Store Oplevelser for Små Publikum

Når sommeren kommer, flytter teatret ud af de mørke sale og ud under den åbne himmel. Pludselig kan der opstå magi midt på torvet, i parken eller rundt om et gadehjørne. Byens rum bliver levende med fortællinger, musik, dukketeater, skøre karakterer og eventyr, der inviterer børn og voksne til at stoppe op, kigge med og lade sig rive med. Mange af sommerens forestillinger er gratis – og måske gemmer den næste store teateroplevelse sig lige rundt om hjørnet.

Børneteater hele sommeren – og de første forestillinger efter ferien

I denne guide har vi samlet forestillinger, der kan få fantasien til at flyve, latteren til at boble og nysgerrigheden til at vokse. Her er oplevelser for både de allermindste og de lidt større børn – og for voksne, der stadig kan lade sig fortrylle.

Og når sommerferien går på hæld, er der heldigvis mere at glæde sig til. Efter ferien åbner teatrene igen dørene til en ny sæson fyldt med eventyr, musik, magi og fortællinger, der bliver siddende længe efter tæppet er gået ned. Så tag børnene i hånden, pak nysgerrigheden med – og gå på opdagelse i sommerens og sensommerens teateroplevelser.


Forundringskabinettet


Når den sidste gæst er gået inviteres børn og deres familier ind i et sanseligt og forunderligt teaterrum, hvor naturen har taget bolig bag scenens mørke. Gå på opdagelse blandt venlige dyr, fortællinger og stemninger, når Teatret Gruppe 38 og The Garden Studio åbner døren til en magisk oplevelse om sommer, fantasi og det, der måske sker i teatret, når alle andre er gået hjem. Læs mere HER

Børnerevyen 2026


Børnerevyen 2026 byder på skør humor, skarp satire og masser af musik i børnehøjde. Gennem farverige sketches om skole, familie, fantasi og alt det pinlige, sjove og svære i livet inviteres børn og voksne til at grine sammen – og måske genkende lidt af sig selv undervejs. En energifyldt teateroplevelse for hele familien og de 6–12-årige.

Hønes Første Æg


-er en poetisk, musikalsk og varm fortælling for de mindste om at blive stor i en verden fuld af nye oplevelser. Når Høne får sit første æg, og en lille nysgerrig kylling kommer til verden, opstår både sjove forviklinger og ømme øjeblikke. En sanselig teateroplevelse om omsorg, nysgerrighed og det særlige bånd mellem stor og lille.

Han, Hun og Fitness


I ”Han, Hun og Fitness” tager Dansk Rakkerpak humoristisk favntag med fitnesskulturen. På et seniorhold i et lokalt fitnesscenter møder kun tre deltagere op – men bag ønsket om bedre form gemmer sig også håb om fællesskab, nye venskaber og måske den sidste store kærlighed.

Som gadeteater bringer forestillingen humor og nærvær helt tæt på publikum og er en oplagt oplevelse at møde, mens man slentrer gennem byen. En varm, sjov og genkendelig forestilling for både børn og voksne – store som små.
Se hvor forestillingen kan opleves : HER


  • Sønder Torv
    i Vejle 12. juni kl. 17.00
    Bindslevs Plads
    i Silkeborg 13. juni kl. 12.00
    Musikhusparken
    i Aarhus 25. juni kl. 15.00 & 17.30
    P-Pladsen
    bag Østergade 42 i Assens 26. juni kl. 17.00
    Strandvejen
    8 i Ebeltoft 27. juni kl. 14.00

Barberen


Rossinis kærlige og kulrede komedie Barberen i Sevilla er en sprudlende fortælling om kærlighed, frihedstrang, snyd og skæve planer. Den gamle gnier Bartolo er på flugt fra pantefogeden med sin plejedatter Rosina, som hellere vil blive hos den unge student Lindoro – uden at vide, at han i virkeligheden er den forelskede Grev Almaviva i forklædning.

Da Bartolos flyttevogn bryder sammen, sættes en kæde af finurlige planer, forklædninger og forviklinger i gang. Sammen med den snarrådige Figaro kæmper Greven for kærligheden, mens Bartolo gør alt for selv at sikre sig Rosina.

Gratis, udendørs og familievenlig opera – spillet direkte fra ladet af en lastbil. En farverig oplevelse for både store og små, fuld af humor, tempo og musikalsk magi.

ARNARULUNNGUAQ


Marionet Teatrets elskede sommertradition præsenterer i år Arnarulunnguaq – en eventyrlig forestilling for hele familien. Hendes navn betyder “den lille kvinde”, men Arnarulunnguaq er stærkere end de fleste. Da polarforskeren Knud inviterer hende med på en stor ekspedition fra Grønland til Sibirien, begynder et eventyr, der forandrer hendes liv for altid.

Tag med på en storslået rejse gennem sne og is, hvor Arnarulunnguaq og hendes trofaste slædehund møder både udfordringer og magiske åndeverdener. En sanselig og magisk oplevelse for både børn og voksne. SE SPILLETIDER

Postyrium på hjul


Det Kongelige Teaters børneunivers Postyrium er kommet på hjul og ruller nu ud i hele landet. Dans, syng, klæd dig ud og prøv kræfter med alt det sjove fra teatrets verden. Mød vores fuglevært Frede Stær og hans fjollede fuglevenner, og meget andet – alt sammen helt gratis.