Af Signe Ravn
”Jeg startede på Grønnegårdsteatret i Odd Fellow Palæets have, så jeg gik i prøver på ”Libertineren” (af dramatiker Eric-Emmanuel Schmitt, red.) samtidig med, at jeg lavede min afgangsforestilling.”
”Det var Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen, der havde hovedrollerne. Jeg spillede den her unge kvinde, mademoiselle D’Holbech, som udfordrer Lars Mikkelsens rolle. En ung pige, der render rundt og keder sig lidt og er blevet fuldstændig kønsmoden og tænker, at det her er det mest spændende, og jeg vil bare udfordre alle aspekter i det. Det handler om, hvordan en kvinde kan manipulere en mand, og hvordan kvinder kan manipulere kvinder, for det viser sig til sidst, hun er forelsket i den kvindelige hovedrolle. Det er som Moliére, det er en narreleg.”
”Der blev rigtig meget opmærksomhed omkring den forestilling og omkring mig, og det er altid rigtig godt, når man skal ud at starte. Grønnegårdsteatret har bare haft en stor betydning i starten af mit arbejdsliv, hvor jeg var der rigtig meget. Det har været en kæmpe gave at kende Steen Stig Lommer, og at han har haft tillid til mig og givet mig de opgaver, han har. Det er jeg meget taknemmelig for, for at udvikle sig skal der være nogen, der ser noget i en og tør satse på, at det kan man godt løfte. Det var ligesom ham, der skubbede det i gang for mig.”
Stjernerne tog ansvaret på sig
”Jeg husker det så soleklart, fordi det er Thomas Bendixen, der havde været min lærer og havde undervist rigtig meget på skolen, der instruerede. Ham kendte jeg, og jeg havde – og har – et rigtig godt samarbejde med ham. Lige så stor en oplevelse var det at møde Lars og Ann. De var så generøse, at det fatter du ikke! Så åbne, imødekommende, støttende og hjælpende.”
”Jeg husker det jo bare som om, at solen kun skinnede, husker kun alt det gode fra den proces, så jeg tænker ofte, at man kunne ikke have fået en bedre start på sit arbejdsliv.”
”Jeg følte enorm tillid fra dem, og jeg turde virkelig at slå mig løs på alle mulige fronter, og det er jo alfa og omega for, at du kan lave noget, der fungerer – at du føler, der er et rum, hvor du bliver respekteret og lyttet til og et rum for at være dårlig, så man kan finde frem til det gode.”
”Jeg tænkte dengang, sådan vil jeg også være, når jeg har deres erfaring og deres niveau. Dem, der har erfaringen og tyngden i, hvem de er som kunstnere, har også et ansvar for at have nogle brede skuldre, og det tog de virkelig på sig. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Jeg følte mig som en fisk i vandet. Den rolle var som skabt til mig, sådan husker jeg det. Det var en stor oplevelse for mig, og det blev en kæmpe publikumssucces.”
”[Det var et] på alle mulige måder godt samarbejde. Min mening var lige så gyldig [som deres]. Det var sindssygt inspirerende at se på dem, hvordan de var, og er, så trænede i et prøverum og kan spille, selvom de går rundt med et manuskript i hånden. Jeg var sådan: What?! Hvordan gør man overhovedet det? Det var en lang master class.”
Læs også: ”Rosalinde Mynster: Min scenedebut”
“Libertineren”. Fra venstre: Pernille Albæk Andersen, Caspar Juel Berg, Signe A. Mannov, Lars Mikkelsen, Johanne Louise Schmidt og Ann Eleonora Jørgensen. Foto: Bjarne Stær
Gnisten af glæde ved faget
”Nu er det helt vildt, at nu står jeg og er uddannet for tolv år siden til sommer. Nu er det jo faktisk mig, der står med så meget erfaring i rygsækken, og jeg er meget opmærksom på, når der kommer nyuddannede skuespillere eller praktikanter, man skal spille sammen med, at de skal føle, vi er lige, at ja, at man skaber et rum, hvor man ikke skal være bange for at byde. Jeg kan selvfølgelig kun være mig selv og arbejde på den måde, jeg gør, og jeg aner ikke, om det inspirer nogen som helst til noget som helst, men at man ikke tager modet fra nogen, det er fandme vigtigt.”
