Dramatikerens drivkraft: Magnus Iuel Berg

Af Signe Ravn

En gammel kliche siger, at vejen mod succes er brolagt med afslag.

Sådan var det også for dramatiker Magnus Iuel Berg.

I gymnasietiden og fem år frem jagtede han drømmen om at blive skuespiller, lavede små forestillinger og søgte ind på skolerne og fik afslag, indtil han i stedet forsøgte at blive instruktør. Søgte ind på skolen. Og fik afslag.

”I ren afmagt søgte jeg ind på dramatikerlinjen, og så fandt jeg ud af, at det var det helt rigtige for mig. Arbejdsformen passer mig helt vildt godt, og det er helt vildt sjovt at digte universer. Det tog mig nu år at komme derhen.”

”På det tidspunkt havde jeg et enormt godt kunstnerisk parløb kørende med Thea Kulavig (nuværende teaterchef på Zangenbergs Teater, red.) og var nødt til at rejse fra det. Uddannelsen er så intensiv, at alt andet skulle sættes på standby, og det var prisen.”

”Da jeg endelig kom ind, blev jeg helt vildt stolt. Nu skal jeg eddermame indhente alt det, jeg aldrig har nået! Jeg var ultrastræber.”

”Jeg havde indtil da kun skrevet komedietekster, og jeg var på bunden af en dyb depression, da jeg søgte ind [på dramatikeruddannelsen] og skrev en monolog om, hvordan det var at være i en depression. Jeg har været meget usikker i mit liv, men da jeg kom ind der, var jeg pludselig rigtig god til noget og følte, jeg udviklede mig. Jeg sugede til mig. Det første halvandet år var nonstop skrivning. At finde ud af, at der er noget, man er god til, giver også blod på tanden.”

”Jeg gik igennem med total selvtillid med de to tekster, jeg sendte ind, og til optagelsesprøverne følte jeg også, det strøg derudaf. Da jeg endelig kom ind, blev jeg helt vildt stolt. Nu skal jeg eddermame indhente alt det, jeg aldrig har nået! Jeg var ultrastræber. Og er det egentlig fortsat. Jeg sigter altid højere, end jeg kan nå.”

Du havde skrevet skuespil, før du kom ind på dramatikerlinjen – hvordan var det at ”komme i skole i dramatik”?

”Det var det fedeste i hele verden. Jeg har aldrig brudt mig om at gå i skole, aldrig syntes, den lærdom var noget værd for mig. Her var hver detalje guld, hver time på skolen var så givende, og jeg følte, at Mads Thygesen (daværende rektor, red.) var en kunstnerisk og spirituel vejleder. Han var den første lærer, jeg har haft, som har set mit potentiale komme ud. Han var så støttende, at han gav mig enormt stor selvtillid. I og med, vi kun var seks til stede, gik det hurtigt, der var personlig feedback… Hvis jeg fik muligheden lige nu, ville jeg tage uddannelsen igen.”

 

Hvad overraskede dig mest under uddannelsen?

”Hvor dårlig jeg, rent følelsesmæssigt, er til at få kritik. Jeg havde en klar fornemmelse af, hvad uddannelsen indebar, men det der overraskede mig mest var, hvor godt jeg kan lide den isolation, det indebærer at skrive og lukke sig inde i et univers. Bare træde ud af den verden, man lever i, og ind i en anden og lukke helt af. Det, troede jeg, ikke var noget for mig; Jeg gider ikke sidde på et kammer i Aarhus og skrive alene. Men det var virkelig godt for mig.”

”Det var også en overraskelse, hvor sjovt, jeg syntes, det var. Selvom det sidste, jeg fik at vide, da jeg gik ud af uddannelsen var, at jeg skulle sørge for at lægge teksten mellem modtageren og mig og vide, at alt, hvad der siges, handler om teksten og ikke mig personligt. Det har taget mange år at lære.”

Hvad er din drivkraft som dramatiker?

”Jeg har haft en lang periode, hvor jeg gerne ville lave nogle historier, hvor jeg fortæller på en måde, man ikke normalt ser. Det måtte gerne stritte lidt imod normen. Jeg vil gerne imponere, så folk tænker: Øj, det har været svært at lave! Det er originalt! Det er noget, jeg har lagt fra mig, for hvis jeg stræber efter at være den bedste, så ødelægger det mig.”

