Tammi Øst: Min scenedebut

Tammi Øst er uddannet fra Statens Teaterskole i 1982. Hun debuterede samme efterår i sin karrieres hidtil mindste rolle på Gamle Scene på Det Kongelige Teater. En hård proces, hvor en af teatrets største kvindelige stjerner kom med en flot gestus.

Tammi Øst debuterede på Det Kongelige Teater i 1982. Siden har hun i flere perioder været tilknyttet nationalscenen, men altid med mulighed for at holde orlov og spille forestillinger på andre teatre. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Af Signe Ravn

Det var i september 1982, at Tammi Øst som nyuddannet skuespiller fra Statens Teaterskole for første gang indtog Gamle Scene på Det Kongelige Teater. Forestillingen hed ”Erotik”, var skrevet af Gustav Wied og instrueret af Hans Christian Ægidius.

Hendes navn var ikke øverst på plakaten, for de fleste andre medvirkende var en række af tidens store stjerner. Navne som Henrik Larsen, Søren Weiss og Tammi Øst blev overskygget af striben af folkekære skuespillere, der i sig selv kunne besætte hele rollelisten i en dansk filmperle i årene forinden; Lise Ringheim og Henning Moritzen, Aksel Strøbye, Hanne Borchsenius, Paul Hagen og Elin Reimer.

”Jeg spillede en tjenestepige, og min første replik hed: ”Smeden er nede i køkkenet og vil have sine penge” sagt på lollandsk. Det var en meget lille rolle, men jeg var blevet engageret på Det Kongelige Teater for et helt år og skulle lave andre, større ting bagefter. Det er nok den mindste rolle, jeg nogensinde har haft.”

Jobtilbud til mulig ballademager

Men selvom debutrollen var lille, så var det den samlede pakke, der lokkede Tammi Øst til Det Kongelige Teater. Det gjorde, at hun måtte springe fra det første tilbud, hun havde fået og følt sig nødsaget til at takke ja til.

”Ham, der tilbød mig det, sagde, at jeg nok hellere måtte sige ja, fordi vores hold på Teaterskolen havde et meget dårligt rygte, og han vidste jo ikke, om jeg var ballademageren! Efter det ringede Det Kongelige Teater og tilbød mig et helt år.”

”Jeg var så heldig at kunne vælge og vrage,” konstaterer Tammi Øst næsten 40 år efter.

”Jeg var meget nervøs for at skulle ringe til ham den anden og sige, at jeg ikke ville være med alligevel. Det var en meget kort samtale,” griner Tammi Øst og gengiver essensen af ordvekslingen; ”Det Kongelige Teater? Nå ja, det kan jeg godt forstå. Fint”.”

Og der kom endda også et andet tilbud.

”Jeg var så heldig at kunne vælge og vrage,” konstaterer Tammi Øst næsten 40 år efter.

I sidste ende gjorde stoltheden over, at Det Kongelige Teater kunne se potentiale i hende og gav muligheden for at prøve kræfter med flere forskellige forestillinger, valget let.

”Det var faktisk en ret god start. Det var som at starte på en ny teaterskole på den måde, at jeg ligesom kom i mesterlære med skuespillere, der havde en mening om, hvordan jeg spillede og talte.”

Tilmeld dig Scenens nyhedsbrev

Barsk møde med koryfæerne

Prøverne til forestillingen startede i maj måned, mens Tammi Øst var i den afsluttende fase på Statens Teaterskole. Forskellen mellem skolen og nationalscenen var markant, og det var ikke ubetinget nemt at krænge den studerende af sig for i samme sekund at tage identiteten som professionel skuespiller på sig.

”Da jeg kom til læseprøven, var der ingen, der rigtig hilste på mig eller tog sig af, at jeg var der… så jeg følte mig virkelig alene i verden. Så var der gudskelov Henrik Larsen, som var en yngre skuespiller end de andre, han tog sig lidt af mig og var en slags mentor.”

Tammi Øst kendte instruktøren, Hans Christian Ægidius, fra Statens Teaterskole, hvor han havde arbejdet med hende.

