Af Emma Louise Rubin, freelance teaterskribent
Da instruktør og teaterchef på Teater Nordkraft, Minna Johannesson, tilbage i 2011 kontaktede daværende teaterchef på Aalborg Teater, Morten Kirkskov, havde hun ikke de store forventninger. Men e-mailen, der oprindeligt blot var ment som et kærlighedsbrev til Aalborg Teater, blev startskuddet til et permanent ophold i Aalborg for Minna Johanneson. “Man siger, at man tager til Aalborg og bliver gravid”, fortæller Minna Johannesson og ler. Minna Johanneson henviser til, at hun blev gravid med sin søn, da hun og hendes mand flyttede til Aalborg. Men det var ikke blot en fysisk graviditet, som opholdet i Aalborg førte til for Minna Johannesson. Det var også fødslen af en storstilet karriere.
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
I sæson 22/23 kan du opleve Minna Johannesons iscenesættelse af Georg Buchner skuespil ”Woyzeck” på Teater Nordkraft. Minna Johannesson har i denne iscenesættelse byttet rundt på kønnene, så Woyzeck spilles af en kvinde, og Marie spilles af en mand. Foto: Karoline Lieberkind
Smuttur til skuespillerdrømmen
Minna Johannesson er født i Småland i Sverige. Som barn drømte hun om at blive privatdetektiv eller journalist, så at Minna Johannesson endte med at blive noget ved teateret, skete nærmest ved et tilfælde. “Da jeg var et par af tyve, havde jeg en kæreste, som min far ikke synes, var god for mig”, fortæller Minna Johannesson. “Min far gjorde alt for at få mig væk fra der, hvor han boede. Så min far foreslog en masse ting – heriblandt teaterskole i London.” Opholdet på teaterskolen, der oprindeligt kun var tiltænkt at vare en måned, endte med at blive til et år i London. Tiden i London førte ikke kun til en ny kæreste for Minna Johannesson. Hun havde også fået en ny drøm: hun ville være skuespiller.
”Jeg var aldrig en særlig god skuespiller.”
Tilbage i Göteborg begyndte Minna Johannesson at arbejde som instruktørassistent på Stadsteateret. “Jeg havde sådan en hemmelig plan, hvor jeg tænkte: hvis jeg bliver instruktørassistent, så kan jeg, en dag hvor en skuespiller er syg, træde i karakter, og få en chance der.” Karrieren som skuespiller blev dog aldrig realiseret, men jobbet som instruktørassistent førte Minna Johannesson ned ad en ny vej: “Jeg kom til at arbejde med nogle virkelig fede instruktører, der gav mig lov til at prøve at instruere lidt. Dét kunne jeg mærke, at jeg var god til. Jeg var aldrig en særlig god skuespiller.”
Læs også “Mød dit teater: Teater Nordkraft”
Teaterchef Minna Johanneson stod bag Teater Nordkrafts anmelderoste forestilling “Dag og mig ved daggry” i sæson 18/19. Foto: Louise Dybbro
Twist of faith
Det endelige søm i kisten til skuespillerdrømmen kom fra en norsk instruktør, som Minna Johannesson arbejdede sammen med på Göteborg Stadsteater. Han fortalte Minna Johannesson sort på hvidt, at hun aldrig ville blive skuespiller. For han havde set lyset i hende: hun skulle være instruktør. Denne samtalen blev tilfældigvis overhørt af en tredje person, som henvendte sig til Minna Johannesson og sagde: “hvis du skal søge ind på en instruktøruddannelse, så søg ind på den i København. Det er den bedste.”, fortæller Minna Johannesson.
I 2005 søgte Minna Johannesson ind på Den Danske Scenekunstskole i København – og kom ind på første forsøg. Allerede som studerende instruerede Minna Johannesson sin første forestilling. På Mammutteatret i København prøvede Minna Johannesson for første gang sine evner af som teaterinstruktør med forestilling Ludvig i 2009. Senere kom Minna Johannesson i praktik på Aalborg Teater. Dette skulle vise sig at blive startskuddet til en langvarig kærlighedsaffære mellem Minna Johannesson og Nordens Paris.
