Af Signe Ravn
Vejen til jobbet som professionel operasanger var ikke uden omveje for Gisela Stille, der er sopran og har været en fast del af Det Kongelige Teaters solistensemble i 20 år.
Efter tre års afslag på musikhøjskolerne (den svenske pendant til Operaakademiet i København, red.) i Stockholm, Göteborg og Malmø, hvor hun sideløbende studerede på universitetet, mens hun ventede på kommende års optagelsesprøver, fik Gisela Stille at vide, at der var mulighed for at komme til optagelsesprøve på Operaakademiet i København. Hun gav det ét skud og kom ind.
Siden da har hun ikke set sig tilbage, og der er ingen slinger i valsen, når det kommer til at udpege tre opera-favoritter.
Gisela Stilles Top 3 kommer her:
1. ”Rosenkavaleren” af Richard Strauss

”Rosenkavaleren” fra sæson 2006/07. Foto: Miklos Szabo
”Den første opera, som jeg overhovedet hørte og så på scenen var ”Rosenkavaleren” af Richard Strauss. Den blev jeg inviteret med til at se i København. På det tidspunkt boede jeg i Lund og studerede, så det var ret sent, jeg så min første opera. Jeg var måske 20 eller 21 år. Der græd jeg hele vejen igennem. Den har jeg været heldig selv at være med i et par gange. Den elsker jeg.”
”Det var helhedsoplevelsen, selve musikken, men også at komme ind og sidde i et teater og høre musikken, mærke den på egen hud. Det blev en fysisk oplevelse for mig.”
”Det var helhedsoplevelsen, selve musikken, men også at komme ind og sidde i et teater og høre musikken, mærke den på egen hud. Det blev en fysisk oplevelse for mig, og det havde jeg aldrig prøvet før. Det var det mægtige i et orkester, der spiller, et kor, der synger… det var på Gamle Scene med den store lysekrone og de røde fløjlsstole. Jeg havde aldrig set en operaforestilling eller været i et operahus på det tidspunkt.”
”Jeg var begyndt at synge, men havde aldrig set en forestilling. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville prøve at uddanne mig i den klassiske sang. Men selvfølgelig var den oplevelse med til at skubbe mig mere stædigt derhenad.”
Se “Rosenkavaleren” på video.kglteater.dk
Læs også: ”Gisela Stille: Min scenedebut”
2. “Simon Boccanegra” af Guiseppe Verdi

”Simon Boccanegra” blev en ganske særlig oplevelse at spille for de medvirkende. Den blev opført med coronarestriktioner om afstand både blandt kunstnerne på scenen og publikum. Foto: Camilla Winther.
”Under corona fik vi pludselig mulighed for at spille nogle forestillinger med afstand, og der lavede vi ”Simon Boccanegra” af Verdi. Den musik har ætset sig fast i mig. Den kunne jeg ikke stå for, når drengene synger til sidst, de har en fantastisk duet, jeg stod bare i kulissen og glemte nærmest, at jeg skulle på. Den er fantastisk.”
”Det er dramatikken i det, og at det stadigvæk er lidt [kontrolleret], det bliver aldrig vulgært på den bombastiske måde. Det sitrer og ulmer i orkestret, og de mørke mandsstemmer, der ligger på. Det er så godt orkestreret.”
”Det er en lang, kringlet historie. Jeg spillede den kvindelige hovedrolle. Det var så skønt, at vi pludselig fik lov. Der opdager man, hvor vigtigt det er både for os og for publikum. Selvom der ikke sad særligt mange mennesker (på grund af restriktioner, red.), så blev det på en måde livsnødvendigt. Der kom det lag på, at det handler om liv og død, ikke kun det, der sker på scenen, men også for os, der gør det. Det handler om meget mere, end vi går og tror i hverdagen. Det var meget rørende, også fordi vores dirigent (Det Kongelige Kapels chefdirigent Alaxander Vedernikov, red.) døde af corona midt i det hele.”
”Vi var begyndt på prøver, og så skulle han afsted til Rusland i en uge for lave nogle koncerter og skulle komme tilbage, men vi var ret langt i forløbet med ham, så det var meget underligt. Enormt trist. Ham, der sang Simon, Kiryl Manolov, var rigtig gode venner med ham, så han vidste ikke, om han kunne klare det til den første forestilling. Han var meget påvirket af situationen. Men det gjorde forestillingen endnu bedre, fordi han var så hudløs. Men det må have været hårdt.”
Læs også: ”Operaekspert: Disse operaer bør du se”
3. “Falstaff” af Guiseppe Verdi

Fra venstre ses Donnie Ray Albert og Mathias Hedegaard i ”Falstaff” i en opsætning fra sæson 2015/16. Foto: Miklos Szabo
”Den elsker jeg. Det er også Verdi, men i den helt anden grøft, hvor Verdi er sjov. Det ligger i musikken, at han formår at skabe en humor i det, uden igen at det bliver for meget eller letkøbt. Det bliver ikke gags, det er bare gennemført intelligent og virkelig med et glimt i øjet hele vejen igennem. Man kan ikke lade være med at smile, når man hører musikken. Selvom man ikke forstår, hvad der bliver sunget, så kan man ligesom høre, at han har haft det rigtig sjovt, da han skrev musikken.”
”Man kan ikke lade være med at smile, når man hører musikken.”
”Den er virkelig lækker. Musikken er glad og beskriver de fire damer, der gør grin med Falstaff og planlægger et komplot mod ham, og hvordan de konspirerer, ”pip pip pip pip”, og hvordan Falstaff er lidt selvhøjtidelig, lidt bombastisk, her kommer jeg, og til sidst falder ned og bliver bange. Man kan høre jalousien fra Alices mand, da hun så skal have en date med Falstaff. Man kan høre kærlighedsparret og nymferne og elserne, der er ude i naturen, og man kan høre måneskinnet. Han beskriver det hele i musikken.”
I sæson 2021/2022 kunne du opleve Gisela Stille i operaerne “Maskerade”, ”La Bohéme” og ”La Bohéme operakoncert”-turné.
Læs mere om Gisela Stille og følg hende på Facebook
Følg Det Kongelige Teater på Facebook og Instagram
Artikler du også vil kunne li
”Jakob Steen Olsen: Det er en skjult, hemmelig skat, jeg har båret med mig”
”Gisela Stille: Min scenedebut”
”Tobias Praetorius: Hold øje med disse tre dansere”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.