Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner
Store drømme, indre kampe, inderligt håb og livsglæde. Hele følelsespaletten kan formidles via musikken og stemmen. Forud for samtalen kender jeg skuespillerinden Trine Pallesen for en alsidig kunstnerisk karriere og en særlig kærlighed til det musikalske. Sangerinden Grethe Ingmann kender jeg derimod kun for Grand Prix-hittet ”Dansevise” fra 1963. Snart vil Trine og Grethe for anden gang mødes på scenen, og jeg spekulerer over, hvilken historie de sammen vil fortælle. Er der skjulte dybder under titlen: ”Ta’ mig, som jeg er”?
Trine Pallesen er nøgtern i samtalens åbningsmonolog: ”Jeg har spillet Grethe Ingmann før – i forestillingen ”Et solstrejf i en vandpyt” i Glassalen i Tivoli tilbage i 2010. Jeg så på figuren ud fra den alder, jeg havde dengang, men i dag er mit perspektiv et andet.”. Jeg lytter interesseret til stemmen i telefonen. ”Grethe døde af druk, da hun var 51 år, og det har spøgt i mig siden 2010. Hvad gør, at man tager så stærkt et valg og ikke stopper det i tide? Jeg havde lyst til at gå dybere ind i smerten”. Efter en pause tilføjer hun: ”Alle livshistorier er eviggyldige, og vi kan lære noget af dem alle sammen. Der knytter sig en tid og nogle sange til Grethe, jeg ikke havde gjort færdige”.
Find flere forestillinger med musik
I hjertekuglen
Det er oplagt for mig at spørge til det musikalske: ”Hvad betyder musik for dig personligt?”. ”Man kan sige, at så snart, du sætter en tone an, er der noget, der bevæger sig i menneskers kroppe” begynder Pallesen med veneration. ”Tænk bare på musikunderlægningen på film. Hvis man bruger det rigtigt, er man allerede derinde, hvor det rykker ift. at understrege og formidle nogle følelser. Man kan også misbruge musikkens virkning, så det bliver for kraftigt, og derfor skal man have god smag, hvis man arbejder med musik”. Hendes stemme får et poetisk anstrøg: ”For mig lægger musikken noget på følelserne. Så er man inde i hjertekuglen hos de fleste mennesker”.
”Det må være en særlig glæde at være bakket op af topprofessionelle musikere…” fortsætter jeg. ”Den anden dag sagde jeg til Mathias Groves orkester, der er med i min forestilling: Der er ingen forestilling uden jer!” udbryder min samtalepartner begejstret. ”Det er lige så meget en koncert som en teaterforestilling. Det er en fed udfordring og et nyt sted for mig, måske fordi, jeg står der som eneste skuespiller. Jeg formidler noget på en anden måde, end hvis der var flere medspillere og det var et stykke klassisk taleteater” afrunder hun og giver mig tid til at notere.
Ene høne i kurven
I Trine Pallesens stemme findes et rigt varieret landskab. Det ene øjeblik emmer stemmen af sødme for så at svinge fra rå slagfærdighed til det refleksive. Jeg fornemmer, at kunstneren og mennesket Trine har meget at byde på. Af samme grund studser jeg over hendes fascination af en, for mig at se, noget énstrenget popsangerinde. Hvad er der på spil i relationen mellem de to kvinder?
”Hvordan adskiller den aktuelle forestillings Grethe sig fra den Grethe, du spillede i 2010?”. Mit spørgsmål besvares i en kontant tone: ”For det første er jeg blevet 12 år ældre, og dramatikeren Anna Panduro så ikke forestillingen dengang. Anna har jo skrevet den her forestilling ud fra, hvad netop hun synes er interessant at tage fat i – og hvad jeg synes. Dengang var jeg slet ikke inde over manuskriptet. Det har jeg været denne gang.” fastslår min samtalepartner. ”Er det en mere dyster version af Grethe Ingmann, du portrætterer nu?” forsøger jeg.
