Tobias Praetorius: ”Vi vil vise al magien”

Koreograf og solist ved Den Kongelige Ballet, Tobias Praetorius, har de seneste måneder arbejdet intenst på at få årets børneballet ”Dansefeber” klar.

Tobias Praetorius har koreograferet til Det Kongelige Teater ad flere omgange i form af ”Qarrtsiluni” (2018) og Pixi-balletten ”Prinsessen på ærten” (2020) og har derudover blandt andet skabt værker til Verdensballetten i 2019 og Kammerballetten i 2019 og 2021. Nu står han bag børneballetten ”Dansefeber”. Foto: Henrik Stenberg

Af Signe Ravn

Over 60 balletbørn, skuespilleren, der spillede Gro i tv-udgaven, en karakterdanser og en række korpsdansere er indforskrevet til Tobias Praetorius’ bud på Det Kongelige Teaters traditionelle børneballet, som i år er en selvstændig fortsættelse af DR’s hit, tv-julekalenderen ”Julefeber” fra 2020, som han var koreograf på.

Med titlen ”Dansefeber” tager Tobias Praetorius igen fat i det eventyrlige univers, der begejstrede både børn og tv-anmeldere i december sidste år. ”Julefeber” var ikke nået halvvejs gennem de 24 afsnit på fjernsynet, da Det Kongelige Teater kunne fortælle, at børn og barnlige sjæle godt kunne begynde at glæde sig til ”Dansefeber” i efteråret i år.

En drøm, der går i opfyldelse

”Jeg blev spurgt, om jeg ville lave en ny børneballet med alle balletbørnene på Gamle Scene. De har som tradition at lave en børneballet hvert år. Jeg var som elev selv med i mange børneballetter, så at skabe min egen er virkelig en drøm, der går i opfyldelse,” siger Tobias Praetorius.

Processen har varet halvandet års tid, og gik for alvor i gang, da julekalenderen var færdigindspillet. Første trin var at tale med forfatteren Mette Eike Neerlin, som også var del af julekalenderen.

”Vi startede med at bygge videre på historien, men samtidig var det en ballet, vi skulle skabe, så vi arbejdede på at tage den magi fra universet [i tv-julekalenderen] og overføre den til et nyt univers.”

”Det er jo det skønne med tv, der kan man lave tv-magi, men på teatret kan man lave den fysiske magi med ting, der falder ned fra loftet, og kulisser, der begynder at svæve, eller man pludselig kan forsvinde ind i usynlighed,” forklarer Tobias Praetorius begejstret.

Scene fra Dansefeber. Små piger i lyserøde kjoler

Foto: Henrik Stenberg

Så julekalender om sommeren

”Dansefeber” handler om Arthur, der spiller fodbold, fordi alle de andre gør det. Da han en dag ser en balletforestilling med sin klasse, bliver han bidt af ballet – selvom de andre i klassen ikke synes, det er sejt. Heldigvis møder han på teatret Gro, og så kommer der fuld fart på magi og teatereventyr, og Gros mystiske mormor må komme de to til undsætning, inden det ender galt.

”Vi vil vise al magien. Vi har en scene, man ser forfra, men den kan drejes, så man også ser al magien på bagscenen. I denne børneballet er det dansen og musikken, der er hovedpersonen. Det er en kæmpe opgave, som jeg har fået.”

”Jeg har altid elsket julekalendere. Det har været en tradition med mine søskende og jeg (balletdanserne Ida Praetorius og Lucas Praetorius, red.). Også om sommeren. Vi optog dem på VHS, så kunne man også se dem om sommeren, hvis man havde lyst, så det havde jeg et meget kærligt forhold til, fortæller Tobias Praetorius, der nævner ”Absalons hemmelighed” og ”Pagten” som to af sine favoritter fra barndommen og tilføjer: ”Og så selvfølgelig ”Julefeber””.

”For mig starter det med historien, der guider balletten, og musikken, der virkelig er hovedpersonerne. Så kan jeg lægge mine trin og koreografi op ad det,” forklarer Tobias Praetorius, der derfra samarbejder med scenografen, forfatter, lysdesigner og komponist, så hver scene får det rigtige look og stemning og samler sig til et hele.

”Så kan mange andre forhåbentlig nyde forestillingen og den verden, jeg selv elsker.”