”Nu vil jeg have det sjovt med det, jeg laver. Det er min nuværende drivkraft. Uanset hvad jeg laver, skal jeg sørge for, at jeg har det pissesjovt. Det andet kan jeg ikke længere, det er ikke sjovt, det er ikke fedt, og det er kun at sætte sig op til skuffelsen at ville være den bedste.”

”Al teater og kunst er historiefortælling. En god historie kan tage alle former, og jeg tror kun, jeg kan skrive noget godt, hvis jeg har det sjovt med at skrive det. Arbejdsglæde frem for alt.”

Læs også artiklen ”Dramatikernes drivkraft: Hassan Preisler”

Hvilke temaer vender du tilbage til igen og igen?

”Mig selv faktisk. Det lyder lidt navlepillende, men jeg føler, at personlig traumebehandling og det at lære sig selv at kende, gør, at jeg vokser som person fra gang til gang. Der er en vis portion stigma omkring at skrive om sig selv. Men der kommer en god portion ærlighed ind i arbejdet, for der er ikke nogen påstande i at trække på sig selv. Men det er også meget udleverende på en måde, som kan være barsk.”

”Jeg har en hel masse issues, som jeg bliver nødt til at arbejde med dagligt. Jeg vokser med hvert traume jeg får behandlet, hver dårlig eller positiv oplevelse, jeg får behandlet gennem min tekst.”

”Hvis jeg trækker på ægte historier, så ved jeg, hvordan de ser ud, og så er det meget nemt at omdanne dem til andre. Jeg giver mig selv en genvej.”

””Heroin” som handler om et dysfunktionelt parhold, som er en næsten 1:1-beskrivelse af mit gamle forhold. ”Berghain” handler om en nat på natklubben Berghain. Det er et sammensurium af mine historier fra ravertiden, hvor jeg benytter mig af alt det morsomme og uhyggelige, jeg har oplevet.”

”Hvis jeg trækker på ægte historier, så ved jeg, hvordan de ser ud, og så er det meget nemt at omdanne dem til andre. Jeg giver mig selv en genvej. Det er min fortolkning af en følelse, som jeg kan trække på fra forskellige steder. Jeg finder forløsning.”

”Jeg prøver at stræbe efter at gøre noget, man kender på en skæv måde. Jeg prøver at lave nye former og ikke gentage mig selv. Og jeg prøver at udfordre mig selv. Det kom før fra et usundt sted, nu kommer det fra et sted, hvor jeg bare vil udfordre mig selv.”

”Spøjst nok handler alle mine tekster om det samme, at man langsomt bliver syg eller skør i hovedet af verdens omstændigheder. Alt rummer en eller anden form for psykisk sammenbrud. Det er en ubevidst tematik, jeg altid bevæger i. En form for sjæleligt forfald. Det er noget, jeg først tænker over i det her øjeblik.”

”Jeg tillader karaktererne at bearbejde de følelser, jeg har i mig selv. Det er en terapeutisk genvej til at arbejde med dem selv. Det er en falsk bearbejdning af dem, men det gør også, jeg bedre kan se indad. Noget er ekstremt udleverende, men det er enormt givende, forløsende og terapeutisk.”

”Jeg prøver at tænke tilbage på, hvad jeg har skrevet gennem tiden. ”Finn og de 5 fajl”, det er et portræt af mig selv i 7. klasse. Den var røvgrineren at se for sig og skrive. Det var ikke en traumatisk hændelse, som for eksempelvis ”Heroin” var.”

Hvad kendetegner din stil som dramatiker?

”Komisk tragiske karakterer i komedier er det, jeg mest arbejder med. Selvom det er dybt alvorligt, vil jeg gerne have, man kan grine af det. Jeg er af den overbevisning, at man ikke kan mærke noget, hvis ikke man griner. Jeg prøver at bygge mine tekster op i lag.”

”På overfladen kan alle være med. Så kommer der et lag ovenpå, som er mere abstrakt og voldsomt filosofisk, hvor jeg undersøger, hvor dybt kan jeg dykke ned i det her og sørge for, at alle stadig kan være med? Det stræber jeg efter, nogle gange lykkes det og andre gange overhovedet ikke. Men det er det, jeg ønsker at gøre.”

Læs også “Mød dit teater: Zangenbergs Teater”

Hvad forlanger du af et stykke dramatik fra din hånd?

