En legende og musikalsk rejse ind i sprogets finurlige univers.
Midt på scenen står et hus af pap med skæve vinduer, og ved siden af har musikeren Uffe slået sig ned i sit værksted omgivet af mærkelige dimser og instrumenter.
Hvem mon bor i paphuset?
Imellem musiker og paphusets beboer udfolder sig en sanselig leg med sprogets elasticitet: Via remser, gentagelser, sange og små historier på rim præsenteres publikum for bl.a Rikkes hund, skumringsfidusen og tusmørketanten. Med live musik opstår et sprudlende samspil mellem ord, lyd og objekter, hvor musikken ikke blot akkompagnerer, men undersøger, driller og inviterer. En familieforestilling baseret på børnebog af Betina Birkjær.