Teaterredaktøren: Derfor spiller Det Kongelige Teater i Ulvedalene

Det er langt fra et intimt teaterrum, når Det Kongelige Teater kaster sig over at lave sommerteater i Ulvedalene. Men publikum strømmer til i tusindvis. Så hvad er det, udendørsteater kan? Scenen.dk har spurgt Berlingskes teaterredaktør og kritiker Jakob Steen Olsen.

NB. Denne artikel blev til, før Danmark blev lukket ned som følge af corona og må derfor læses med det forbehold.

Denne sommer vil op mod 100.000 mennesker bevæge sig mod Dyrehaven og se Det Kongelige Teaters opsætning af ”Hobitten” i Ulvedalene.

”Der er jo ikke nogen, der siger, at teater kun kan være i en sal med plyssæder,” konstaterer Jakob Steen Olsen, der er teaterredaktør på Berlingske.

Vejret er en lunefuld medspiller

”Et eller sted er der noget absurd i, at vi her i landet har en tradition med, at vi simpelt hen så gerne vil ud og opleve teater under åben himmel. Med det vejr, vi har, er det en risky business for dem, der producerer, og for dem, der sidder og ser på. Jeg har mange gange oplevet at sidde og se forestillinger, der måtte aflyses på grund af vejret.”

”Jeg kan huske, da jeg så ”Aladdin”. Det havde regnet hele maj måned, og der var iskoldt, og vi sad pakket ind i plastiksække. Og på scenen talte de om Isfahans brændende sand, og skønne Sonja Richter som Gulnara skulle træde ned i et lille svømmebassin og bade. Så vendte hun ryggen til publikum og lod effektfuldt sin purpurkåbe falde, og der gik et ”uuuuh” gennem hele publikum, der sad og frøs,” mindes Jakob Steen Olsen om “Aladdin” i 2000.

En skovtur med kunst

Traditionen med teater i Ulvedalene kan spores tilbage til 1910, hvor repertoiret i de år var Shakespeare, Öehlenschläger og Drachmann, fortæller Jakob Steen Olsen.

”Naturalismen var fremherskende på teatret, og hvorfor nøjes med en [kulisse med] malet bøgeskov, når man få den virkelige? Samtidig var der en demokratiseringstanke bag – at mange mennesker til billig penge kunne komme ud og opleve noget – en folkelig forlystelse, nærmest en slags skovtur – en udflugt, hvor du får noget kunst oveni. Det genoplivede Det Kongelige Teater i 1996, og så har det kørt nogenlunde slag i slag siden med hensyntagen til naturen derude.”

”Det er flot og spektakulært, når det er det. Og det er en tradition, og man kan godt lide den skovtur…

Der kan tjenes penge

Som teaterkritiker stiller han spørgsmålstegn ved, om de store udendørsforestillinger egentlig er der, Det Kongelige Teater skal bruge mange kræfter. Men han er ikke i tvivl om, hvorfor teatret disponerer sådan. Det Kongelige Teaters position er nemlig ikke længere given.

”Som det er nu, skal teatret legitimere sig på en helt anden måde. Det skal så at sige udvide sit revir, efter aftale med politikerne, i forhold til, hvem og hvor mange, man får ind. Der skal hele tiden flere [publikummer] ind, og teatret skal bevise sin gennemslagskraft og vise, at det er noget, danskerne gider komme til. Det er desværre ikke helt nok, at publikum kommer til ”La Boheme” og ”Mutter Courage” om vinteren. Man har brug for noget mere. Her, hvor der kan være så sindssygt mange mennesker, kan teatret booste publikumstallet, og, hvis det går godt, kan man også tjene nogle penge.”

Drengebogsagtig gennemslagskraft

I dag skriver dramatikere direkte til omgivelserne i Ulvedalene og som oftest på baggrund af et forlæg, der har vist det, Jakob Steen Olsen kalder ”en drengebogsagtiggennemslagskraft”. Som i tilfældet med ”Hobitten” J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre”-trilogi, der også har haft massiv succes på film.

”Problemet er, at forestillingerne tit kommer til at minde meget om hinanden, og det handler om, at rammerne er en udfordring. Skuespilleren reduceres ofte til signalgaster, hvor du skal lede efter dem; hvor står de henne, der kommer heste, afstandene er så store. Det, der fungerer bedst, er ikke for mange ord, ind- og udgange med heste og folkemasser og levende ild, når solen går ned,”

”Det kunstneriske udbytte er, for at sige det ligeud – hvis jeg skal være venlig – varieret. Men det opfylder en anden funktion,” fastslår Jakob Steen Olsen.

Legitimerer teatret i bred forstand

Berlingskes teaterredaktør opstiller fire parametre, hvor Det Kongelige Teaters virke i Ulvedalene legitimerer teatret:

  • i forhold til folkelighed
  • øger teatrets samlede publikumstal
  • styrker potentielt økonomien
  • i forhold til at være landsdækkende i form af spilleperioder på Moesgaard Museum i Aarhus

Der skal spilles stort

Hvordan adskiller udendørs teater i Ulvedalene sig fra det teater, man kan opleve på Det Kongelige Teaters faste scener?

”Man kan godt opgive alle forestillinger om fint psykologisk spil. Det handler om en voldsomhed i udtrykket, hvor skuespillerne står og må råbe så højt. Du kan kun fortælle en meget primitiv historie, for det kan hurtigt blive mange ord under bøgetræerne,” forklarer Jakob Steen Olsen.

”Nu lyder jeg så sur,” siger Jakob Steen Olsen så med henvisning til de kunstneriske udfordringer, der er forbundet med forestillingerne i Ulvedalene.

Det er spektakulært

Han har set alle Det Kongelige Teaters forestillinger i Ulvedalene.

”Jeg husker især ”Ivanhoe” (2003, red.), hvor Nikolaj Lie Kaas spillede hovedrollen, og primært fordi Christian Friedländer havde lavet en sindssygt flot scenografi. Der var en fin rollebesætning og en god historie. Så den husker jeg med glæde,” lyder det fra Jakob Steen Olsen, der uddyber: ”Det handler om, at scenografien er i stand til at digte videre på landskabet. Meningen er, at man har guds flotte natur og skaber en scenografi, der bygger videre på det.”

”Det er flot og spektakulært, når det er det. Og det er en tradition, og man kan godt lide den skovtur; Nu gør vi det sammen, og så lugter det lidt af finkultur, fordi det er Det Kongelige Teater, der står bag – så har man samvittigheden i orden.”

”Man skal tage det for hvad det er. Det er ikke der, Det Kongelige Teater har bevist en synderlig kunstnerisk berettigelse. Og så kan jeg kun ønske held og lykke med vejret,” slutter Jakob Steen Olsen.

Af Signe Ravn

Billetter til “Hobitten” købes hos Det Kongelige Teater