Solodansere: Sådan holder vi os i form under nedlukningen

Lange dage på Det Kongelige Teater er under nedlukningen skiftet ud med hjemmearbejdsplads; træning på stuegulvet og ingen sceneoptrædener. Scenen.dk har bedt solodanserne Holly Dorger og Jonathan Chmelensky fortælle, hvordan de holder sig i gang under nedlukningen.

Holly Dorger og Jonathan Chlemelensky er solodansere i Den Kongelige Ballet og danser ofte sammen. Foto: Henrik Stenberg

”Min barre er min kats kradsetræ. Det er den ting i mit hjem, der har den bedste højde til formålet. Det er ikke den mest stabile anordning, men den holder mig på tæerne,” griner Holly Dorger.

Som solodanserinde i Den Kongelige Ballet må hun i øjeblikket, ligesom sine kolleger i kompagniet, træne hjemme efter bedste beskub.

Men forandringen er ikke til at tage fejl af. 10-timers dage på teatret, morgenklasse og prøver seks dage om ugen i store træningssale med højt til loftet, er skiftet ud med online-morgenklasser, som Det Kongelige Teater sørger for, og øvelser på den gulvplads, som en københavnerlejlighed nu engang har.

Vedligeholder den hårde hud

“Teatret har givet os alle ca. 1,5×1,5 meter dansevinyl, og det er en kæmpe hjælp, især når man skal lave tåspidsarbejde, for man glider på et trægulv, så det nærmest ikke er værd at prøve. Men det er vigtigt at holde ved lige, man skal holde sine tånegle hårde, vedligeholde den hårde hud de rigtige steder på fødderne – alle de der underlige ting, som ballerinaer går ekstremt meget op i,” fortæller Holly Dorger.

”Det er lidt frustrerende, for jeg elsker at optræde, jeg er én dem, der lever for de øjeblikke. Men jeg prøver at sætte det hele i perspektiv; jeg er rask, tak for det, jeg er ikke skadet, kæmpe tak for det, og det hele ser ud til at gå i den rigtige retning takket være Danmarks fantastiske statsminister, men selvfølgelig jeg savner det og kan ikke vente med at komme tilbage på teatret.”

 

Det er lidt frustrerende, for jeg elsker at optræde, jeg er én dem, der lever for de øjeblikke. Men jeg prøver at sætte det hele i perspektiv.” Holly Dorger

 

”Sidste år havde jeg en skade, så jeg var tvunget til at være væk fra scenen i flere måneder. Det var faktisk hårdere end nu, for på det tidspunkt foregik alting på teatret jo stadig med 100 kilometer i timen, så dengang måtte jeg lære, hvordan jeg kunne bevare et positivt sind, jeg fandt nye hobbyer, så den oplevelse har været med til at forberede mig på den nuværende situation,” vurderer hun.

Artiklen fortsætter under billedet…

“Ballo Della Regina”. Foto: Henrik Stenberg

Holly Dorgers kollega og faste dansepartner, den franske solodanser Jonathan Chmelensky, der 7-9-13 aldrig har været alvorligt skadet (han banker under bordet, da han siger det), fortæller, at den ufrivillige pause netop har givet ham en større forståelse for det mentale slid, der er forbundet med at være ude med en langvarig skade.

Men selvom han er rask og skadefri, så har nedlukningen også præget ham ligesom så mange andre.

En rutsjebanetur

”For at være ærlig, så har det været en rutsjebanetur i den forstand, at jeg stod overfor premieren på John Neumeiers ”Mahlers 3. symfoni”, en af de største roller i min karriere, som skulle have fundet sted to dage efter nedlukningen. Jeg kom udmattet hjem efter en lang dag med sceneprøver, og så får jeg en sms fra en ven, der skriver: Ser du det (statsministerens pressemøde, red.)?”

“Jeg stod bare i chok og stirrede på skærmen, og så kom jeg i tanke om, at mit køleskab var tomt, fordi jeg har været så meget på teatret, at jeg enten har spist der eller købt take-away med hjem. Så jeg skyndte mig i Netto for at købe morgenmad til næste dag. Mens jeg var der, kom det her hav af mennesker, og folk kiggede lidt mærkeligt på mig. Jeg tænkte, at det var lidt spøjst, og var det bare mig, der var paranoid?”

