Anette Støvelbæk: Min scenedebut

Anette Støvelbæk blev uddannet fra Skuespillerskolen på Odense Teater i 1997. Hun debuterede umiddelbart derefter i en vellykket kabaret, men det var ikke den forestilling, der blev afgørende for hendes karriere. Det blev i stedet den næste forestilling i København og en kvindelig filminstruktør.

Anette Støvelbæk spiller på Teatret Ved Sorte Hest i København i januar og februar 2021. Det sker i Lars Norén-forestillingen ”Sandhed og konsekvens”. Foto: Robin Skjoldborg

Af Signe Ravn

”Lige da jeg var færdig, fik jeg min første forestilling i Odense. Den hed ”Her i reservatet”, det var en Benny Andersen-kabaret. På Odense Teater ville de gerne give os muligheden for en første forestilling, når vi var færdige på skolen. Det var en god debut, for der var noget rive i, og det var på lige fod med de tre andre skuespillere, der var med. Det var en genre, jeg ikke havde ikke prøvet før.”

“Ikke lang tid efter havde jeg Københavner-debut med ”Det er vel mit liv” på Nørrebro Teater, så det startede med at være et godt år, og jeg fik lov at lave noget med det samme. Det er noget af det, der enormt vigtigt, når man er færdig med den skole, at man får lov at bruge sig selv i sit fag og bliver set og bliver ansat og castet til det næste. Så jeg følte mig meget privilegeret.”

Får jeg noget at lave?

”Morten Thunbo, der gik på årgangen før mig, faktisk på hold med Ditte Hansen, og Peter Milling og Malene Melsen, som også var fast på teatret, var med. Det var en ret kaotisk proces, hvor det endte med at være direktøren, der måtte tage over. 14 dage før premieren blev instruktøren nødt til at gå. Derfor var jeg også sindssygt meget i tvivl om, hvad vi stod med til premieren. Forestillingen blev heldigvis taget rigtig godt imod, men man tænker jo alligevel: Får jeg noget at lave, fordi det er så frygteligt dårligt, eller får jeg noget at lave, fordi det er rigtig godt? Ender det godt? Men det gik, og det blev en fin kabaret.”

Jeg har altid haft barn, mens jeg har været skuespiller. Det er et godt modspil til at være skuespiller at skulle koncentrere sig om noget andet end sig selv.”

”I virkeligheden var vi jo bare os selv, som gik ind og fortolkede forskellige Benny Andersen-sange og fremsagde digte, og så var det sat i en ramme. Så der var ikke en egentlig handling fra start til slut. Det var et stemningsunivers. Vi var i et reservat, et menneskeligt reservat. Benny Andersen har en digtsamling, der hedder ”Her i reservatet”, men vi tog fra hele hans forfatterskab.”

Helt tæt på publikum

”Scenografien var ret skrabet, en aflang, men smal, scene med meget få ting. Jeg huske nogle kontorstole, vi kunne køre frem og tilbage på. Man kunne isolere scenen forskellige steder, så det blev et nyt sted. Vi skiftede lokation, selvom vi var det samme sted. Jeg havde et grundkostume; en nederdel og en bluse og jakke, man kunne tage på og af i vanlig kabaretstil. Det var på værkstedsscenen, som var meget intimt, det var en super fed debut at være så tæt på publikum.”

Læs også: “Jens Jacob Tychsen: Min scene-debut”

Egocentrerede perioder

”Jeg var nervøs, men ikke slemt, slemt. Jeg fik barn, mens jeg gik på skolen, og det med at have et andet lille menneske at tage sig af, er meget godt, for ellers er vi skuespillere jo sindssygt egocentrerede i perioder. Det, vi bruger vores tid på, skal jo have en mening, og det har det kun, hvis det siger publikum noget. Jeg har altid haft barn, mens jeg har været skuespiller. Det er et godt modspil til at være skuespiller at skulle koncentrere sig om noget andet end sig selv.”