”Det skal være underholdende, jeg vil ikke have, at nogen keder sig. I min optik er teater underholdning. Det skal ikke belære, men det må meget gerne inspirere til noget ekstra eftertanke. Jeg vil ikke koble nogen af, jeg vil have alle med og vil gerne have, de er underholdt. Derfor jeg arbejder med flere lag, så dem, der ser meget teater, får noget ekstra.”

”Jeg prøver altid at lave nye greb. I ”Berghain” står man fysisk på et dansegulv, hvor der bliver spillet techno live, så man kan danse imens. ”Finn og de 5 fajl” er et filmmanuskript, der bliver opført som en monolog.”

”Det mest succesfulde stykke, jeg har haft, er ”I støvet fra regnen”. Jeg havde hørt fra en underviser, at det sværeste, man kan lave, er skuespil uden spring [i tid]. Og jeg ville bevise for mig selv, at jeg kunne, så ”I støvet fra regnen” er en lang scene, der udspiller sig i realtid. Uden sceniske virkemidler.”

”Jeg har to dogmer:

1. Alle skal kunne være med. Jeg vil ikke hægte nogen af både på det komplekse og det simple.
2. Min tekst skal kunne opføres af x-antal skuespillere med teksten i hånden uden nogen form for iscenesættelse – hvis det ikke fungerer på det plan, så virker det ikke.”

”Hvis alt bare skal være smerte, selvkritik og at presse mig selv, så er det ikke det værd. Det skal fucking være sjovt…”

Hvordan har du udviklet dig som dramatiker siden, du begyndte?

”Jeg synes ikke, jeg er blevet bedre til at skrive, men jeg er begyndt at føle mig mere tryg i det, jeg skriver. Jeg har fundet en selvtillid, så jeg ikke føler, jeg udsletter mig selv ved at skrive. Jeg føler, jeg har et job, når jeg skriver. Jeg er blevet mindre selvkritisk, når jeg skriver, og jeg er blevet meget mere åben for samarbejde. Jeg kan give mit arbejde fra mig og lade andre udvikle på det, det har jeg haft svært ved før i tiden.”

”Årene som professionel dramatiker har gjort mig mere rolig. Jeg er ekstremt perfektionistisk og kontrolsøgende, når jeg skriver. Personligt kommer der ikke noget godt ud af det. Jeg skriver lige så godt, når jeg er afslappet, som hvis jeg er presset – det skal jeg bare lige indse.”

”For at det skal være et godt arbejde, skal det være sjovt. Hvis alt bare skal være smerte, selvkritik og at presse mig selv, så er det ikke det værd. Det skal fucking være sjovt, så er det det hele værd!”

”Jeg vil gerne skrige af grin over min egen vittighed. Jeg vil gerne være den, der griner højest i salen, og derfor skriver jeg vittigheder til mig selv. Det giver mig arbejdsglæde, at jeg får lov til at more mig.”

Læs også artiklen: ”Mød dit teater: Aarhus Teater”

Hvem og hvad inspirerer dig til din dramatik?

”Jeg finder inspiration i min fortid og mine tanker og min livsfilosofi, men derudover finder jeg enormt meget inspiration i rammer. Hvis et teater giver mig nogle rammer for, hvad der kan lade sig gøre, eller hvis jeg selv finder nogle rammer i form af greb, så er det på sin vis opgaveløsning. Det er det, jeg får mest inspiration af frem for at finde et emne først og så finde på rammerne omkring det.”

”Hvis jeg bare har en ide til noget, jeg vil arbejde med, så kommer det ikke. Hvis nogen siger: ”Skriv noget for fire mennesker om ægteskab”, så har jeg en idebank, som jeg skriver i, hvis jeg ser en scene eller en bevægelse, som jeg så senere kan trække på.”

”Meget af det, jeg har skrevet, har været bestillingsværker. Jeg vil helst have løbende godkendelse, så jeg ikke arbejder ud ad en tangent.”

”Især børne- og ungdomsteater er sjovt at skrive. Det er på grund af friheden. Det er meget lidt påståeligt, meget lidt belærende, meget lidt højrøvet. Min fornemmelse er, at indenfor børne- og ungdomsteater kan du få lov at spasse ud indenfor en tematik.”

””Finn og de 5 fajl” er også et bestillingsværk, som skulle handle om det at fejle og præstationssamfundet. Men det er 100 procent mit eget værk. Ved ”I støvet fra regnen” lød mit oplæg på et stykke om to krigsveteraner, som skulle mødes om slag pool, der skulle være noget med utroskab, og det skulle ende i mord – det ser jeg klart som mit værk.”

