Kristoffer Helmuth: ”Det skal koste livet – men hvis liv?”

Skuespiller Kristoffer Helmuth fortæller Scenen om den eksistentielle tvivl, de vitale vibrationer og glæden ved sin selvskabte base på Odense Teater. Her spiller han fra februar hovedrollen som den søgende Konstantin i Tjekhov-klassikeren ”Mågen”.

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner , udgivet februar 2024                                                                                                                       

Konstantins mor, Irina, er en feteret skuespillerinde og at skabe sit eget ståsted som kunstner er en uomgængelig nødvendighed for sønnen; han vil være en stor forfatter. Konstantins hjerte banker desuden stærkt for den unge Nina, som fængende underskriver sine breve med pseudonymet ”Mågen”, men samtidig elsker en anden. Kan Konstantin ikke få Nina, kan han i det mindste komme på skudhold af mågen og lægge den for sin elskedes fødder i afmagt. Store følelser og salonkonversation forenes i dramatiker Anton Tjekhovs mesterværk ”Mågen” fra 1896. På et gods i zartidens Rusland mødes en række mennesker i et både tragisk og galgenhumoristisk skæbnespil med jagten på den fuldendende brik i tilværelsens ubarmhjertige puslespil som sitrende fikspunkt.

I modsætning til den livslederamte Konstantin, som han snart gestalter på scenen, sprudler den 34-årige skuespiller Kristoffer Helmuth af livsglæde. Ordene løber ham ud af ærmet, og latteren sidder løst. Jeg taler med ham inden dagens prøve på Tjekhov-klassikeren, der d. 3. februar 2024 har premiere på Odense Teaters Store Scene i dramatiker Simon Stephens moderne bearbejdelse.

”Vores instruktør Nicolai Faber siger, at alle scener i ”Mågen” handler om enten kunst eller kærlighed,” begynder Helmuth impulsivt. ”Det kan lyde meget ophøjet, men samtidig er det helt sindssygt menneskeligt. Noget af det, vi beskæftiger os mest med som mennesker er jo at opsøge æstetiske produkter og lede efter kærlighed. Det er tidløst. Hver gang vi læser en bog eller ser noget i TV, forholder vi os jo til kunsten. Det er der noget overraskende jordnært i, og dramatiker Simon Stephens hjælper os med sin nye version af Tjekhovs tekst. Han skriver enormt gode replikker og gør sproget mere direkte, hurtigere og tydeligere. Vi kan aflæse og genkende, hvad Tjekhovs mennesker føler.” Talestrømmen standser, og jeg er allerede ét stort smil. Den velformulerede unge mand vil tilføre karakteren Konstantin en forfriskende ildhu, tænker jeg.

Scene fra “Mågen” på Odense Teater, hvor Kristoffer Helmuth spiller over for Rosemarie Mosbæk. Foto: Emilia Therese

”Tjekhovs værker peger på noget grundeksistentielt”

Kristoffer Helmuth har været fastansat på Odense Teater, siden han blev uddannet som skuespiller i 2015. Jeg oplevede ham på scenen i 2013, da han, som led i sin uddannelse, en hel december charmerede det københavnske publikum som studenten Nicolai i ”Nøddebo Præstegård” på Folketeatret. Dengang var han en hittepåsom, ungdommeligt uforfærdet spirrevip med en lysende komisk begavelse. I dag er han et voksent menneske med fast base på Odense Teater, familieliv og en alsidig skuespilkarriere. Røsten er blevet dybere, men letheden har han bevaret, kunstneren Kristoffer. ”Hvilke lighedspunkter er der mellem dig og Konstantin?” spørger jeg nysgerrigt.

”Jeg synes, at tvivl er et godt ord, og det er nok derfor, at jeg elsker Tjekhov,” indleder Helmuth indfølt. ”Hans mennesker tvivler hele tiden – også på deres egen identitet, og det kan jeg genkende én til én fra mig selv. Hvem er jeg, hvis jeg ikke er skuespiller?” Spørgsmålet får lov at dirre i telefonen et øjeblik. ”Kan du svare?” vil jeg vide.

