En af de allerførste sange, mangt et barn lærer, er om den evigt glade mariehøne. Historien og universet er derfor dejligt velkendt for de allermindste.
Men teaterforestillingen MARIEHØNEN EVIGGLAD – frit efter Halfdan Rasmussens digt – er også fuld af eventyrlige overraskelser og er en sand fest for sanserne med skønne dukker i en detaljerig og smukt håndsyet scenografi samt et nykomponeret musikalsk lydbillede.
Og som en del af forestillingens magiske univers sidder publikum i skovbrynet, hvor de sammen med pigen i skoven oplever den velkendte historie om, hvordan Marie efter mødet med Søren bliver til Madam Snegl.