”Ikke dyster, men jeg har flere ting med omkring den deroute, hun havde. Det er ikke en udlevering på nogen måde, men når man laver et portræt af et menneske, er det ikke kun det nemme, man skal fortælle” pointerer Trine Pallesen. ”I sin sidste periode lavede Grethe numre, der ikke hittede, og som heller ikke allesammen klædte hendes stemme. Det må også med, hvis man skal ned i smerten og forstå den lidt mere. Vi prøver allesammen at få livet til at fungere, men det er jo ikke let…”
”Du står på scenen som den eneste skuespiller. Stod Grethe Ingmann også på en måde alene?” spørger jeg prøvende og modtager et svar, der gør indtryk:
”I en tid, hvor vi taler om at sætte kvinder på verdenskortet, skal vi også sætte fokus på det komplekse i alt det, vi kvinder kæmper med. Man skal kunne balancere karriere, børn og det at færdes i en mandeverden, og det gjaldt også Grethe. Tænk på, hun var ene høne i kurven i mange år og stod med de der professionelle, sofistikerede, mandlige jazzorkestre. Det har været en kæmpe udfordring for en ung kvinde. Når jeg tænker på mig selv som 17-årig, ser jeg på Grethe og tænker: Hold da kæft! Jeg kan godt forstå hende…”. Pallesens ord har en vægtig efterklang. Måske er Grethe slet ikke så enstrenget?
Læs også artiklen om musikforestillingen, der hylder Asta Nielsen
”Jeg kan mærke hende”
”Hvad kræver det af dig som skuespiller, når du skal portrættere et menneske, der har levet og som huskes?”. Trine Pallesen er ganske afklaret: ”Ift. research behøver jeg ikke at vide så meget, for jeg kan mærke hende. På mange måder minder Grethe ikke om mig, men der er noget i hendes slagfærdighed, jeg kan genkende. Hun har mere mørke, end jeg har, men hun er ret tydelig for mig. Nogle gange, her i prøveforløbet, siger jeg til hende ”Er det okay?” og det er min fornemmelse, hun synes det er okay, det vi laver”.
Ærligheden i ordene går lige i hjertekuglen. Et fortroligt rum anes i vores samtale; et rum, Pallesen netop gerne vil etablere med publikum: ”Publikum får en fortrolighed med mig. Når der er én skuespiller, der kigger på publikum, er det sværere for dem ikke at give noget tilbage. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, men jeg håber, folk vil være i det fortrolige rum sammen med mig”. Efter en pause tilføjer skuespillerinden med smil i stemmen: ”Jeg ønsker, publikum får en god aften, at de sætter pris på at være der, mens det sker, og på at høre musikken. Jeg vil gerne give Grethe så meget power, jeg kan. Derfor har hun et helt fantastisk orkester med sig.”
”Er det en hårfin balance mellem at spille figuren Grethe og samtidig fortælle publikum hendes historie?”. Pallesens svar falder ubesværet: ”Sammen med min søster, Sofie, der instruerer, prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg forvalter blandingen mellem at spille Grethe og fortælle om hende, mens jeg stadig er hende… Det er interessant, og det går jeg og arbejder med nu, mens vi prøver. Indimellem giver det sig selv, for som sagt kan jeg mærke hende”
Trine Pallesen i forestillingen “Et solstrejf i en vandpyt”, TIVOLI 2010. Foto: Bjarne Stæhr
Læs Jakob Steen Olsens anmeldelse af “Et solstrejf i en vandpyt”
Modenhed og menneskelighed
Skønt der ikke er tale om en dyster forestilling, bider jeg mærke i det mørke, Trine Pallesen nævnte som en del af Grethe Ingmanns liv. Er dette mere udfordrende at skildre, end de lyse sider? Hovedrolleindehaveren reflekterer på én gang bramfrit og eftertænksomt:
”Det er en udfordring, men det er også fedt at finde de steder, hvor hun ikke er sød og venlig i modsætning til begyndelsen, hvor hun bare er en sød pige. Der er bestemt steder, hvor filmen knækker for hende, men hun var ikke et dårligt menneske. Vi kan da alle sammen komme til at sige ting, der ikke er særlig charmerende, hvis vi er pressede – så kommer det ud i f.eks. en arbejdssituation, selvom det er urimeligt. Det handler om basale menneskelige følelser. Det gør det jo, når man laver teater”. Jeg nikker for mig selv. ”Jeg har fået en større forståelse for, hvad det vil sige at blive ældre og ikke længere være den nyeste i flokken. Jeg kan tage en modenhed med i arbejdet med Grethe. En modenhed, jeg ikke havde sidst. Derfor er det her også en anden forestilling end den i Tivoli.” konstaterer Pallesen.
