Teater til de små og de større

På scenen har vi samlet en perlerække af fantastiske forestillinger for både de mindste og de lidt større børn – oplagte oplevelser til en god teatertur. Samtidig præsenteres de første af sæsonens teaterfestivaler for børn og deres voksne, som inviterer til en række stemningsfulde og inspirerende dage i teatrets tegn. Vi har også allerede kigget frem i tiden, hvor der venter to helt særlige forestillinger. Her kan publikum se frem til visuelle effekter i særklasse og stærke sceniske oplevelser, der skubber til fantasien.

Det anbefales desuden at holde et ekstra skarpt øje med scenen i den kommende måned. Det er nemlig i denne periode, at teatre over hele landet åbner for billetsalget til den kommende sæson – og som altid er der stor rift om billetterne. Derfor er det nu, kalenderen skal findes frem, og næste sæsons teaterture skal planlægges.

TØJ


En sanselig og fantasifuld forestilling for små børn, hvor tøj bliver til leg, figurer og forvandlinger. Her kradser, kilder og klistrer tøjet – men det åbner også døren til en magisk verden, hvor en strømpe bliver til en fugl, og en kappe gemmer på nye væsner. TØJ inviterer de yngste med ind i en tryg og legende oplevelse fuld af bevægelse, nysgerrighed og genkendelige hverdagsmaterialer, der forvandles til noget helt særligt.

Mycelium


En sanselig danseforestilling for de allermindste (3–24 måneder) og deres voksne, hvor publikum inviteres ind i en blød og forunderlig verden under skovbunden. I MYCELIUM folder svampenes skjulte netværk sig ud som en poetisk oplevelse af nærhed, bevægelse og forbundethed – skabt i øjenhøjde med de yngste og med plads til ro, nysgerrighed og fælles opdagelse.