Man kan vende ryggen til. Man kan flygte i eksil. Eller man kan kæmpe for retten til livet og retten til at være barn i en tryg verden.
Livet er kummerligt i Warszawas ghetto. Sult, epidemier og frygten for i morgen kendetegner tilværelsen for de ca. 500.000 jøder, der er tvunget til at leve her. Alligevel knokler alle for at opretholde en dagligdag, og på børnehjemmet i Chlodnagaden nr. 33 kæmper Dr. Korczak for, at alle børn kan leve trygt og godt.
Nazismens rædselsregime spiller hæsligt terning med liv og død, men i Chlodnagaden nr. 33 er der leg, håb og kærlighed.
Trods flere muligheder for at redde sit eget liv, svigter dr. Korczak ikke de forældreløse børn.