Jeg synes, at tvivl er et godt ord, og det er nok derfor, at jeg elsker Tjekhov.”

”Måske,” udbryder Helmuth og uddyber med mærkbar passion: ”Jeg elsker at få lov at lave sådan noget som ”Mågen”. Der er noget med de værker, der beskæftiger sig så voldsomt med eksistensberettigelse. Tjekhovs figurer er nærmest aldrig alene på scenen, og alligevel er de så sindssygt ensomme.” Han er med ét ganske alvorlig: ”Tvivlen er jo i vores tid, især for unge mennesker, blevet et tabu og jeg tror personligt, at tvivlen er meget vigtig. Jeg håber, at man kan mærke netop det i vores forestilling. Det er også dér, galgenhumoren ligger. Tjekhovs karakterer er konsekvent i tvivl, og derfor træffer de vanvittigt dumme og selvsaboterende valg. Det er sgu også ret morsomt,” ler Kristoffer Helmuth og holder en lille pause, før han tænksomt tilføjer: ”Tjekhovs værker peger på noget grundeksistentielt.”

”Det er vel hele klassikerens berettigelse og derfor, at I nu sætter ”Mågen” på plakaten?” følger jeg op. Bolden gribes hurtigt: ”Ja og Simon Stephens nye version er tro mod Tjekhov, for historien er jo grunden til, at det lever endnu. Vi prøver ikke at være klassikerbenovede men bramfri, tilstedeværende, fulde af tempo, liv og modernitet.” Stemmen er så energifyldt, at jeg næsten bliver forpustet af at lytte. ”Så bearbejdelsen er ikke mere afvigende, end at du fortsat tager dig af dage i stykkets slutning?” indskyder jeg prøvende. Han tøver. ”Altså… jeg gør ikke, for så kan jeg sgu ikke spille dagen efter,” konstateres det med et filurgrin som udråbstegn.

“Mågen” Odense Teater sæson 2023-24. Foto: Emilia Therese

”Du bliver nødt til at gøre op med dig selv, hvad der er anderledes ved dig”

Efternavnet taler for sig selv. Kristoffer Helmuth stammer fra en teaterslægt, hvor hans far, farfar og oldefar, Mikael, Frits og Osvald Helmuth har glædet generationer af danskere med pragtpræstationer på både scenen og det store lærred. Hvor meget har sammenligningen med forgængerne i Helmuth-slægten fyldt? 4. generation tager en dyb indånding. ”Du svarer selv på spørgsmålet ved at stille mig det. Det kommer altid, men det generer mig ikke mere. For det første fordi jeg er stolt af at være 4. generation af noget, og fordi det er rart for mig at pege på noget tradition i mig selv i en verden, hvor alting går så hurtigt – hvis det giver mening?” lyder det fra min samtalepartner – ingenlunde irriteret, men venligt nøgternt. At drage en parallel til Tjekhov-dramaet falder lige for:  ”Har du som Konstantin higet efter at blive set som den, du er?”

”Jeg havde en fantastisk lærer til drama, før jeg kom ind på teaterskolen, og han sagde til mig: ”Problemet for dig Kristoffer er, at når du står på scenen til en optagelsesprøve, sidder der nogle mennesker, som kender din far, farfar og oldefar, og ser dem alle tre i dig. Du bliver nødt til at gøre op med dig selv, hvad der er anderledes ved dig.”

