10 fantastiske teateroplevelser for børn, unge og familier

🌸 Foråret er her – og det samme er teaterglæden for børn og unge! 🎭✨ På scenen.dk har vi plukket 9 farverige forestillinger og 1 sprudlende teaterfestival, fyldt med grin, musik, magi og masser af hjerte.

Hop med på en digital tidsrejse i DATA DATA, hvor Ditte og Stine – med dukker, sange og en snakkesalig computer – fortæller hele historien om computeren, fra stenalder til TikTok. Men pas på… robotten har sine egne planer for slutningen!

Der er også en lille larve med store drømme, Mulle har storespørgsmål, og i Hakkebakkeskoven er der hygge, og så er der skæve venskaber med Fru Pigalopp og hendes tusind (eller næsten tusind) døre.

Få også et glimt af opera med Rødhætte, følg Tiny i kampen for at vokse, og bliv rørt i Paradisets Have, hvor minder og magi mødes.

🎉 Og glem ikke Hvidovre Teaterfestival – en hel uge spækket med oplevelser, fællesskab og forestillinger, du ikke vil gå glip af!

Data Data

DATA DATA er en musikalsk og humoristisk rejse gennem computerens historie, ført an af Ditte og Stine – med dukker, sange og en snakkesalig computerassistent. Publikum møder en familie, der gennem århundreder støder på problemer, som baner vejen for teknologiske gennembrud – fra de første tal og regnemaskiner til Ada Lovelace, Alan Turing, Gates og Jobs, og videre til nutidens AI, TikTok og kattevideoer.

Men forestillingen tager en uventet drejning, da robot-assistenten pludselig overtager og præsenterer en slutning genereret af algoritmer. En satirisk og tankevækkende fortælling om teknologiens rolle i vores liv og en verden i konstant forandring.⇒ KLIK og se hvor forestillingen kan ses

Den sultne larve Aldrigmæt

Mandag morgens morgensol, umm mums…morgenmad! Måske marmelade? Et æble! En poetisk, hjertevarm historie om en laves forvandling frit efter Eric Carles bog af samme navn. “Betina Grove har en ro og et smil, der smitter. Samtidig lykkes det for hende at gøre den lille larvehistorie til en symbolsk historie om børnelivet, der slutter. Flere voksne får i hvert fald våde øjne, mens ungerne bare stirrer spændte op på larven – og det er vel i sig selv slet ikke så ringe. (…) Overdådigt og nænsomt- og forførende livslystent.” Teateravisen, Anne Middelbo Christensen. Co- produktion mellem Nørregaards Teater og Teatret st. tv. ⇒ KLIK og se hvor forestillingen kan ses

Det er slet ikke som man tror

Hvordan oplever barnet de voksnes verden, når den ramler? Pigen Mulle bekymrer sig om fremtiden, om hendes forældre og om blafferen, de kører forbi en regnvåd nat. Forestillingen tager livtag omkring forældres skrøbelighed med en musikalsk og rørende historie, der viser barnets moralske kompas.  

Far var en klippe og mor en favn, hun kunne hoppe ind i. De boede tæt på toppen af Himmelbjerget og alt, hvad de oplevede, blev til noget fantastisk. De fandt muligheder i selv de vildeste problemer.Men pludselig en dag faldt alt fra hinanden. Lynet slog ned, meningen forsvandt, ingenting var på nogen måde, som det altid havde været, og faren sad bare i mørket og brummede: “Det er slet ikke, som man tror.” ⇒ KLIK og se hvor forestillingen kan ses

Dyrene i Hakkebakkeskoven

Hakkebakkeskoven er fuld af forskellige dyr. Klatremusen, der elsker musik; Harepus, der bager kager; Den rare Bamsefar; og den lille Skovmus, der bare gerne vil have, at alle er gode venner. Dyrene lever i fordragelighed under skovens love. Men noget truer freden. Mikkel Ræv elsker at spise sine naboer og kun ved at holde sammen – forskelle til trods – kan skovens øvrige dyr klare skærene. ⇒ KLIK og se hvor forestillingen kan ses

Fru. Pigalopp

Et sted i landet ligger en lille by. Den ligner de fleste andre småbyer, men på den højeste bakke bor Fru Pigalopp alene i Tusinddørshuset. Der er godt nok kun tretten døre, og helt alene er hun ikke, for i huset bor også Hr. Larsen, som kan spille på en masse musikinstrumenter, men som aldrig siger et ord.