”Da han så kom og instruerede de der skuespillere, ændrede hele hans status sig. Han blev underhund, de blev ret stride overfor ham. Man så nogle grimme sider,” mindes Tammi Øst.

Forestillingen skulle efterfølgende på turne.

”Der var også en af skuespillerne, der drak for meget og drak i pauserne og beskyldte mig for at stjæle [vedkommendes] sminke. Det var en mærkelig start med de koryfæer, bevares, der var også nogen, som var rigtig søde og fine, [men] det var en noget blandet oplevelse.”

Samtidig var det en udfordring for Tammi Øst at lægge genertheden fra sig. Da hun beskriver sin tilbageholdenhed dengang, sætter hun fire ”meget” foran tilstanden ”genert”. Historien, de anerkendte medspillere og den kæmpestore Gamle Scene tyngede i en sådan grad, at det føltes grænseoverskridende at skulle levere selv en simpel replik som ”Jøsses, jøsses, jøsses!”.

”Jeg kom fra Statens Teaterskole, hvor vi spillede i et gammelt rødvinslager. Det var at kaste sig ud i noget helt andet end den venstreorienterede skole, jeg kom fra. Det gjorde mig skidebange og nervøs, det gjorde det,” erkender hun og tilføjer så: ”Jeg er en overlever, så jeg klarede mig godt.”

Tammi Øst blev Reumert-nomineret for sin indsats i ”Richard III”. Den spillede på Husets Teater i 2018 og kom så til Det Kongelige Teater i sæson 2019/20. Til højre Morten Burian. Foto: Miklos Szabo, Henrik Ohsten

Skarpt hierarki i stort ensemble

Det Kongelige Teater var dengang, som i dag, et kæmpe maskineri. Men ”fuldstændig anderledes”, fortæller Tammi Øst. Hun var vokset op i et hjem, hvor man ikke var teaterinteresseret, og selvom mennesket fra naturens side er indpodet en sans for hierarki, så var mødet med teatrets rangordning i en liga for sig.

”Det var mærkværdigt,” fortæller Tammi Øst, ”… jeg havde jo ingen anelse om, hvordan det skulle være. Jeg kom ikke fra et hjem, der kendte noget til teater, så jeg vidste ingenting.”

Til gengæld kunne hun hurtigt notere sig, at teatrets dengang 60 personer store skuespillerensemble bestod af stjerner og vandbærere. En gruppe, der spillede de små roller og befandt sig godt med det, en mellemgruppe, der stræbte efter mere og derfor i højere grad mærkede utilfredshed, når rollefordelingen ikke gik deres vej, og så gruppen af stjerner, der automatisk fik de store roller.

”Så kom jeg som den unge pige og blev forkælet i dén grad. Indenfor min årgang fik jeg alle mulige udfordringer, som var fantastiske og mødte nogle skønne og inspirerende mennesker.”

Tvivlede på egen fremtid i faget

Det var dog stadig et svært socialt spil at navigere i, helt ned til, hvordan man talte sammen, erindrer Tammi Øst uden at vurdere, om det måske skyldtes en generationskløft.

Samtidig var turneen krævende, spillerne blev trætte, temperamenter sat på spidsen, og det var ikke altid lige kønt.

”Jeg var sgu ret… da vi var på turne, var jeg ret uligevægtig [og tænkte]: Hvis det skal være sådan, så tror jeg slet ikke, det er noget for mig.”

”Men så kom vi hjem, og teatret gav mig et legat, så var der en, der var gravid, så jeg fik en rolle, jeg ellers ikke skulle have lavet. I slutningen af mit første år som skuespiller spillede jeg en stor rolle, så lavede jeg også film og dit og dat. Men der var et langt rum med den første forestilling inde på Gamle Scene og så turneen bagefter. Der ser man vrangsiden af andre og vrangsiden af sig selv. Så det var lidt hårdt … Men så kommer man videre.”