”Ja, og det har været sindssygt vigtigt for mig at skabe noget, der er unikt og mit; det er Odense Teater, hvor jeg har skabt mit helt eget liv som skuespiller. Jeg har truffet nogle andre valg, end mine forfædre har truffet, og som gør mig enormt glad,” fastslår Kristoffer Helmuth afklaret. ”Jeg havde en fantastisk lærer til drama, før jeg kom ind på teaterskolen, og han sagde til mig: ”Problemet for dig Kristoffer er, at når du står på scenen til en optagelsesprøve, sidder der nogle mennesker, som kender din far, farfar og oldefar, og ser dem alle tre i dig. Du bliver nødt til at gøre op med dig selv, hvad der er anderledes ved dig.” Den empatiske teaterarbejder lader anekdoten hænge i luften, mens jeg spændt venter på fortsættelsen. Hans sans for timing fornægter sig ikke.  ”Det tog jeg så et kæmpestort skridt ind i og det år, jeg kom ind på skuespillerskolen, var det år, jeg havde gjort det arbejde i mig selv,” tilføjer Helmuth omsider, hvorefter tonen lysnes: ”Jeg læste til optagelsesprøve hos min far og min plan var, at jeg ville gøre lige det modsatte af det, han sagde til mig. Han er utrolig dygtig, og sagde mange ting, jeg kunne bruge, men jeg blev helt bevidst nødt til at gå imod den smag, der taler ind i min familie, forstår du.” Stilheden sænker sig et øjeblik, inden en indskydelse deles: ”Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har fortalt min far om det, men han kan jo i hvert fald læse det her.” Han gnækker stille men snedigt.

“Mågen” Odense Teater sæson 2023-24. Foto: Emilia Therese

”Og i relation til det vil jeg gerne vide, hvad det vil sige for dig, at en forestilling lykkes?” graver jeg videre i Helmuths syn på eget scenevirke. ”For mig vil det sige, at forestillingen er værd at vise og at jeg føler, den har betydning for mig på en sådan måde, at jeg har lyst til at kommunikere den betydning til andre,” svarer kunstneren i telefonen med uforfalsket faglig integritet. ”Om jeg som skuespiller lykkes, betyder også noget. Hvis man har et godt hold, en god instruktør og nogle gode kolleger, så plejer man at nå et sted hen, hvor det er værd at vise. Ikke perfekt, men værd at vise. Vi søger jo alle sammen at mærke den dér ærlighed.”

”Så når Odense Teater lover en vibrerende moderne Tjekhov-version…” ansporer jeg. Riposten står som hugget i granit: ”Vibrerende skal alt teater jo for helvede gerne være!” Jeg bemærker, at Kristoffer Helmuth denne gang, måske bevidst, holder latteren tilbage.  

teatertegning af Anton Tjekhov

Portræt af den russiske forfatter og dramatiker Anton Tjekhov (1860-1904) – manden bag dramaet “Mågen”, der havde premiere i Sankt Petersborg i 1896. Anton Tjekhov blev også kendt for skuespillene Kirsebærhaven, Tre Søstre og Onkel Vanja. Tegning: Thyge Cosedis Holting

”Mågen er faktisk både stor og majestætisk”

En nænsomt bearbejdet klassiker i en nutidig scenografi med sorte plasticsække fulde af fjer. Det rå og det yndefulde, det klassiske og det moderne. Det synes som et kontrasternes land at være skuespiller i. Et farligt land, når såvel kunsten som kærligheden kendes som både smukke og destruktive kræfter? ”Kristoffer, skal det koste livet at stå på scenen?” En lang tavshed følger og jeg holder mig selv tilbage for ikke at bryde ind i Kristoffer Helmuths tavse refleksionssymfoni. Da han tager fat på besvarelsen, afleveres ordene med en blanding af afslappet ligefremhed og afgrundsdyb tillid til teatret som kunstart:

”Det er en sjov ting, det med den lidende kunstner. Det skal koste livet – men hvis liv? Er det Konstantins liv eller mit liv? Hvem er mest spændende; Kristoffer Helmuth eller Hamlet?” Jeg når ikke at byde ind, før Helmuth atter griber tøjerne: ”Du kan kun pege på Hamlet. Ja, det skal være med livet som indsats hver gang, men det er ikke mit liv, for det er dejligt, varmt og fyldt af glæde og lykke. Det er Konstantins ikke nødvendigvis.” Mennesket Kristoffer har en uudgrundelig klang i sin stemme, bemærker jeg. Helt så let at gennemskue er han ikke, hvilket ved samtalens nært forestående afslutning fortsat pirrer en skribents detektiviske side.

