Alle har noget, de bokser med – i den indre boksering. Spørgsmålet er, hvem du har i din ringside til den evige indre kamp, der følger med det at være menneske.
I Sjællands Teaters Reumert-nominerede ungdomsforestilling BOKS skal tre unge mennesker kæmpe mod hinanden til weekendens boksestævne. I sporten er de hinandens modstandere og må kæmpe for egen vinding. Hver især bokser de tre teenagere ligeledes med livet.
Men pludselig kan selv den mest indædte modstander vise sig at være en sand holdkammerat, når kampen handler om at være menneske. For måske er vi mere ens, end vi tror. Og måske kan vores individuelle identitetskamp vindes i fællesskabet?