Vivienne McKee: ”Vi er en stor familie”

Selvom det er 38. gang, at Vivienne McKee dette efterår går på scenen i en ”Crazy Christmas Cabaret”, nyder hun stadig udfordringen med at få alle elementer til at spille sammen i mødet med det ”brilliantly clever” danske publikum.

Vivienne McKee skriver, instruerer og medvirker i ”Crazy Christmas Cabaret”, som hun i år laver for 38. gang. Årets udgave hedder ”Tell Me About It!” og byder på en tur tilbage til de sjove og eskapistiske 80’ere i Miami. Foto: Søren Kuhn

Af Signe Ravn

Back by popular demand.

Den vending må i dén grad siges at være passende i forhold til ”Crazy Christmas Cabaret”, der i år spiller for 38. gang i det, der er London Toast Theatre’s 40. sæson.

Men faktisk begyndte det med et afbud.

I 1982 stod CaféTeatret i Skindergade i København uventet med ledig salsplads i juleperioden, og ved et tilfælde blev Vivienne McKee spurgt, om hun ikke kunne lave en juleforestilling for voksne med forbillede i de store, traditionsrige engelske Christmas Pantomimes. Til teatrets kælderscene med plads til 80 mennesker.

”Først tænkte jeg, at det jo er noget rigtigt engelsk, rigtig traditionelt, det kan jeg aldrig gøre her. I England er Christmas Pantos store produktioner med mange involverede. Min mand sagde: Bare sig ja! Så det gjorde jeg,” fortæller Vivienne McKee, der i London Toast Theatre både bærer titel af grundlægger, chef, manuskriptforfatter, instruktør og medvirkende.

Før Vivienne McKee kom til Danmark, havde hun med succes arbejdet som skuespiller i sit hjemland, England, havde medvirket i ikoniske serier som ”Coronation Street” og andre soaps og var et kendt ansigt. Derfor havde hun også erfaring med hovedroller i Christmas Pantomimes over hele England. ”Det er der, pengene er, hvis man skal tjene penge til jul, og for det meste er det med folk, der er kendt fra fjernsyn,” konstaterer hun.

”Vi var engelsk hold, og det hele var på engelsk, det var aldrig sket før i Danmark. Det var en new situation, og det var en stil, som danskerne ikke havde set før,” siger Vivienne McKee.

Årets forestilling ”Tell Me About It!” dyrker 80’er æstetik og gangster-romantik på et luksushotel i Miami. Foto: Thomas Petri

Otto Leisner reddede dagen

Det afgørende boost kom fra uventet kant. En kendt anglofil tv-vært.

”En havde inviteret Otto Leisner, og han var vildt begejstret! Han kom backstage og sagde: Det er fantastisk, du skal være med i mit danske tv-program, ”Hopla”, fredag aften.”. Det var første gang, der var udlændinge med i hans program. Vi lavede et sangnummer, som var højenergi. Det var en stor succes, og næste dag var der lang kø i Skindergade efter billetter, så blev vi et hit.”

Det stod dog hurtigt klart, at succesen var større end scenen.

”Kan du forestille dig en lillebitte scene som et frimærke, fire skuespillere og en pianist? Vi kunne næsten ikke være der. Vi havde ikke noget budget til kostume og scenografi, vi var en fattig lille gruppe,” forklarer Vivienne McKee, der, efter et år uden en kabaret, i 1984 rykkede forestillingen til nu hedengangne Jazzhus i Tivoli, der havde plads til 200-300 publikummer, og derfra videre til Glassalen med 1.000 pladser.

”Min store kærlighed har altid været teater. Det er live, publikum er live, og det giver følelsen af, at hver aften er ny, særligt med comedy. Man mærker publikum.”

”Nu har vi en enormt stor scene, det er som en helt stor musical, som kunne være i Westend i London. Så det har ændret sig meget både for mig og de andre involverede siden begyndelsen.”

Kabaretens succes finansierer resten

”De 38 ”Crazy Christmas Cabaret” har været vores flagskib, de er blevet så succesfulde, at de faktisk finansierer alt andet (teatrets almindelige forestillinger, red.). Vi er et privat og selvstændigt teaterkompagni, og vi lever udelukkende af billetindtægterne.

Crazy Christmas Cabaret

Plakaten fra årets forestilling. Foto: Thomas Petri

Heldigvis er ”Crazy” så populær hos tusindvis af publikummer,” siger Vivienne McKee og henviser til de omkring 60.000 publikummer, der årligt løser billet.

”Det er ret fantastisk, når det er på engelsk, men det er også fantastisk for danskerne, for det viser, at danskerne er fantastisk brilliantly clever, for de forstår engelsk,” lyder det begejstret fra Vivienne McKee, der tænksomt tilføjer:

”I Frankrig ville det ikke have samme succes, fordi de ikke taler så godt engelsk.”

Årets forestilling ”Tell Me About It” bliver en fejring af, at vi igen kan være sammen – en lang flugt fra kedelige covid, væk fra mørket, og derfor er historien henlagt til solrige og varme Miami i en 80’er pastiche, der hylder årtiets musik og æstetikken fra ”Miami Vice” (tænk kostumer med pufærmer, skulderpuder, hvide blazere og pink skjorter) iblandet en passende mængde gangstere, en speedbåds-jagt og det sædvanlig miks af en lang rolleliste, slapstick, dans og sang og de uundgåelige ordspil.

