Fri er et barn, som bor i en by, hvor husene er røde, bilerne er blå og himlen er grå. Det var da et mærkeligt navn, siger Fris lærer på første skoledag. Fri som i Frida? Eller Fridolin? Eller Frigga eller Fridolf? JEG HEDDER FAKTISK BARE FRI! skriger Fri, og bliver sendt hen i hjørnet for at blive sig selv igen.
Men Fri er ikke som de andre børn. Fri græder både, når noget er smukt og når noget er sørgeligt. Og Fri griner højt og råber og skriger og kaster badmintonketcheren hen over gulvet i gymnastiksalen.
Selvom Fri både tæller til ti og trækker vejret, bliver der ikke ro. Det er som om der konstant er en musik, der spiller indeni. Musikken gør det umuligt at at koncentrere sig .
