Lille scene, store drømme og et Hollywood på afveje

Scenen så forestillingen den 4. november og gik begejstret derfra. Hos That Theatre Company bliver den lille scene til et helt lokalsamfund, da Hollywood rykker ind med stjerner, filmhold og store armbevægelser. De lokale får arbejde som statister og en smag af den glamour, de ellers kun kender fra lærredet. Men hvem bestemmer egentlig over historien om deres hjemstavn?

Marie Jones’ tragikomedie følger Charlie og Jake, to statister med hver deres bagage og drømme. Omkring dem myldrer det med mennesker, selv om der kun står to skuespillere på scenen. Jefferson Bond og Kevin Kiernan-Molloy skifter mellem lokale beboere og filmfolk med et flow, der er en fornøjelse at følge. En ændret kropsholdning, et blik eller en ny accent er nok: Så står et andet menneske foran os.

Når en landsby bliver til en kulisse

Det er netop mødet mellem filmholdet og de lokale, der giver forestillingen både bid og varme. Hollywood vil have det autentiske Irland, men helst i en udgave, der passer til filmen. Landskabet må gerne være ægte. Menneskene skal til gengæld rette ind. Den modsætning bliver foldet ud med humor og et skarpt blik for magten bag de venlige smil.

Heldigvis bliver landsbyens beboere ikke reduceret til uskyldige ofre. De er nysgerrige, håbefulde og ganske modtagelige for filmverdenens løfter. Charlie drømmer om at få sit manuskript læst, mens Jake har prøvet lykken i USA og er vendt hjem med skuffelser i bagagen. Derfor rammer komikken mere end bare de selvoptagede filmfolk. Den rammer også vores lyst til at tro på den store chance.

Bond og Kiernan-Molloy giver de mange karakterer særpræg uden at miste fortællingens sammenhæng. Der er præcision i rolleskiftene og overskud i komikken. Vi morer os over accenterne og filmstjernernes anstrengelser, men bag latteren bliver forskellen mellem dem, der ejer produktionen, og dem, der blot får lov at være med, stadig tydeligere.

Latter med noget på spil

Da en tragedie rammer lokalsamfundet, får historien en anden tyngde. Det, der først lignede et underholdende sammenstød mellem to verdener, viser sine menneskelige omkostninger. Forestillingens styrke er, at alvoren ikke føles som et fremmed lag oven på komedien. Den vokser ud af de drømme og skuffelser, vi allerede har lært at kende.

Ian Burns’ instruktion holder sammen på tempoet og de mange skift, men giver også sorgen plads. Den enkle scenografi understøtter spillet frem for at konkurrere med det. Med få rekvisitter og de to skuespilleres nærvær får fantasien arbejdsro, og den lille scene føles langt større, end den er.

Stones in His Pockets er en lille forestilling med en stor fortællekraft. Den får os til at le af Hollywoods invasion af en irsk by og samtidig mærke, hvad der sker, når virkelige mennesker bliver gjort til baggrund i andres drømme. Scenen er begejstret: for det levende samspil, den sikre komiske timing og en forestilling, der har lige så meget hjerte som humor.