Teaterchef Minna Johanneson står bag forestillingen “Kongernes Fald”, som spiller på Teater Nordkraft til november 2022. Foto: Morten Fauerby
Et kærlighedsbrev
Efter Minna Johannesson i 2009 blev færdig på Den Danske Scenekunstskole i København, fulgte der flere år, hvor Minna Johannesson arbejdede som freelanceinstruktør på en række forskellige teatre i både Danmark og Sverige. Men Aalborg trak. Så da Aalborg Teater i 2011 fik ny teaterdirektør (nuværende skuespilchef på Det Kongelige Teater Morten Kirkskov) greb Minna Johannesson chancen.
Hun skrev et kærlighedsbrev (eller mere præcist en kærlighedsmail) til Aalborg Teater og Morten Kirkskov. “Jeg skrev, at jeg godt kunne tænke mig at komme op til Aalborg og lave noget, så han måtte godt have mig i tankerne. Samme dag ringede han [Morten Kirkskov. red.] mig op, og sagde “jeg har faktisk tænkt mig at tilbyde dig jobbet som husinstruktør””, fortæller Minna Johannesson.
Læs også artiklen “Morten Kirkskov: Min scenedebut”
Instruktøren der blev teaterchef
Hvis der er noget, som kendetegner Minna Johannesson, så er det mod. Modet til at eksperimentere på scenen, som hun bl.a. gjorde med den succesfulde forestilling Altid For AAB, da hun var husinstruktør på Aalborg Teater, og modet til at være ambitiøs og gå efter drømmene. “Jeg tror, at man skal turde sige tingene højt. Når man siger, hvad man vil, så er der en større chance for, at det sker”, forklarer Minna Johannesson. Det er derfor ikke overraskende, at Minna Johannesson kun lidt over et årti efter, at hun blev færdig på Statens Scenekunstskole, i dag også kan kalde sig for teaterchef på Teater Nordkraft i Aalborg. “Som chef prøver jeg at tænke, at den vigtigste værdi på Teater Nordkraft er at turde fejle. Vi skal tage chancer. Hvis vi står med to valg, så skal vi altid vælge den mindst sikre.”, fortæller Minna Johannesson.
“Jeg tror, at man skal turde sige tingene højt. Når man siger, hvad man vil, så er der en større chance for, at det sker.”
Minna Johannessons første tid som chef på Teater Nordkraft har været præget af corona og de restriktioner, som fulgte med. Men med coronaen på exit begynder der en ny tid på teateret, og hvor skal det så føre hen? “Vi skal sætte Teater Nordkraft på Danmarkskortet som et fedt teater. Både som et teater at arbejde på, men også med nogle vilde, eksperimenterende, hjertelige forestillinger”, fortæller Minna Johannesson, og fortsætter “Næste skridt er helt sikkert publikum. Først og fremmest glæder jeg mig til at møde publikum igen”.
I sæson 22/23 kan du opleve Minna Johannesons iscenesættelse af Georg Buchner skuespil ”Woyzeck” på Teater Nordkraft. Minna Johannesson har i denne iscenesættelse byttet rundt på kønnene, så Woyzeck spilles af en kvinde, og Marie spilles af en mand. Derudover opfører Teater Nordkraft til efteråret forestillingen “Kongernes Fald”.
Se hele Teater Nordkrafts repertoire.
Følg Teater Nordkraft på Facebook og Instagram.
Artikler du også vil kunne li
Mød dit teater: Teater Nordkraft
Dramatiker Jeanette Munzert: “Vi vil det hele”
“Teaterfotograf: Karoline Lieberkind”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler og guides m.m. på scenen.dk, og bliv opdateret om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.