Mød dit teater: Limfjordsteatret

I en serie på Scenen.dk præsenterer vi teatre i hele landet. Denne uge fortæller teaterleder Gitta Malling fra Limfjordsteatret. Læs om teatrets repertoire, projekter og det nye store teaterhus på Mors.

Det nybyggede teaterhus, Nykøbing Mors, Foto: Jamal Mekdad

Teater: Limfjordsteatret

Adresse: Limfjordsvej 97 på Mors og Frederiksgade 5 i Thisted

Antal scener: To på Mors og én i Thisted

Grundlagt: 1989

Teaterchef: Gitta Malling siden 2001

Hvad er det særlige ved netop jeres teater?

”Limfjordsteatret har været egnsteater i mere end 30 år. Først for Viborg Amt, så for Morsø Kommune – og fra 2021 også for Thisted Kommune. Vi lægger stor vægt på at være lokalt forankret og ser altid os selv som en medspiller i forhold til de to kommuner, der er vores tætte samarbejdspartnere. Selv om vi har fået to teaterbygninger i to forskellige kommuner, betragter vi os fortsat som ét teater nu bare med to matrikler – og endnu flere muligheder end før. Limfjordsteatret på Mors skal fortsat være produktionssted for voksenforestillinger, mens teatret i Thy skal producere børne- og ungdomsforestillinger.”

”Derudover har vi Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst, som bl.a. indeholder et toårigt grundkursus i skuespilteknik (SGK), som vi startede i 2009. Det kører i tæt samarbejde med Morsø Gymnasium, der som landets eneste udenfor København, har Drama på A-niveau.”

Teaterhuset i Thy

Teaterhuset i Thy, foto: Limfjordsteatret

”Og som noget helt særligt har vi en udviklingsafdeling: LIMeren – et værksted for scenekunst, der søger penge til at udvikle alverdens projekter med afsæt i scenekunsten.”

”Vi har 15 fastansatte medarbejdere på Mors – og er ved at ansætte nye til Thy. Vi har netop kunnet præsentere det første kunstneriske team, Pernille og Steen Nedergaard Haugesen, som de næste to år skal stå i spidsen for teateraktiviteterne i Thy.”

”Endelig præsenterer vi en lang række gæstespil på vores teatre på Mors og i Thy. Og så har vi vores årskort, som er en stor succes, og som gør, at vores publikum ser alt fra klassikere med kant til nycirkus, klovneforestillinger, nyskreven dramatik, eksperimenterende dans med mere.”

Tilmeld dig Scenens nyhedsbrev 

Hvad kendetegner jeres repertoire?

”Vi har fire-seks egenproduktioner – såvel voksen som børneforestillinger – på repertoiret hver sæson, som spiller stationært og på turné i hele landet. Af og til også i udlandet.”

”Vores forestillinger bygger altid på nyskreven dramatik og er altid en historie med noget på hjertet – gerne kendte historier og musik, som får et tvist. Vi holder med andre ord altid urpremiere. En af vores mest turnerende voksenforestillinger er ”Træt lever og tungt hjerte”, der bygger på sange og poesi af Tom Waits, fordansket og fremført af vores huspoet og sanger Lasse Popp sammen med to musikere. Den fik i sin tid premiere i en tøjbutik i Nykøbing for at skabe nye rammer for både teatret og handelslivet og har siden fået noget, der ligner kultstatus rundt omkring i landet, hvor den er blevet opført i alternative spillerum: En nedlagt banegård, et øldepot, en hotelfoyer, et malerværksted og meget andet.”

”Lige nu holder vi prøver på vores næste voksenforestilling ”Noget om antihelte”, som skabes af de tre skuespillere Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa sammen med instruktør Moqi Simon Trolin og scenograf Kim Fast Jensen. En musikalsk forestilling, der er skabt ude af holdet egne erfaringer om at være mand i 2021, og som – hvis coronaen tillader det – skal turnere landet tyndt hele marts.”

Se Limfjordsteatrets repertoire

Hvad har været din vigtigste beslutning for teatret?

”At bygge nyt, stort teaterhus. Det tog cirka 15 år, fra vi begyndte at arbejde på idéen, fik skrabet pengene sammen til, vi i september 2019 kunne indvie vores nye og helt fantastiske teaterhus på Mors. Nu er vi så ved at bygge et nyt scenerum op i Thisted, og ansætte nye medarbejdere. Så vi keder os aldrig.”

Teaterleder Gitte Malling

Teaterleder Gitte Malling, foto: Lars Horn / Baghuset.

Hvilke områder arbejder dit teater særligt med, hvordan og hvorfor?

”Som egnsteater er det afgørende for os at sikre den lokale forankring i alle vores professionelle forestillinger og aktiviteter, skabe relationer og sikre, at området får en ejerskabsfølelse til de ting, vi laver. Hvad enten det er forestillinger til voksne, unge, familier eller børn, udviklingsprojekter, teaterskole for børn, talentundervisning for unge eller internationale samarbejder.”

”Det er vigtigt, at lokalområdet føler ejerskab til teatret – og føler sig involveret og inviteret med indenfor. Det er os meget magtpålæggende, at lokalbefolkningen mærker, at scenekunsten kan mere for et område end at vise fantastiske forestillinger i en mørk sal.”

Læs også Mød dit teater: Aalborg Teater

Hvad glæder du dig mest til i indeværende sæson eller det kommende år?

”Vi glæder os til at indvie det nye teaterhus i Thisted, som engang var byens politistation og senest har huset Thy Teater. Vi er i fuld gang med at indrette bygningen, så den kommer til at passe til os og vores publikum. Bl.a. skal der monteres en elevator/lift, så teatret bliver tilgængeligt for alle. Og ellers glæder vi os bare til at kunne invitere publikum indenfor igen og komme videre med alle vores projekter.”

 

Læs mere om Limfjordsteatret

Følg Limfjordsteatet på Facebook

Søg teater i Nordjylland

Læs også:

“Festivaler og børneteater i det fri”

“Mød dit teater: Teater Møllen”

“Lotte Andersen: Min scenedebut”