i montager historiemæssigt, så havde jeg meget nemt ved at gå ind i historien og analysere den og komme med et billedligt perspektiv på den. Det er det, fotografi skal – det skal indfange de stemninger, uden at du behøver at sætte ord på.”

Samtidig var arbejdsformen, følelsen af at blive en del af et kollektiv, der skaber forestillingen, tiltalende. At komme ind i en eksisterende dynamik, opleve dramaet – uden at være en del af de eventuelle problemer.

”Jeg kommer med åbent sind og gåpåmod og ser, hvad de her dygtige mennesker har skabt. Teater er refleksioner af det, der foregår i virkeligheden, det er andet end bare underholdning. Det blev jeg ret tiltalt af.”

Læs også: “Teaterfotograf: Camilla Winther”

Er beskuerens øje i dramaet

Natascha Thiara Rydvald sammenligner en fotosession under en gennemspilning med et maraton, og understreger, at hun er ”meget præcis med framing”, et udslag af baggrunden som filmfotograf, hvor beskæringen ikke kan laves om efterfølgende med de skærpede krav til at få kompositionen på plads i første hug, som det nu giver.

I en indskudt sætning nævner hun, at hun ”ikke er så vild med vid-vinkel billeder, som udelukkende bruges til at dokumentere forestillinger, der må være mening med ens optikvalg. Man kan se, når der er taget stilling til fortællingen igennem fotografiet.”

Mest af alt jagter hun nerven, at få lirket sig helt ind i forestillingens univers, som hun skal indkapsle på det, for produktionen, mest skrøbelige tidspunkt, kort før premieren, når de sidste detaljer skal på plads, og følelserne sidder udenpå tøjet.

 

… det, teatret kan, er jo netop at stille spørgsmålstegn og få os til at reflektere og få os til at ændre livsbane, teatret inspirerer til mange ting, og fotografiet må gerne være med til at åbne den dør på klem.”

 

”Jeg ser noget ret fantastisk, der foregår, og så får jeg lov at se det på første parket. Jeg går præcis der, hvor øjet skal være, så beskueren får det tætteste, mest spændende blik på det, der sker. Ét er at dokumentere på spændende vis, men formålet, hvis vi skal trække det helt ned [på jorden], er at få folk til at se noget spændende i forestillingen, så de har lyst til at tage i teatret.”

”Det gode teaterfotografi fanger dig ind, vækker din nysgerrighed og stiller spørgsmål. Og får dig til at reflektere. Det skal have det kommercielle element, noget blikfang, der kan få folk interesseret, så de går ind og ser forestillingen, men det må også gerne have noget fotografisk kvalitet, som er lidt anderledes end det, men ser i den grå almindelige hverdag, for det, teatret kan, er jo netop at stille spørgsmålstegn og få os til at reflektere og måske få os til at ændre livsbane, teatret inspirerer til mange ting, og fotografiet må gerne være med til at åbne den dør på klem.”

 

“Tove! Tove! Tove!” af Sort Samvittighed, Det Kongelige Teater, 2014

”De første ”Tove! Tove! Tove!”-billeder var til PR og blev taget, inden forestillingen egentlig var skabt. Scenografen havde karaktererne på plads, og vi lavede det i forhallen i Skuespilhuset. Så stillede jeg dem op, jeg havde mit eget flashudstyr med, og vi tog det første billede, men så var lyset ret fantastisk. Vi kunne have stoppet, men det var sådan: Vi bliver simpelthen nødt til at prøve det her, når det fantastiske lys kom ind fra siden.”

”En af skuespillerne havde lidt udslæt i ansigtet, men vi behøver ikke at se alle, det er fint, det passede til Tove, så kunne de kramme der ude i siden. Det blev simpelthen så fint, så det var en gave med lyset, at man kunne se det i rummet. Det er dejligt at have det overskud. Det er kommet med opgaverne, at jeg kan være åben for, hvad der måtte komme. Selvfølgelig har jeg en ide fra starten, men de billeder, jeg tager frem her, er dem, der opstået af de dynamikker, der er opstået, når folk har været interesserede i at lege med, at der ikke har være modstand.”

 

“Personer, steder og ting” af Duncan Macmillan, Det Kongelige Teater, 2016

”Det her billede viser hvorfor, det er vigtigt at kende elementerne i forestillingen, at vide, at [netop] det kommer, og vide, hvor kort tid, man har til det, så man placerer sig rigtigt. Den hvide stribe, som er en lille vej ind mod baggrunden, som også angiver en hel sindstilstand.”

”Det er tæppefald. Men noget specielt stof, som ligesom arbejder på denne måde, hun er i sceneskiftet, men også ien mental tilstand. Rent billedmæssigt er det en mental tilstand. Men også et scenografisk rum, det er jo noget helt andet at se det live, men det er her, hvad fotografiet så kan gøre. Der må man jo være totalt ydmyg overfor det fantastiske rum, som teatret jo er.”

