Rosalinde Mynster: Min scene-debut

Rosalinde Mynster er autodidakt skuespiller og fik sin professionelle teaterdebut på Teatret ved Sorte Hest i 2011. Egentlig skulle stykket have været et andet og hendes rolle uden replikker, men hun endte i et kammerspil som én af blot tre spillere på scenen.

Rosalinde Mynster debuterede i 2011 på Teatret ved Sorte Hest. Med på scenen fra Anette Støvelbæk og Paw Henriksen. Foto: Jesper Blæsild

Af Signe Ravn

”Jeg var 19 eller 20 og havde lavet noget film, men jeg havde ikke lavet noget teater. Jeg var ansat som altmuligmand på Teatret ved Sorte Hest. Det var mit andet hjem. Jeg havde arbejdet der i mange år, jeg tog imod billetter, sad på billetkontoret, stod i baren, og en af mine bedste veninder arbejdede der også. Det var bare virkelig dejligt. Så skulle de sætte en forestilling op med en lillebitte bi-karakter med en pige, der skulle spille et genfærd, der var på scenen indimellem, og der var ingen replikker. De spurgte mig. Det kunne jeg godt, det lød meget spændende at gå rundt lidt i baggrunden og være lidt med.”

Fik debutrolle ved et tilfælde

”Men så skete der bare det, at de blev nødt til at lægge forestillingen ned på grund af forskellige omstændigheder, blandt andet der var en skuespiller, der måtte trække sig. Maria Vinterberg tænkte ret hurtigt, og teatret havde tidligere (i 1999, red.) sat et lille stykke op af Naja Marie Aidt, der hedder ”Rundt på gulvet”. Anette og Paw var tilbage, og så passede det med tre spillere. Så lige pludselig havde jeg en rigtig rolle – uden at det var med vilje.”

”Paw Henriksen spillede skizofren, og jeg var legemliggørelsen af hans stemme inde i hovedet (ved navn Gloria, red.). Anette Støvelbæk var hans hjemmehjælper.”

 

Jeg havde været lidt bange for at lave teater, fordi mine forældre altid var på teatret. Jeg var mere interesseret i at lave film.”

 

”Det var lidt angstprovokerende at få sådan en rolle. Jeg var glad for det, men det var også lidt uhyggeligt. Men samtidig er jeg vokset op i teatret, fordi mine forældre (Karen Lise Mynster og Søren Spanning red.) er i det. Jeg havde været lidt bange for at lave teater, fordi mine forældre altid var på teatret. Jeg var mere interesseret i at lave film. Det var meget godt, at det skete på den måde, hvor jeg ikke selv opsøgte det. Jeg kunne miste de identitetsmarkører ved det, lige pludselig var jeg bare med i det og oplevede hvor sjovt, det var at lave.”

Teatervejen var ikke et bevidst valg

”Jeg var helt klart nervøs – det var det med at gøre det samme som mine forældre – jeg havde ikke lyst til at skulle være ligesom dem. Der var en identitet i at være teaterskuespiller, som jeg var lidt bange for. Det skete bare, uden at jeg skulle tænke for meget over det. Det skete uden, at det var et valg, at NU bliver jeg skuespiller.”

”Jeg tror, mine forældre syntes, det var spændende, og de ville gerne hjælpe, hvis der var noget. Men jeg var sådan lidt: Nej, nej, det her skal jeg selv klare. Det blev en rigtig fin, lille forestilling. Det var trygt, for det var et lille rum, og det var et teater, jeg var vokset op på. Der var mange dejlige ting ved at have debut der.”

”Jeg husker det som om, at det blev modtaget ret godt. Det var meget med fire og fem hjerter. De skrev ikke sindssygt meget om mig. Det der med: Hun var bare fantastisk, det nye talent, sådan noget var der ikke rigtig. Det var mere forestillingen, der blev anmeldt. Jeg læste på det tidspunkt litteratur i Odense på Syddansk Universitet, så jeg skulle pendle. Jeg kunne ikke nå at få nok søvn. Når jeg spillede, var jeg hjemme klokken 24 og skulle op igen klokken 6 og med toget.”

Har sluppet frygten

”Jeg er kommet over min frygt for teatret. Jeg har indset på egen krop, at det er rigtig fedt at gå til prøver og være i rum med folk, at undersøge over et længere forløb end med film, at spille hver aften, og hver aften har du en ny chance for at prøve noget nyt af. Dér fandt jeg ud af, at jeg elsker at stå foran live publikum. Det blev jeg helt klart bidt af – den energi. Så tog jeg til USA ikke så lang tid efter og var fjernstuderende på litteraturvidenskab. Efterhånden fik jeg mere og mere arbejde, og så droppede jeg efterhånden litteraturvidenskab. Jeg tog et valg efter en to-tre år om, at jeg gerne ville være skuespiller.”