Læs også: ”Johanne Louise Schmidt: Min scenedebut”

Man sjusker ikke i det hellige teaterrum

”Man lærer visse sociale skills (færdigheder, red.) efter sådan noget, får noget bygge videre på, lærer at stikke en undskyldning, når det skal til… det gør jeg meget ud af [i dag],” forklarer Tammi Øst og uddyber:

”Det var også sådan nogle ting som at tage det alvorligt, at man ikke bare gik ind på scenen og jaskede, fordi man var på turne. At man til stadighed prøver at holde det teaterrum helligt. Man skal prøve at være god altid. Ikke jaske med det. Det skal være et særligt rum, så publikum får den bedste oplevelse overhovedet.”

Læs også: ”Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald”

Ghita havde hele pakken

Efterhånden fik Tammi Øst et fint professionelt forhold til sine medspillere, der for eksempel lavede kage til hende, da hun samme efterår havde fødselsdag. Men uenighederne kunne stadig gnave i den på tidspunktet uprøvede skuespiller.

”Indimellem var jeg ret ked af det. Jeg klagede min nød til Ghita Nørby. Jeg mødte hende til en fest, mens jeg lavede ”Erotik”, og hun spurgte mig, hvordan jeg havde det, fordi hun vidste, at jeg var blevet ansat. Hun var så sød, og så betroede jeg mig til hende.”

”Hun skrev et meget sødt brev til mig senere. Hun skrev: ”Jeg kan ikke gøre så meget, jeg har lyttet til dig, og jeg kan give dig mit venskab”. Da jeg året efter spillede en forestilling med hende og Jørgen Reenberg, der var hun meget en beskytter. Hun gik op til en medspiller og sagde, at nu opførte han sig vel ordentligt overfor mig.”

”Jeg store idiot kunne ikke finde ud af at svare på [brevet]. Jeg var så uvant med – der, hvor jeg kom fra – at man gjorde sådan noget. Det gjorde mig så mundlam,” erkender Tammi Øst, der sidenhen har undskyldt til Ghita Nørby for det manglende svar.

”Jeg var mega star struck, for hun var den, man så op til. Jeg var kæmpe fan, fordi hun var så modig og vild og smuk og sammen med en ung mand – hun havde hele pakken. Hun var fantastisk!”

Var forestillingens friske pust

Premieredagen har ikke fæstnet sig i Tammi Østs hukommelse. Det er i stedet fornemmelser og følelser fra hele processen, der har lagret sig i kroppen.

”[Forestillingen blev] ikke [modtaget] særligt godt, så vidt jeg husker. Jeg kan huske, at Kistrup (Berlingskes navnkundige anmelder Jens Kistrup, red.) skrev, at jeg bragte et frisk pust ind i dagligstuen. Det var ret flot. Det var jeg da glad for. Kistrup var mig en meget kær og sød anmelder, som altid fulgte mig og min karriere meget nøje. Og skrev meget smukt om mig næsten altid.”

Anmeldernes ellers forbeholdne modtagelse af ”Erotik” synes hun nærmest at tage i forsvar, da hun udbryder:

”Det var også noget værre bras! Det er ikke et godt stykke, men det havde alle de folkekære skuespillere med, så de blev glade i provinsen. Det var skønne skuespillere! Aksel Strøbye, han var et virkelig sødt menneske. Jeg er stadig stor fan af ham. Dengang var han lun og udadvendt og gik med træsko. At han derudover var en indadvendt kunstnersjæl, som malede malerier, det forbinder man ham måske ikke med.”

Tammi Øst føler en særlig tilknytning til Det Kongelige Teater. Her ses hun på scenen med sin mand Jens Jørn Spottag i forestillingen ”Højskolesangbogen” fra sæson 2018/19. Foto: Camilla Winther

Stedet, man bliver glemt

Men selv muligheden for på daglig basis at spille overfor skuespillere i den helt tunge kategori på nationalscenen var i længden ikke nok til at holde på Tammi Øst.

”Der var en lærer på Teaterskolen, der havde sagt til mig: ”Bliv derinde (på Det Kongelige Teater, red.) to år, så skal du ud, for det er et sted, hvor du bliver glemt”. Så jeg søgte orlov og kom tilbage igen, jeg skulle hele tiden være i en løsrivelsesproces,” fortæller Tammi Øst, der så sagde endeligt op, for siden at vende tilbage en håndfuld år i 90’erne.