Læs også: ”Lotte Andersen: Min scenedebut”

En forestilling med faste ritualer

”Når folk ser showet, er det lidt som en stor familie. Folk kommer hvert år, så det er lidt som med ”Rocky Horror Show”, folk ser frem til det, og der er visse ritualer.”

Et af de ritualer er, at nogen fra publikum undervejs hives op på scenen. Da Vivienne McKee begyndte på den praksis, var det ikke noget, man ellers så herhjemme. Selv i de showprægede revyer oplevede hun ikke, at der blev talt direkte til publikum.

”Det eneste, der tæller, er mit publikums reaktion. Jeg gør alt for mit publikum, hvis de ikke griner, ændrer jeg det.”

“Det var sang, en sketch, en sang, en sketch. Jeg arbejdede med Lisbet Dahl, og hun sagde, vi skal bruge én fra publikum. ”Nej, ikke en rigtig person, vi får en fra kostumeafdelingen til at sidde i salen”. Jeg sagde: Det er snyd. Jeg hiver altid en fra publikum op. De er måske ikke sjove, men det er sjovere, når de er rigtige personer. Jeg kan godt lide den udfordring og den risiko, at man ikke ved, hvad de siger, og hvordan de reagerer. Folk elsker det.”

”Jeg har været skuespiller i over 50 år. Jeg er 72 år. Jeg begyndte, da jeg var 21. Jeg har lavet film, tv, voice over, reklamer, men min store kærlighed har altid været teater. Det er live, publikum er live, og det giver følelsen af, at hver aften er ny, særligt med comedy. Man mærker publikum.”

”Hvis du spiller tragedie, kan du ikke høre folk græde. Hvis du laver comedy, og ikke hører folk grine – then you know it’s a disaster – men så kan man manipulere dem til at grine mere, og som komedieskuespiller er det en meget tilfredsstillende følelse.”

McKee har det endelig ansvar

Og netop der, hvor det drejer sig om at ramme den helt rigtige tone, så er Vivienne McKee glad for, at hun bærer de fleste kasketter i foretagendet. Så kan hun nemlig ændre i manuskriptet undervejs.

Bent van Helsingør

Den sære doktor i filosofi, medicin eller andet, alt afhængig efter år, Bent van Helsingør, er Vivienne McKees yndlingskarakter, fordi han på kærlig og krads vis er et billede på gennemsnitsdanskeren. Foto: Søren Kuhn

”Jeg har carte blanche, ingen er censor. Det eneste, der tæller, er mit publikums reaktion. Jeg gør alt for mit publikum, hvis de ikke griner, ændrer jeg det, er jeg gået for langt, ændrer jeg det. Jeg instruerer, fordi jeg skriver det, og jeg ved præcis, hvordan det skal være for publikum. Det er lidt et kæmpestort ansvar,” understreger Vivienne McKee, der selvfølgelig godt er klar over, at hun ikke er alene om det hele.

Adskillige gange roser sit team, på og bag scenen, som hun kalder ”brilliant people”. Samarbejdet med dem giver hende energi, og hun kalder hver aften med dem for en fest. Men hun understreger også, at det i sidste ende hænger på hende.

”Hvis det er en disaster, er det mit ansvar. Det er en udfordring. Den elsker jeg stadig.”

Læs også: “Selene Munoz: Mine tre yndlingskostumer”

Det er en totaloplevelse

Når kabareten går i gang, brydes den fjerde væg ned sten for sten. Skuespillerne henvender sig direkte til publikum, træder ud af rollen for at kommentere på karakterens ageren, og det er en opskrift, der vækker lykke på tværs af generationer.

”Hjertet og sjælen i ”Crazy Christmas Cabaret” er, at vi gerne vil føle, at vi er en stor familie. Vi ses én gang om året, og vi har en sjov, crazy og enjoyable aften, som involverer publikum. Vi får dem på scenen, publikum skal råbe buh og hurra – det er er en totaloplevelse.”

”Der er publikummer, der siger til mig, at det føles ikke som jul med mindre, vi har set ”Crazy Christmas Cabaret”. Det blev mere succesfuldt, end vi kunne have forestillet os,” erkender Vivienne McKee, der sidste år fik yderligere et konkret bevis på sin succes, nemlig en teaterflise på Frederiksberg Allé.

Der vil måske nok være sommerfugle i maven på premiereaftenen, men når tæppet går, så er Vivienne McKee ikke i tvivl om, hvordan hendes grundstemning vil være.

”Jeg vil være så glad! Jeg er en ægte performer og entertainer, og det, jeg elsker allermest, er at stå foran publikum og underholde. Og det har jeg savnet. Det er i mit blod. Så at komme ud foran det publikum med et fantastisk upbeat nummer, så er vi i gang! Og showet will go whoosh som en raket! Det glæder jeg mig til.”

”Crazy Christmas Cabaret – Tell Me About It!” spiller i Glassalen i Tivoli i København fra den 16. november til den 15. januar. Find billetter her.

Læs mere om London Toast Theatre

Følg London Toast Theatre på Facebook og Instagram

Følg Bent van Helsingør på Facebook og Twitter

 

Artikler, du måske vil kunne li’?

”Lue Støvelbæk: Romeo er en flødebolle”

”Musicalstjerner: Her er vores yndlingsmusicals vol. 1”

”Mads M. Nielsen: Man får på alle sanseapparaterne”

 

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.