Læs også: ”Balletekspert: Disse Bournonville-balletter skal du se”

Scene fra dansefeber på Det Kongelige Teaters Gamle Scene

Foto: Henrik Stenberg

Inspirerende at koreografere for børn

I et par måneder op mod premieren har Praetorius arbejdet med balletbørnene i studiet.

”Det er skønt at arbejde med børn, der er så umiddelbare og har en positivitet og bare vil lære og være kreative. Det er bare så inspirerende for alle koreografer. Det har været en skøn proces,” siger Tobias Praetorius.

Også en helt anden slags proces, end når han arbejder med voksne dansere.

”Det er en bred palet af børn fra 3.-7. klasse, og så har vi aspiranter og korpsdansere. Måden, vi skal tale til en syvårig balletelev og til en voksen korpsdanser, er noget helt forskelligt. Man skal tænke en ekstra gang over, hvordan man bedst griber det an, så man får mest muligt ud af hver enkelt.”

Børnene arbejdede intuitivt

”Det skønne ved børn er, at de gør, hvad der bare falder dem ind. Vi havde en prøve med et mimestykke, hvor vi pegede i en bevægelse op på hovedet – ”Den er blevet væk” – og musikken var sådan ram bam bam,” forklarer Tobias Praetorius og nynner de få toner.

”De skulle bare pege, men helt intuitivt fandt de ud af, at så kunne de ramme de tre taktslag i hver hånd,” griner han med ømhed i stemmen, så det skinner igennem, at selvom ideen syntes naturlig, så var det ikke lige dét, han havde tænkt sig i den scene.

”Man skal lige have lidt tålmodighed. Med voksne kan man se ændring i resultatet efter have givet én note eller korrektion. Med børn skal man sige det og vise det flere gange.”

Læs også: ”10 facts om Bournonville”

Scene fra Dansefeber på Det Konge lige Teater

Foto: Henrik Stenberg

Gamle Scene er den hellige gral

Sideløbende med arbejdet med ”Dansefeber” passer Tobias Praetorius sin dansekarriere som solist i Den Kongelige Ballet. Han nyder afvekslingen.

”Der er run på,” medgiver Tobias Praetorius: ”Jeg kan vildt godt lide det, som det er nu. Jeg får det gode af begge sider, hvor man både kan leve sig ind i de karakterer, man skal skabe, og være på den anden side og arbejde med et kreativt hold,” forklarer han.

Netop indlevelsen i rollerne er noget, han gerne ser, at de mange medvirkende balletbørn tager med sig.

”Vi har arbejdet med at være sig selv. Jeg håber, de tager den kreativitet og fantasi og det at turde drømme med sig. At de tager alt det gode med fra den her oplevelse, som kan føre dem videre i deres karrierer. At de lever sig ind i de karakterer, om det Gro eller Arthur, om man spiller fodboldelev eller balletelev, så skal de være 100 procent til stede i nuet. Det er det, det kræver at være i teatret.”

Det samme gælder i princippet for børnene blandt publikum.

”De skal turde leve sig ind i det univers, de ser foran sig. Man sidder ikke bare derhjemme og kører på tv-kanalerne, næste, næste, næste, men at man bliver suget med på den rejse, som den her fortælling er.”

Og når tæppet går til premieren den 13. oktober?

”Så kan jeg trække vejret igen. Det er jo et kæmpe ansvar at skulle skabe noget til Gamle Scene, det er nærmest den hellige gral, så at få lov at skabe nye trin i det rum er noget ganske særligt. Jeg glæder mig sindssygt meget til at fortælle ”Dansefeber”’s historie med det vigtige budskab om at turde være sig selv.”

 

Danser Tobias Praetorius

Foto: Camilla Winther

”Dansefeber” kan opleves på Det Kongelige Teater fra den 13.-19. oktober 2021. Anbefales fra 7 år.

Tobias Praetorius medvirker i denne sæson blandt andet i ”Dans2Go” og ”Romeo og Julie”. Han skal desuden skabe trinene til ”Palæerne danser”, en tv-transmitteret forestilling, der spiller i de fire riddersale på Amalienborg i anledning af, at Dronning Ingrids Hæderslegat i 2022 uddeles for 10. og sidste gang. Gallashowet vises på TV 2 den 27. marts 2022.

Følg Tobias Praetorius på Instagram

Se Den Kongelige Ballets repertoire

 

Artikler, du måske vil kunne li’?

Se balletdansernes bedste dansevideoer

”Ida Praetorius: Min scenedebut”

”Sebastian Haynes: Min scenedebut”