”Det er bedst, jeg også kommer ud og laver noget andet. Jeg kan ikke holde ud, hvis det kun er andre, der bestemmer, hvad jeg skal lave, og slet ikke nu, hvor jeg er blevet ældre, der passer det mig overhovedet ikke! Det har de været gode til at respektere. Jeg føler mig pænt forkælet stadigvæk faktisk.”

”Det var også en dyb trang til at have lidt hånd i min egen skæbne, jeg havde ikke kun lyst til, at andre folk skulle have en ide om, hvad jeg skulle lave. Jeg ville også selv være med til at bestemme og have noget at skulle have sagt. Det er vel derfor, hans ord [gjorde] indtryk på mig.”

”Det var en drift, vil jeg næsten sige. Det var ikke noget, jeg planlagde, fordi den og den havde sagt det. De gange, hvor jeg meget massivt har sagt op [og ikke blot holdt orlov], så dagen efter ringede telefonen med noget andet. Min fornemmelse har altid båret mig gode steder hen.”

Derefter var det først i 2016, at pilen atter pegede på Det Kongelige Teater. Siden da har Tammi Øst, der føler en særlig tilknytning til teatret, været ansat på toårskontrakter med mulighed for også at lave forestillinger på andre teatre.

”Det er bedst, jeg også kommer ud og laver noget andet. Jeg kan ikke holde ud, hvis det kun er andre, der bestemmer, hvad jeg skal lave, og slet ikke nu, hvor jeg er blevet ældre, der passer det mig overhovedet ikke! Det har de været gode til at respektere. Jeg føler mig pænt forkælet stadigvæk faktisk.”

Læs også: ”Mød dit teater: Aarhus Teater”

Nerverne er de samme

Forkælet eller ej, så er der én ting, der ikke synes at ændre sig. Nemlig nerverne forud for første spilledag med publikum og en ny premiere. Og her er det ligegyldigt, om scenen er stor eller lille, rollen bærende eller mere perifer.

”… så er jeg bare oppe at køre; Jeg kommer aldrig igennem det! Hvad har jeg glemt? Jeg ved ikke, om det startede i ’82, men jeg har altid sådan en: Plejer jeg ikke at have en taske med? Jeg har nærmest aldrig en taske med på scenen, men det kan handle om, at det er rart at have [en rekvisit] at holde sig til.”

”Jeg har lært, at jeg ligesom kan sige til mig selv: Gud være lovet, det handler jo slet ikke om mig det her. Selv til ”Richard III” tænkte jeg: Det handler ikke mig – selvom det handler kun om mig – men det er meget rart at sige til sig selv. Det handler jo heller ikke om mig som i mig, der er Tammi, det handler om den, jeg er og fremstiller på scenen. Det handler om publikum og mødet med dem. Det handler om alt muligt andet end mig. Mit ego har ikke meget at gøre derinde.”

I sæson 2021/22 kan Tammi Øst opleves på Det Kongelige Teater i forestillingerne ”De urolige” af Linn Ullmann, der spiller på Mellemgulvet og på efterfølgende turne, og i forestillingen ”Ugens Rapport” på Store Scene, hvor hun er engageret som en del af et band.

Derudover skal Tammi Øst spille ”Jeg er jo lige her” på Aarhus Teater (forestillingen er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Aarhus Teater), hvor hun for første gang skal spille sammen med sin datter Andrea Øst Birkkjær, der er uddannet ved Den Danske Scenekunstskole på Odense Teater i 2020 (Tammi Øst sagde først ja til opgaven, da hun havde snakket med sin datter om det: ”Jeg tænker på, at jeg skal opføre mig ordentligt og lade være med at være pinlig og give hende plads.”).

Læs også:

”Se balletdansernes bedste dansevideoer”

”Lotte Andersen: Min scenedebut”

”Jesper Lohmann: Min scenedebut”