”Debuten er første gang, man skal se, om man holder vand. Jeg føler, at jeg var forholdsvis rolig takket være Lue, der havde brug for opmærksomhed derhjemme. Andre har det sådan – ikke mindst min mand – at de godt kan vandre hjemmefra ved 11-12-tiden og være på teatret indtil da. Jeg plejer at komme ind på teatret en time og kvarter før alt efter hvor meget sminke, jeg skal have på, og så jeg ikke løber rundt og mangler at sætte hår fem minutter før. Jeg skal lige akklimatisere mig.”

”Så vidt jeg husker, var anmeldelserne rigtig fine. På den måde er det ikke noget, jeg går så meget op i… eller jo, jeg gør det, når jeg læser dem. Jeg bliver ked af det, når anmelderne ikke har forstået det, vi ville. Lykkedes det, vi gerne vil? Det er det vigtigste. Selvfølgelig vil man hellere have en god anmeldelse end en dårlig. Men hvis det som helhed er lykkedes for os, så gør det ikke så meget. Det er sjældent, jeg har fået dårlige anmeldelser.”

Rent teatermæssigt, tror jeg mere, at min forestilling nummer to blev afgørende, for den var i København, hvor der kom flere teaterfolk og så det.”

”Min mand var i hvert fald i salen, og mine forældre var ovre for at passe Lue, der lige var blevet to et halvt. Lars og jeg har været gode til at komme og se de ting, vi hver især har lavet på skolen. Vi har været vant til at se hinandens arbejde undervejs. For mig er det det vigtigste, hvad Lars synes, fordi jeg respekterer ham som spiller, og jo gerne vil have, at han forstår og bryder sig om det, jeg gør. Sådan en forestilling fylder enormt meget i ens liv, ikke mindst i prøveperioden. Det var vigtigt for mig, at han kunne lide det, og det kunne han heldigvis.”

Læs også: “Amalie Dollerup: Min scenedebut”

Pendlede efter premieren

”Det der blev mest et springbræt for mig, var, at vi på teaterskolen havde et filmkursus, hvor vi fik lov at optage små historier på rigtig film, som det var dengang, det var pissedyrt. Det så Lone Scherfig, og hun kom og så en præsentationsforestilling, som vi også fik lov at spille på Sorte Hest. Det, at hun så den, gjorde, at hun bad mig komme til casting på ”Stillebækken”, og efter det tilbød hun mig at være med i ”Italiensk for begyndere”. Mit springbræt var Lone.”

”Rent teatermæssigt, tror jeg mere, at min forestilling nummer to blev afgørende, for den var i København, hvor der kom flere teaterfolk og så det. Det har været med til, at folk vidste, hvem jeg var som teaterskuespiller. Det er sindssygt vigtigt, at der er nogen, der kan se og lide det, du laver, for hvordan skal du ellers få noget mere at lave?”

”Da vi havde haft premiere, begyndte jeg at pendle (fra København, red.). I løbet af de fire år på skolen, var broen ikke færdigbygget, så der skulle man tage toget, stå af, gå op på færgen, stå af, gå i toget igen. Men da jeg blev færdig, var broen færdig, og det var en arbejdsmulighed, der åbnede sig der, fordi det var muligt at komme til Odense og arbejde. Nu er der jo mange, som pendler.”

I sæson 20/21 kan Anette Støvelbæk opleves på Teatret Ved Sorte Hest i forestillingen ”Sandhed og konsekvens”, som spiller fra den 8.-27. februar 2021.  

Om opgaven siger Anette Støvelbæk: ”Det er mange år siden, den sidst er lavet i Danmark, og det er et kammerspil for fire. Rigtig Lars Norén, absurd og ondt, som kærligheden jo er, ved vi. Mikael Birkkjær, Peter Oliver Hansen og Sarah Boberg er med, og Maria Vinterberg instruerer.”

Læs også:

“Stephanie Chen Gundorph: Min scenedebut”

“Teaterfotograf: Camilla Winther”

“Christopher Læssø: Min scenedebut”