 

Det betyder meget, når man er yngre, at ældre, mere erfarne skuespillere tager én alvorligt og er interesseret i, hvad man har at sige.”

 

Lærte i en tryg ramme

”De andre var sindssygt søde og forstående. Jeg synes, det var et meget dejligt prøverum. Jeg har også både arbejdet med Anette og Maria siden, og vi har det virkelig godt i et rum. Det betyder meget, når man er yngre, at ældre, mere erfarne skuespillere tager én alvorligt og er interesseret i, hvad man har at sige. Så på den måde var det et meget trygt rum. De ville lære fra sig, og jeg var meget åben for at tage imod.”

”Min daværende kæreste var til premieren… ikke mine forældre… måske havde jeg lyst til, at de skulle vente lidt. Jeg kan huske, at jeg fik en hel masse blomster, fordi det også var min debut. Det var meget smukt, en helt romantisk ide om, hvordan det er at komme op på en garderobe på en premieredag, med blomster, små breve og kort.

”Jeg tror, jeg var ret nervøs. Jeg kan have en spændthed, inden jeg går på scenen, men den går væk efterhånden, når man kommer i gang med teksten. Jeg er god til, og var det også dengang, at være i nervøsiteten.”

”Vi havde dejligt sammen, og det var dejligt ukompliceret. Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis det var en dårlig debut, for jeg havde så mange forbehold i forhold til at lave teater. Så havde jeg nok bare sagt: Fuck det, og så havde jeg nok bakket ud af det, hvis en instruktør havde sagt, at det var helt vildt dårligt, det, jeg lavede. Men det blev en base til at blive kontaktet af andre.”

Glemte replikker og volapyk

”Der var en aften, hvor den største frygt man har, skete for mig. Jeg blankede ud! Jeg kunne pludselig ikke huske mine replikker, det skete out of nowhere. Jeg var ret hurtig til at lære mine replikker, men pludselig var der blankt i min hjerne. Jeg gik fuldstændig i stå.”

”Det var en ekstrem angstfølelse. Følelsen af at være på vej udover en klippeskrænt. Uanset hvor meget, jeg ledte efter ordene, så var de der bare ikke. Jeg kunne ikke blive ved med at være stille, så jeg tænkte; du må gøre noget, ellers kan du stå og tie stille for evigt. Så jeg begyndte at gå frem og tilbage og sige volapyk. Paw sad bare og kiggede på mig, som om jeg var blevet absolut sindssyg. Så kom teksten til sidst. Så det var et meget godt move, men det må godt nok have været underligt at se på. Det kan være et live hack til andre skuespillere, der ikke ved, hvad de skal sige.”

”Da jeg så kom ud i kulissen, stod Anette bare og tog imod mig og krammede mig. Det var rigtig godt, der stod en ven derude.”

”Et overordnet tema for personinstruktionen var, at jeg blev nødt til at spille større. Fordi jeg før da havde lavet film, hvor man gerne må være lidt mystisk og bare sige replikker, så sagde Maria (Vinterberg, instruktøren, red.): ”Rosalinde, din replikførelse er så god, at du ikke kommer til at lyde falsk”. Det prøver jeg at minde mig selv om. Hvis du bliver bange for, at det bliver falsk, lyder opstillet eller uægte, så hav en tillid til, at al det ægte er der, så du godt kan gøre det større. Det gav mig en tillid til mig selv.”

I sæson 20/21 kan Rosalinde Mynster opleves i ”Mutter Courage og hendes børn” på Det Kongelige Teater. Forestillingen spiller fra den 1. oktober til den 11. november 2020.  

Rosalinde Mynster blev tilbudt at medvirke i “Mutter Courage og hendes børn”, hvor hun skal spille bondekoner, gamle kvinde og soldat, da den Dickens-forestilling, hun ellers var hyret til på teatret, blev lagt ned som følge af det repertoire-puslespil, som coronaen har givet anledning til. Om opgaven siger hun:

”Jeg glæder mig til at spille mange små roller og danse og synge, som jeg elsker, og så selvfølgelig at gå på arbejde med min mor. Det er første gang, jeg skal være på scenen med min mor. Det bliver vildt dejligt, så kan vi sidde oppe på garderoben og hygge. Jeg har altid elsket at være i min mors garderobe, det minder mig om, da jeg var lille, hvor hun altid tog mig med på teatret. Det er så hyggeligt, en barndomsting, en tryghed.”

Læs også:

“Jens Jacob Tychsen: Min scene-debut”