Den prisbelønnede dramatiker og instruktør Christian Lollike undersøger det danske forsvar i et nyt, diskuterende stykke i skyggen af en virkelighed, hvor vores sikkerhed ikke længere kan tages for givet.
I Forsvarsministeriet hersker der panik. For få melder sig til tjeneste for fædrelandet. Derfor må ministeriet opfinde en kampagne, der kan få befolkningen til at trække i trøjen. Der er – med forsvarsministerens ord – brug for folk, der vil ofre sig for nationen og fællesskabet. Ministeriet sætter sig nu for at genfinde forbilleder og skabe en ny danmarksfortælling. Hvad kræver det af os at forsvare landet? Hvem er vi, når krigen kommer? Og hvad vil vi ofre os for?