 

”Misery” af William Goldmann (efter roman af Stephen King), Revolver/Østerbro Teater, 2018, Lise Baastrup og Mads M. Nielsen

”Det billede er mere instrueret i forhold til kameraet. Der kørte vi mere med nogle udvalgte scener, og så kunne de ligesom også se, hvor jeg var, og hvordan vi gjorde det. Det er skuespillerne også vant til ved filmproduktioner, hvor instruktionen er tæt på kameraet, mere end de får den overordnede teaterinstruktion, og så spiller de. Det gør jo også, at man kan få en dynamik med forgrund og baggrund, hvor blikket ikke er for langt væk.”

”Det har noget retning, noget drive, en linje, noget blikfang, så man kommer ind i det ret hurtigt. Det har drama, uden at man har skruet op for noget andet. Det våde hår, pistolen, man kan ane noget i baggrunden, det giver en lidt uhyggelig stemning.”

 

… de kom ind jo som dampende tyrefægtere, der lige havde været i arenaen, og man fik jo virkelig noget helt andet end ellers, og de billeder, synes jeg, stadig er så spændende…”

 

”Dukkelise” af Jokum Rohde, Det Kongelige Teater, 2017, Tina Gylling Mortensen

”Den handler om to søstre, og det billede er jeg ret vild med. Den her voksenkrop (skuespiller Tina Gylling Mortensen, red.) i den her lyserøde kjole, og den uhyggelig dukke, og så den lampe. Der er noget ved den råhed, som jeg godt kan lide, og som fortæller noget om den råhed, som forestillingen også havde. Et vanvid, en groteskhed, den mørke og den lyse side. Det er et billede, man gerne vil undersøge nærmere – hvad er det, der sker?”

 

“Richard III” af Shakespeare, Det Kongelige Teater, 2010, Søren Sætter Lassen

”Jeg kunne have snakket om alle mulige andre billeder, men de ”Richard den 3.”-billeder elsker jeg. Scenografen havde en helt klar ide om, at hun bare ville have portrætter og nogle forestillingsfotos. Jeg tænkte over det og sagde ja til opgaven. Men så ville jeg, at vi skulle fotografere dem lige efter, at de havde lavet en gennemspilning. Det havde man ikke rigtig gjort før.”

”Vi havde selvfølgelig stillet op, de kom ind jo som dampende tyrefægtere, der lige havde været i arenaen, og man fik jo virkelig noget helt andet end ellers, og de billeder, synes jeg, stadig er så spændende, for det var en anden måde at gøre det på. Man kan se det i huden, at de virkelig har været i gang, og det gav det et helt andet udtryk, end hvis jeg havde fotograferet dem inden gennemspilningen, hvor de var i nystrøget kostume, og håret var sat.”

”Den måde, de blev instrueret på, var minimalistisk; kig til højre, kig til venstre, lidt op, lidt ned og drej rundt. Det skulle gå stærkt, jeg havde dem kun i tre minutter [hver især], for at de andre skulle ikke nå at blive kolde. Det første hold havde vi i pausen, og så tog vi de sidste efter forestillingen.”

”Vi kunne godt have valgt at køre alle otte på en gang, og så gå, når forestillingen var færdig, men det ville ikke give det samme. Der havde jeg også noget test med lys, på den baggrund, som var den kridtbaggrund. Det passede godt med de andre, forestillingsbillederne blev også rigtig gode, og havde den samme intensitet. Når man kigger på de kataloger, så er der ikke nogen, der taler særligt meget, lige inden eller efter, man ved godt, hvad det er de er taler om, selvom det er uden grimasserne.”

Læs mere om Natascha Thiara Rydvald og se hendes seneste arbejde her. Du finder hende også på LinkedIn, instagram og facebook.

Du kan se flere af Natascha Thiara Rydvalds billeder herunder.

Af Signe Ravn

“Tove! Tove! Tove!” af Sort Samvittighed, Det Kongelige Teater, 2014, Jeanett Albeck

 


“Et drømmespil” af Strindberg, Betty Nansen Teatret, 2008, Sonja Richter og Olaf Johannesen

 


“Orlando” af Virginia Woolf, Betty Nansen Teatret, 2018, Maria Rossing

 

 

 

 


“Romeo og Julie” af Shakespeare, Det Kongelige Teater, 2015/16, Danica Curcic og Thomas Hwan

 

 

 


“Personer, steder og ting” af Duncan Macmillan, Det Kongelige Teater, 2016, Johanne Louise Schmidt

 


“Richard III” af Shakespeare, Det Kongelige Teater, 2010, Peter Gilsfort