Få hele landets teater i din indbakke
Dans kan fortælle historier uden ord, udfordre vores blik på verden og vække følelser, vi ikke vidste, vi havde. Men hvordan ser det ud, når kroppen bliver til skulptur, når en ældgammel myte vækkes til live gennem bevægelse, eller når dansen møder slapstick, action og sort humor? I de ti forestillinger her på siden udfolder dansen sig i vidt forskellige retninger – fra international samtidsdans og sanselige eksperimenter til elskede klassikere og vilde sceniske fortællinger. Hver forestilling åbner sit eget univers og inviterer dig til at opleve dansen på nye måder. Dyk ned i beskrivelserne, find den forestilling, der vækker din nysgerrighed, og lad dig overraske af alt det, dansen kan.
GØG & GOKKE MØDER TARANTINO I EN EKSPLOSIV VALS OM VENSKAB, VREDE OG KÆRLIGHED
I SLINGER I VALSEN møder stumfilmens slapstick Tarantinos rå og farverige actionunivers i en fysisk, humoristisk og uforudsigelig forestilling. DON og GNU forsøger at finde rytmen i livets dans, men når følelserne tager over, forvandles hvert trin til en duel, og en mystisk fremmed vender op og ned på relationerne. Glæd dig til en hæsblæsende, kropslig odyssé, hvor humor, voldsomhed og poesi flettes sammen i en vals om venskab, kærlighed og kunsten at finde forbindelsen i en uperfekt verden.
HVAD NU, HVIS DET HELE SLUTTER I MORGEN?
I BEFORE THE END står vi på kanten af sammenbruddet. Med dystopisk karneval, absurd humor og intens fysisk dans undersøger den chilenske instruktør Marco Layera øjeblikket, før alt forandres. Panikken, angsten og håbet flettes sammen i en kropslig og grotesk skildring af at vente på det uundgåelige – og længes efter, at nogen griber ind. Oplev en kompromisløs danseforestilling, der går direkte i kroppen og inviterer os til at stå på kanten sammen. Marco Layera kan for første gang opleves i Danmark.
Kom, før det slutter.
KÆRLIGHED, MAGT OG FORFALD I APOKALYPSENS SKÆR
I Atmosphere of Decay mødes en 4000 år gammel sumerisk myte og en ukendt fremtid i en sanselig og rå danseforestilling om begær, magt og transformation. Med afsæt i det episke digt The Descent of Inanna følger tre performere gudinden Inannas rejse fra almægtighed til underkastelse, hvor sammenbruddet åbner for muligheden for nyt liv. Gennem intens koreografi udforsker forestillingen spændingsfeltet mellem dominans og sårbarhed, intimitet og frastødelse. En mørk og kropslig ode til kaos, kvindelig sensualitet og forvandlingens kraft.
TRÆD IND I MØRKET, OG LAD SANSERNE VISE VEJ
Hvad sker der, når du giver slip på det velkendte? I IMAGINARIUM inviterer Beyond Darkness dig ind i et drømmeagtigt univers, hvor lyd, duft, tekst, lys og bevægelse åbner døre til det underbevidste og det endnu ufødte. Her flyder tid og virkelighed sammen, og fantasien bliver en sans i sig selv. Gennem koreografi og sanselige kunstneriske udtryk udforsker forestillingen det ukendte og de muligheder, der opstår, når vi tør give slip på kontrollen. Kom, som du er, og lad dig føre af dine sanser. Her er der ingen rigtig eller forkert vej – kun nye verdener at opdage og plads til din egen fantasi.
SMØR, SANSER OG LEVENDE KROPPE
Hvad kan en klump smør fortælle om livets foranderlighed og kunsten at skabe? I CREATURES OF BUTTER bliver smør både materiale og metafor for det levende, skrøbelige og formbare. Inspireret af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens barndom, hvor hun formede dyr i smør, udforsker koreograf Marina Mascarell kroppens evne til at skabe, forandre og sætte aftryk – velvidende at ingen form varer evigt. I samspil med livepercussion, billedkunst og lys opstår et sanseligt univers, hvor smørets blødhed og forgængelighed spejler livets kræfter, modstand og forvandling. En hyldest til skaberkraften og modet til at give form til det, der hele tiden er i bevægelse.
NÅR KVIUMS FIGURER TRÆDER UD AF LÆRREDET
Hvad sker der, når kunsten bliver levende? En danser træder ind i rollen som en af Michael Kviums groteske figurer og bevæger sig fra lærredets stilstand ud i den fysiske verden. Én efter én fødes figurerne på scenen, hvor de udforsker deres nye kroppe og møder hinanden i et univers, hvor det absurde og det menneskelige smelter sammen. Men hvad sker der, når disse skæve eksistenser krydser hinandens veje? Forvent det uventede i en forestilling, der vækker Kviums billedunivers til live med dramatik, fysisk intensitet og sort humor.
NÅR BEGÆR BLIVER TIL EN FÆLDE
Hvor langt vil du gå for at få alt det, du drømmer om? I FAUST genfortolkes myten om menneskets handel med djævelen i en intens og sanselig forestilling, hvor dans, skuespil og musik smelter sammen. I et tæt samarbejde mellem koreograf Esther Lee Wilkinson og instruktør og dramatiker Thure Lindhardt udfolder fem dansere fra Holstebro Teaters dansekompagni og skuespiller Victor Marcussen en fortælling om begær, magt og jagten på mere. Med musik af Den Sorte Skole og kroppen som fortællingens omdrejningspunkt spejler forestillingen vores egen tids grænseløse ambitioner og stiller spørgsmålet: Hvad er vi villige til at betale for at få det, vi ønsker os? Træd ind i Fausts verden, mærk fristelsen helt tæt på, og oplev en myte, der rammer lige ind i vores egen tid.
ET LILLE LYS I MØRKET
Midt i kulden, elendigheden og det tilsyneladende uovervindelige spirer håbet. Inspireret af H.C. Andersens eventyr Den lille pige med svovlstikkerne folder en fortælling sig ud om sårbarhed, drømme og menneskets ukuelige længsel efter varme og kærlighed. For selv når mørket synes altoverskyggende, kan et lille lys forandre alt. Det er ikke blot en historie om nød og afsavn, men et eventyr om at turde tro på livet – og gribe det, mens vi har det. En forestilling fuld af poesi, håb og livskraft. RITCH! Håbefuldt!
JULENS MAGI LEVER PÅ SCENEN
Der er garanti for julestemning, når Nøddeknækkeren folder sit eventyrlige univers ud på scenen. Marie får en ganske særlig julegave af sin gudfar Drosselmeier, og da klokken slår tolv, begynder en magisk drømmerejse langt ud over julenattens grænser. Fra familiens stemningsfulde julefest hos familien Stahlbaum går turen til et fortryllet slaraffenland, hvor frække mus, dansende snefnug, valsende blomster, snedronninger og sukkerfeer venter. En tidløs juleklassiker fuld af dans, musik og eventyr, der vækker barnetroen til live og samler generationer om julens fortryllende magi.
Få hele landets teater i din indbakke
Kan et menneske forandre verden ved at forandre sig selv?
Scroll to top