Mågen er faktisk både stor og majestætisk, og det ved jeg, fordi jeg prøvede at holde én død måge, da vi lavede vores PR-foto. Den havde været på frost, men begyndte at tø undervejs, og det passer – det er faktisk en virkelig flot fugl…”

”Så du siger, at Kristoffer Helmuth er ligegyldig for publikum? Den gode skuespiller må vel aldrig gøre sig selv irrelevant?” forsøger jeg, hvorefter min modpart afleverer sin substantielle skudsalve: ”Publikum skal mærke, at der er noget på spil for Konstantin. Jeg skal etablere en fiktion, der er så ægte, at tryllekunsten virker. Den fiktion vi laver er lige så virkelig som livet. Konstantin mener det, når han siger, at han er lykkelig, men jeg elsker jo ikke min medspiller Rosemarie, der spiller Nina, selvom det er os to, der står og siger ordene. Men for personerne i historien er det, der siges, jo den eneste sandhed, der findes.” Som for at løsne geværgrebet tilføjer han straks: ”Giver det mening?” Jeg nikker. ”Du mener altså, at en forestilling lykkes, når tryllekunsten virker?”

”Lige præcis!”. Lettelsen fosser gennem røret. Jovist, jeg ser ham tydeligt nok med tvivl og det hele.  

”Og den måge…” afrunder jeg. ”Hvorfor skal så gemen en fugl være centrum i så smuk en tekst?” Med en næsten barnlig glæde serverer Kristoffer Helmuth samtalens underfundige epilog, og gør mig kun mere opsat på at opleve hans forvandling til Tjekhovs kærlighedshungrende Konstantin. ”Mågen er faktisk både stor og majestætisk, og det ved jeg, fordi jeg prøvede at holde én død måge, da vi lavede vores PR-foto. Den havde været på frost, men begyndte at tø undervejs, og det passer – det er faktisk en virkelig flot fugl…”

Portræt af Kristoffer Helmuth fra Teatret ved Sorte Hest, hvor han spillede med i forestillingen “Mens vi venter på Godot” sæson 2020-21. Foto: Robin Skjoldborg

FAKTA:

Kristoffer Helmuth (f. 1989) er uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2015 og har siden været fastansat skuespiller sammesteds. Allerede i 2013 debuterede Helmuth som Nicolai i Nøddebo Præstegaard på Folketeatret og har sideløbende med arbejdet på Odense Teater bl.a. medvirket i Torben Toben (2018) og Mens vi venter på Godot (2020 og 2022) på Teatret ved Sorte Hest og ”En plads i solen” (2020) på Teatret Svalegangen. På Odense Teater har Kristoffer Helmuth bl.a. medvirket i Oliver Twist (2018), Anna Sophie Hedvig (2019), Romeo og Julie (2022), Den Stundesløse (2023) og Det europæiske slagtehus (2023).

I 2016 modtog Helmuth Reumert Talentpris for sin medvirken i Brødrene Løvehjerte og Lad den rette komme ind på Odense Teater.

Fra d. 1. februar – 9. marts 2024 kan Kristoffer Helmuth opleves i rollen som Konstantin i Anton Tjekhovs Mågen på Odense Teater. Forestillingen er ny bearbejdet af dramatiker Simon Stephens og iscenesættes af Nicolai Faber med scenografi af Jonas Fly Filbert.

Læs også

Interview med instruktør Martin Lyngbo: ”Tryghed er fundamentet for at gøre noget, der er megafarligt”

Få scenekunst direkte i din indbakke. 

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.