Et af de stærkeste symboler på dansk demokrati er Folketingets imposante talerstol. Den blev skabt af en kvinde, som de færreste i dag ved hvem var – kun to år efter at kvinder havde fået stemmeret.
Anny Berntsen var en af Danmarks første kvindelige snedkermestre, succesfuld og med egen virksomhed.
Som 41-årig blev hun indlagt på Sindssygehospitalet i Nykøbing Sj. Her tilbragte hun resten af sit liv, som et af mange ”kronisk urolige kvindfolk” - frataget sit navn, sine børn, sit fag og sin ret til at være en fri kvinde. Hun efterlod sig ingen breve eller dagbøger og døde juledag i 1982, efter sigende uden at have haft et eneste besøg i 47 år.