”Jeg har sagt nej tak til [at skrive] nogle stykker, hvor jeg kunne mærke, det var ikke noget, der tændte mig. Det ville være deciderede bestillingsopgaver. Jeg havde også taget en opgave, som jeg troede, ville være mig, og så viste det sig, at jeg ikke var inspireret overhovedet. Det gik galt. Hvis jeg går efter have det sjovt, så lægger jeg mig selv i det og føler, det er mit, selv hvis det er en bestillingsopgave.”

Stigma møder dyb passion og arbejdsglæde

”Jeg synes ikke, jeg bliver hyret nok, for jeg skriver succesfulde forestillinger,” siger Magnus Iuel Berg.

Konstateringen falder tørt.

Og den griber direkte ind i en diskussion om tilstanden for dansk dramatik. Overvejelser om, hvorvidt der bliver produceret nok ny dansk dramatik. Hvad kriterierne er for, at man overhovedet kan tale om ny dansk dramatik? Og branchens besvær med at holde på dramatikertalenterne.

Magnus Iuel Berg har i en lang periode arbejdet på at udvikle en komedieserie til TV. Tidligere har han skrevet på en spillefilm, der ikke blev til noget.

”Det er skidespændende og svært, og det er en drøm, der går i opfyldelse, at prøve kræfter med det.”

For ham handler det om udvikling og muligheden for at udfolde alle facetter af sin kunnen. Det er kunsten, det handler om. Automatisk at antage andet ser han som snæversynet.

”At satse på at udvikle noget i en helt ny branche er at starte helt forfra,” fastslår Magnus Iuel Berg og fortsætter:

”Der er noget stigma forbundet med at springe fra teater til film. Der er et narrativ om, at filmbranchen stjæler fra teatret. Det er så egoistisk påstået, dels fordi jeg kæmper alt, hvad jeg kan for at slå igennem i den branche, men også fordi det kommer fra dyb passion og arbejdsglæde. Så står teaterbranchen og siger: Nu må du ikke forlade os. Forlade hvad – så længe I ikke hyrer mig?”

”Jeg vil gerne mane det narrativ til jorden. Hvis I ikke vil have, at vi bliver ”stjålet”, så hyr os! Hvis jeg var booket til forestillinger år ud i fremtiden, eller folk købte mine forestillinger, når jeg sendte dem ud, så ville jeg slet ikke have tid til at gå over i en anden branche, fordi jeg ville have for travlt.”

Historien kommer først

Selv er han ikke interesseret i at skrive efter en strømning.

”Jeg har fået ry for at være ekstremt rigid, men det er jeg ikke længere, nu vil jeg bare ud at have det sjovt. Jeg gider ikke skrive ting, der er på mode. Jeg vil bare skrive fucking gode historier. En god historie vil altid være samfundsrelevant, hvis du præsenterer den i nutiden.”

Historien kommer først. Og så er temaet implicit, lyder det fra Magnus Iuel Berg, der forklarer det sådan, at hvis et teater ønsker at tage fat i kvindefrigørelse eller kønsdebat, så starter arbejdet ved historien, ikke temaet:

”Nu skal vi skrive en historie om en kvinde, der kæmper sig til tops. Ikke: Nu skal vi skrive en historie, der handler om kønskamp. I stedet har vi en historie, der helt automatisk handler om og har de problematikker i sig.”

”Det skal ikke handle om, hvordan lefler vi allermest for samfundsdebatten. Det skal handle om gode historier, så kan folk selv tolke, hvad de vil. Det er det, jeg ønsker mig,” fastslår Magnus Iuel Berg.

Magnus Iuel Bergs ”Finn og de 5 fajl” spiller på Zangenbergs Teater i foråret 2022. 

”I støvet fra regnen” fås hos Bog & Ide og Saxo. Se forestillingen “I støvet fra regnen” på turné til vinter 2022. I 2018 fik Magnus Iuel Berg en Talent-Reumert for ”I støvet fra regnen”, der spillede på Teater Grob i København.

Artikler, du måske vil kunne li’?

“Mød dit teater: Zangenbergs Teater”

“Dramatikerens drivkraft: Joan Rang”

“Peter Plaugborg: Min scenedebut”