“Da jeg kommer hjem, opdager jeg så, at jeg stadig har scenemakeup på. Jeg havde taget et hurtigt bad på teatret, før jeg gik, men havde glemt at tage makeuppen af. Jeg var overhovedet ikke klar over det,” griner Jonathan Chmelensky med tanke på den udtværede mascara og øjenskygge, før han med mere alvor i stemmen tilføjer:

”Men jeg oplevede den der bølge af panik, folk, der købte mel og toiletpapir, men jeg kom afsted igen, før køen voksede. Det var vanvittigt at opleve.”

Der er god form, og så er der balletdanser-form

”Den første uge var bare komplet stilhed, jeg var fuldstændig drænet for følelser. Det var hjerteskærende ikke at skulle lave forestillingen, for det havde været sådan en givende proces at arbejde med John Neumeier, forklarer Jonathan Chmelensky.

Han finder dog en smule trøst i, at han til en generalprøve nåede at danse hele forestillingen, som hans kolleger og mentorer så.

Efter nogle dage fandt han tilbage til balletdanserens stærkeste våben – disciplinen.

”Men så kom der nyt håb, og jeg fandt en ny energi i mig selv og begyndte at træne. Jeg prøver at holde en daglig rutine, hvor jeg står tidligt op, svarer emails, undgår at lave overspringshandlinger, jeg er lige flyttet, så jeg maler vægge og sætter i stand, og så laver jeg de klasser, som teatret stiller til rådighed online.”

“Jeg træner et par timer hver dag. Jeg løber også og laver øvelser fra fysioterapeuten, og jeg er så heldig at have træningsudstyr derhjemme, så jeg kan arbejde på min styrke. Det er ikke helt det samme… Jeg tror, det er svært for alle dansere ikke at være i den bedst mulige form, men det er umuligt at holde samme rytme, som hvis du også har prøver og forestillinger,” erkender Jonathan Chmelensky.

Han holder humøret oppe sammen med en gruppe af de andre mandlige dansere, der mødes til virtuel fredagsbar, hvor coronasituationen ikke er et emne, for så står man alene tilbage med tankerne bagefter, når skærmen er slukket igen.

Artiklen fortsætter under billedet…

“Ballo Della Regina”. Foto: Henrik Stenberg

Balletmesteren står klar

”Mentalt arbejder jeg med ikke at overtænke det hele; hvordan bliver det fremover, hvad er konsekvenserne af det hele, kommer der nedskæringer, for det er et mørkt hul, også hvis jeg tænker for meget over, hvor meget af mit potentiale, der bliver taget fra mig i denne situation. Som danser har du kun et begrænset antal år, hvor du er aktiv, de fleste steder går man på pension som 40-årig. Jeg kom ind i kompagniet, da jeg var 19 år, så at miste seks måneder af min karriere, midt i mine bedste år, det gør ondt, for jeg føler, at jeg er et fantastisk sted i min karriere.”

Både Holly Dorger og Jonathan Chmelensky savner at danse sammen i det, der nærmest er et arbejdsægteskab, hvor man sammen skaber en forestilling. Og de føler med de af deres kolleger, der er nye i kompagniet, alene i et nyt land, og måske endnu ikke har formet stærke venskaber med de andre dansere.

”Nikolaj (Hübbe, balletmesteren, red.) har været rigtig god til at sige, at vi kan ringe, sms’e eller sende ham en email. Hvis man har brug for at snakke, er nervøs eller bange, så er han her for os,” siger Holly Dorger.

Bruger de sociale medier til træning

Både Holly Dorger og Jonathan Chmelensky er aktive på sociale medier, begge deler videoer af deres træning på instagram, og for Holly Dorger har sociale medier også været en måde at variere den daglige træning på – hun tager klasser, som ballerinaer fra blandt andet American Ballet Theatre i New York deler, og hun har også selv undervist private online.

 

Det første, jeg vil lave, når hverdagen bliver mere normal, er et grand jeté – et stort spring.

Holly Dorger

”Så føler jeg, at jeg kan give lidt tilbage. Jeg er Hummel-ambassadør, så jeg har også lavet en instagram live barre-klasse for Hummel. Det var meget motiverende, og jeg kunne godt lide stemningen, selvom man ikke var sammen fysisk. Hele verden udbyder balletklasser lige nu, så hver dag laver jeg noget nyt. Jeg følger mange dansere fra andre kompagnier, som deler deres yndlings-workout, så man kan blive ved med at presse sig selv og holde sig på verdensklasse-niveau og ikke blot være blandt de bedste i et enkelt land.”