”… fordi jeg havde et ukueligt selvværd på det tidspunkt, så var jeg sådan: Fuck det, jeg skal bare ud at give den gas og lære at spille!”
”Jeg husker det som utroligt glædesfyldt. Når man nyuddannet, er man så sulten og vil bare arbejde og give den gas, og der oplevede jeg, at Lars og Ann stadigvæk havde den gnist og den seriøsitet og optagethed af sit fag og det, man arbejder med.”
Ukueligt selvværd og barne-Mozart
”Thomas Bendixen mødte mig på skolen og sagde: Det er jo nogle store kræfter, du skal stå overfor”. ”Ja, men det tør jeg godt”. Jeg tror, at mange på skolen var duperede over det. Det var vildt. Fordi det var Thomas, jeg kendte så godt, og fordi jeg havde et ukueligt selvværd på det tidspunkt, så var jeg sådan: Fuck det, jeg skal bare ud at give den gas og lære at spille! Jeg så det som en udfordring, hvor man bare skulle spidse blyanten og være helt fremme i skoen. Det faldt heldigvis ikke til jorden.”
”Det var Karin Betz, der lavede kostumerne, som var i rokokostil. Jeg havde de flotteste kjoler på, det var helt sindssygt, blandt andet en grøn, kort rokokokjole, og jeg lignede sådan en lille kvindelig barne-Mozart. Der var noget utroligt feminint over mig. Det var simpelthen så yndigt og fint. Jeg kan huske til en sminkeprøve, sagde Karin Betz: Folk kender jo ikke Johanne, så vi skal ikke maskere, hvem hun er, det behøver vi ikke. Vi brugte mit eget hår, det blev krøllet op, og jeg lignede mig selv. Det var da for cute!”
”Thomas Bendixen er sådan en ret tjekket, steady instruktør. Når man laver forestillinger med ham, så er det ikke sådan, at forestillingen først er færdig fem minutter i lukketid. Den er gennemarbejdet. Så det var ikke, som når man oplever, at man får ny tekst to dage før premieren. Det var en rolig proces, og jeg havde overskud og følte, jeg var, hvor jeg skulle være.”
Foto: Bjarne Stæhr. “Libertineren” – Ann Eleonora Jørgensen, Lars Mikkelsen, Johanne Louise Schmidt
Premieren måtte afbrydes
”Jeg var rigtig nervøs første gang, der var publikum på: Fuck mand, nu skal nogle folk se det! Det gik helt vildt godt, huh, så bliver det bare sjovt at spille. Det tog toppen af nervøsiteten. Under premieren gik der ild i en lampe, så vi måtte stoppe forestillingen, og det skulle tjekkes, før vi kunne spille videre. Det var lige efter, jeg havde haft en stor scene, pyh, nu har jeg været inde med den, så det havde ikke ødelagt et flow for mig. Efter forestillingen drak vi os helt vildt fulde, det var en lørdag, vi skulle ikke spille dagen efter. Det er altid fedt, når man ikke skal spille dagen efter en premiere.”
Læs også: ”Anette Støvelbæk: Min scenedebut”
Et godt skub videre
”Det var første gang, jeg nogensinde havde fået anmeldelser. Forestillingen fik virkelig god kritik, og jeg blev meget fremhævet, og det var et skulderklap. Jeg kan huske, jeg tænkte, nu er der nogle mennesker, der skal sidde og have en mening om noget, jeg laver. Det var fedt, at verden så én, og branchen så én. Det var virkelig et godt skub.”
”Der var rigtig mange branchefolk, der var inde og se det, og jeg fik tilbudt meget arbejde efterfølgende, og jeg kom med i Det Røde Rum på Det Kongelige Teater (under instruktør Elisa Kragerup, red.). Godt, der var en rolle til mig. Det var bare heldigt, ikke?”
I sæson 20/21 kan du opleve Johanne Louise Schmidt på Det Kongelige Teater i Anne Linnet-teaterkoncerten ”Jeg er jo lige her” fra 10. maj til 13. juni.
Hør, hvilken Anne Linnet sang, Johanne Louise Schmidt holder af.
Desuden medvirker hun i den dansk-svenske tv-serie ”Sneengel”, som vises på DR i marts måned, ligesom hun har en rolle i den nye sæson af ”Borgen”, som kommer på DR i 2022.
Følg Johanne Louise Schmidt på instagram