”Er der noget, du er nervøs for, nu hvor premieren nærmer sig?” spørger jeg. ”Ja da, alt muligt.” lægger skuespillerinden ud. ”At det hele klapper, som det skal, at jeg kan være i det og bære det hele vejen, at orkestret og jeg finder hinanden på scenen og at publikum vil være med. Som skuespiller er jeg mere vandt til at hjælpe med at forløse andres ideer, og det er skønt, men…” Jeg lytter, mens Trine Pallesen, med kunstnerens sårbare åbenhed, supplerer: ”..men her har jeg haft muligheden for at lytte mere til det, der kommer inde fra mig selv, og min søster Sofie har, som instruktør, taget udgangspunkt i det og givet mig plads. Jeg har givet mig selv en stor opgave, og nu skal jeg tro på det.”.
Trine Pallesen i “Ta’ mig som jeg er”. Tegner: Thyge Cosedis Holting
”Ta’ mig, som jeg er.”
Gennem samtalen er flere farver blevet tilført den palet, der bør anvendes, hvis man vil portrættere Grethe Ingmann såvel kærligt som ærligt. Jeg forsøger at klemme lidt mere ud af tuben med sjælemørket: ”Trine, du nævnte ordet deroute. Grethe kunne være blevet en stor jazzsangerinde, men hun endte med dansktoppen. Er det en forestilling om et bittert menneske, du er ved at skabe?
”Grethe elskede at synge jazz” indleder Pallesen ”men så mødte hun Jørgen Ingmann, som var optaget af populærmusikken, og så kørte det den vej. Jeg tror bare, hun var der, hvor det var fedt at være, uden at tænke så meget”. Tonelejet bliver pludselig dybere: ”Der var en bitterhed til slut, for hvis man ikke har kendt andet, end at man, som Grethe, har kørt på bølgen fra man var helt ung, så er det svært, når det stopper. Da det, hun stod for, ikke længere var specielt woke. Hvis man får en meget tidlig succes, bliver det måske svært at finde sine ben senere i livet. Så taber man sutten og spøger: Hvem fanden er jeg egentlig? Den skal være på plads, bevidstheden om, hvem man er”.
”Ta’ mig som jeg er – hvorfor netop denne titel?” afslutter jeg. I svaret nedfældes noderne til det musikalske og menneskelige møde; til sjæleduetten mellem Trine og Grethe:
”Det er jo en titel på én af sangene. Det er genkendeligt, menneskeligt og noget, jeg sagtens selv kan mærke: Jeg gør mig umage men det er altså sådan her, jeg er. Jeg kan forsøge at lære og at udvikle mig, men jeg har jo noget med mig. At have en bagage, og at have noget, der gør mig til mig, det er noget, jeg ikke bare kan lade være med. Vi er jo dem, vi er; lige nu – lige her!”
FAKTA:
Trine Pallesen (født 1969) er uddannet fra skuespillerskolen v. Aarhus Teater i 1995. Hun har efterfølgende gjort sig gældende på både teaterscene, TV og film.
På scenen har TP bl.a. medvirket i Små forstyrrelser (Teater Grob, 2015), Ding Dong (Odense Teater, 2018), Amerika (Nørrebro Teater, 2019) Polly og Stormen (Teater Nordkraft og Vendsyssel Teater, 2020), Erna i krig (Kolding Teater, 2021) og Shu-Bi-Dua The Musical (Lion Intertainment, 2022). På TV har hun bl.a. medvirket i serierne Rejseholdet (2000-2002) og Forbrydelsen III (2012) ligesom hun var gjort sig bemærket på film i bl.a. Spies og Glistrup (2013) og Nøgle hus spejl (2015). For sidstnævnte modtog TP en Bodilpris for bedste kvindelige birolle (2016)
TP var endvidere fast sangerinde for Bent Fabricius-Bjerre (2009-2019). Gennem mange år har hun desuden givet koncerter med anerkendte jazz- og symfoniorkestre.
D. 6. okt. 2022 har TP premiere på sin første egenproduktion; forestillingen Ta’ mig som jeg er om sangerinden Grethe Ingmanns liv og karriere. Forestillingen kommer på turné over hele landet i efteråret 2022.
Læs mere om forestillingen Ta’ mig som jeg er og se turnéplanen.
Artikel du også vil kunne li
Interview med Jeanett Albeck: “Jeg vil gerne gøre alt det, jeg ikke tør og som giver mig brækfornemmelser”
“Fanny Louise Bernth: Min scenedebut”
“Hos Teatergrad er ASTA alt andet end stum”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