”Jeg laver en form for ballet hver dag, og så løber jeg fire gange om ugen og strækker ud. Jeg træner to timer om dagen, og teatret har sat os til at lære trin til kommende roller. De første uger efter nedlukningen havde vi stadig prøver hjemme, der blev det fire timer om dagen.”

“Resten af tiden bruger jeg på at lægge puslespil, at skrive country-sange, på facetime og zoom, hvor jeg holder kontakten med mine venner. For eksempel har jeg lige nu mulighed for at tale med min bedste veninde i New York hver dag, hvor det på grund af tidsforskellen normalt kun sker hver anden måned.”

Læs også “10 facts om Bournonville” 

Gode udfordringer at se frem til

Men heldigvis er det hele ikke kun aflysninger og nedlukning. Der er masser at se frem til. For balletpublikummet. Og for Holly Dorger og Jonathan Chmelensky.

“I næste sæson debuterer jeg som James i ”Sylfiden”, hvilket jeg virkelig glæder mig til. Jeg er en af de heldige i den forstand, at det er lettere at holde motivationen, når man har en masse spændende opgaver foran sig. Jeg føler med de unge dansere, som havde fået momentum, og så kommer coronaen, og de står desperate tilbage. Men det er mit indtryk, at ledelsen er meget opmærksom på den problematik.”

For Holly Dorger byder den kommende sæson på rollen som Kate i ”Come Fly Away”. En rolle, hun tidligere har været understudy på, men aldrig har danset i en forestilling.

 

Udover Det Kongelige Teaters tre huse, så er der masser af fantastiske mindre teatre, der producerer kunst af høj kvalitet i København, så grib øjeblikket – gå ud og oplev det.

Jonathan Chmelensky

 

”Det er min Broadway-drøm, der går i opfyldelse,” siger hun glad og fortsætter: ”Jeg var så begejstret, at jeg lærte trinene herhjemme på en uge. Vi danser i høje hæle – glem alt om tutu og tiara – det er Frank Sinatra, en jazzet natklub, sexet og supersjovt, og der er ikke så meget pres på at være perfekt.”

Derfor ser hun ekstra frem til at kunne møde ind på teatret igen. At komme tilbage til hverdagen.

“Man længes efter at bevæge sig, se folks ansigter. Man savner bare balletten, og det får en til at sætte endnu mere pris på det. Det bekræfter bare hvor meget, man elsker sit job, og hvor heldig man er, at man får lov at lave det, man gør,” konstaterer Holly Dorger.

Efter en kort tænkepause tilføjer hun med boblende begejstring:

”Det første, jeg vil lave, når hverdagen bliver mere normal, er et grand jeté – et stort spring.”

Den følelse går igen hos hendes faste dansepartner, som hun også har gået tur med på Kastellet – med de på tidspunktet obligatoriske to meters afstand.

Artiklen fortsætter under billedet…

“Don Quixote”. Foto: Costin Radu

“Balletten er en del af den, jeg er”

”Det med den sociale afstand har været et chok – at gå fra at være så tæt fysisk, som man jo er, på de andre dansere, ens kolleger, til slet ikke. Men det har også givet mig tid til at tænke, for normalt er min fokus rettet mod næste optræden, så den uventede fritid har fået mig til at reflektere over hvor højt, jeg elsker balletten som kunstform, at den er en del af den, jeg er. Jeg har aldrig før helt tænkt over, hvor særligt det er, det jeg arbejder med,” forklarer Jonathan Chmelensky og slutter:

”Jeg vender tilbage til teatret med ny motivation, og publikum sætter forhåbentlig mere pris på al den kultur, der er tilgængelig i Danmark – det er mit naive håb – for vi har nok taget det for givet meget af tiden.”

“Udover Det Kongelige Teaters tre huse, så er der masser af fantastiske mindre teatre, der producerer kunst af høj kvalitet i København, så grib øjeblikket – gå ud og oplev det; se en forestilling, en ballet, en koncert. Måske kommer der også et nyt publikum, som oplever, hvor specielt det er at være til en forestilling live.”

I den kommende sæson kan Holly Dorger opleves i ”Come Fly Away”, ”Askepot” (debut som Askepot), ”Etudes” og ”Serenade” i programmet ”Giant Steps”. Jonathan Chmelensky kan opleves i ”Come Fly Away”, ”Sylfiden” (debut som James) og “Nøddeknækkeren”.

 

Af Signe Ravn

Læs også “10 facts om Bournonville”

 

 

 

 

 

 

 

 

“Nøddeknækkeren”. Foto: Henrik Stenberg