Pigen Luna skal holde sommerferie hos Fru Pigalopp. Det, er hun slet ikke sikker på, er en god ide. Men en dag finder de en lille forladt krageunge, der har brug for hjælp, og så må de to finde ud af at samarbejde. Som dagene går, finder Luna ud af, at Fru Pigalopp er en temmelig usædvanlig dame, der både kan fange fisk med syltetøjsmadder og tale fuglenes sprog.

FRU PIGALOPP er en musikalsk og hjertevarm fortælling om at få nye venner og om at være der for hinanden. Og lidt om regnorme.⇒ KLIK og se hvor forestillingen kan ses

Hattemågen

En fin dame skal på ferie i et flot sommerhus ved et smukt hav. Hun glæder sig til roen og udsigten og den lækre mad på den gode restaurant. Men det bliver slet ikke, som hun havde regnet med. Sommerhuset viser sig at være en utæt gammel fiskerhytte, og den er allerede beboet. Af en måge. Så ro og renlighed er der ikke meget af, og ferien bliver helt anderledes end forventet. Men det er måske slet ikke så dårligt… En hjertelig og humoristisk forestilling for det yngste publikum, der minder os om, at ikke alle gode oplevelser kan planlægges på forhånd. ⇒ KLIK og se hvor forestillingen kan ses

Rødhætte

Du kender sikkert eventyret om Den Lille Rødhætte og Ulven – men har du set den som opera?

Nu har du chancen, når Operaen i Midten opfører ’Rødhætte’ med musik af amerikanske Seymour Barab – en sjov og underholdende introduktion til opera for hele familien!

Fortællingen er som vi kender den: Den lille Rødhætte skal gå alene hjem til Bedstemor, men Ulven lokker hende væk fra stien som hendes mor har advaret om. Imens skynder Ulven sig hjem til Bedstemor og æder hende – men hvad er det nu der sker, når Rødhætte når frem til Bedstemors hus?

’Rødhætte’ er en humoristisk opsætning af eventyret, fortalt af de tre operasangere: Michelle Nora Lind (Rødhætte), Emma Oemann (Mor og Bedstemor) og Leif Jone Ølberg (Ulv og Jæger). De bakkes op af et 15-mands kammerorkester under ledelse af Marco Crispo. ⇒ KLIK og se hvor forestillingen kan ses

Tiny

Et højtflyvende eventyr om et lille menneskes store bedrifter

Da Tiny blev født, vejede hun ikke mere end en liter mælk. Når man er fattig, yngst og tilmed meget lille, er det let at blive set ned på. Men selv en ”lille orm” kan udvikle vinger, og selv den mindste pige have mod som en gigant. ”Tiny” er et eventyr om venskab, pionerånd og ægte storhed sat i den tid, hvor mennesket for første gang fik luft under vingerne. ⇒ KLIK og se hvor forestillingen kan ses

Vil du gemmes eller glemmes

Midt i en uendelig sandørken ligger Paradisets have.
Gemt men ikke glemt.

Hvad ser vi, når vi kigger ind i barndommens landskaber?
Hvad ser børnene, når de smugkigger ind bag gardinerne?

En forestilling om erindring; fuld af humor og stille sørgmod.
Om alt det, der var. Om de mennesker, skæbner, forståelser og misforståelser, der formede os for evigt, og gjorde os til dem, vi er. ⇒ KLIK og se hvor forestillingen kan ses

Hvidovre Teater Festival

Hvidovre Teaterfestival er mere end teater. Meget mere! Det er også en uge i fællesskabets tegn, med tid til at være sammen, voksne og børn og unge om fælles oplevelser, som man kan tale om bagefter og dele længe efter forestillingen. ⇒ KLIK og læs mere om festivallen