Martin Lyngbo: ”Tryghed er fundamentet for at gøre noget, der er megafarligt”

Efter tyve år i branchen er drømmen om selvforglemmelse, musikalsk magi og poesi fortsat ledemotiv for instruktør Martin Lyngbo. Her fortæller han Scenen om en ny børnemusical på Aalborg Teater - fyldt med frygt, håb og helhjertet klovnesjæl.

Foto: Emilia Therese og Rumle Skafte

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner                                                                                                                        

En rastløs natur, en charmerende alfahan, et sensitivt og introvert gemyt. Som iscenesætter færdes han i hele verden og spænder fra opera over klassisk drama og musical til familiecirkus. En stilsikker tryllekunstner eller en klovn – smerteligt bevidst om den evige risiko for at falde igennem?

December tirsdagens hovedperson er den 50-årige instruktør Martin Lyngbo. Samtaleemnet er børnemusicalen ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov”, som har premiere d. 27. januar 2024 på Aalborg Teater, og scenen er en prøvesal sammesteds. Min mission er at tegne et portræt af det menneske, jeg i egenskab af instruktørassistent nærstuderede på Aarhus Teater, da han instruerede den Reumertvindende musikforestilling ”Dracula” i sæson 22/23. I teaterrammen er der imidlertid én afgørende forskel; Lyngbos femårige søn Hartvig, der er med i Aalborg. Den rødhårede, opvakte gut spiller under interviewet skak på sin iPad. Rollen som far klæder mennesket Martin, tænker jeg.

Find billetlink til “Klovnen der bare ikke var særlig sjov” her

”Cirkus er jo en drømmefabrik”

En time før prøvestart sender jeg mit første spørgsmål hen over det hvide plasticbord, der ud over vores kaffekopper prydes af et par musikinstrumenter, kuglepenne, notatpapir og Martin Lyngbos manuskript. ”Du har selv dramatiseret Kim Fupz Aakesons ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” fra 2020 til en musical om klovnen Dummy. Hvad er det dragende ved cirkusuniverset?” Vi skæver til Hartvig, som imidlertid er alt for optaget til, at noget kan forstyrre.

”Cirkus er jo en drømmefabrik,” indleder Lyngbo langsomt. ”Alle børn har drømt om at rejse væk med cirkus, om noget helt andet, magisk, fjernt fra virkeligheden. Denne forestilling er meget musikalsk. Det er det meste af det, jeg laver.” Han ser sig om. ”Rummet her ligner jo mere et bandøvelokale end et cirkus. Der er musik i hele forestillingen, så det er som musicalen ”Les Miserables” i miniformat. Den havde de sgu ikke set komme på Aalborg Teater.” Vi smiler begge.

”Hvor store friheder tager du dig som dramatiker?” fortsætter jeg. ”Hvad kan du tilføre originalen?” ”Vi har den her klovn, som folk ikke griner særlig meget af. Hans arbejdsgiver cirkusdirektøren tror, at Dummy er en dårlig klovn og vil fyre ham, men så sker der alt muligt,” forklarer Martin Lyngbo ivrigt og minder mig om, hvor intenst han kan fastholde ens blik. ”Jeg har tilladt mig en dramaturgisk frihed, da jeg har tilføjet en datter til klovnen, for det er altid værre at blive fyret, hvis man har et barn. Det bringer det jo også lidt tættere på mig selv.” Uden at bemærke det, gestikulerer han mod sin lille dreng, hvorpå øjnene vandrer lidt hvileløst i lokalet. ”Med mit valg af karrierevej er det jo det, jeg er bange for; at mine personlige drømme om teater og poesi i livet ender med at betyde, at jeg ikke kan forsørge mine børn.” En mættet stilhed hersker i øvelokalet. Jeg noterer ordet ”tryghed” i bunden af mit spørgsmålsark. 

scenen fra klovnen der bare ikke var særlig sjov

Foto: Rumleskafte

”Det må bare ikke blive rørende på en klæbrig måde.”

Jeg reflekterer: ”Skal man partout grine af en klovn?” Martin Lyngbo ryster på hovedet. ”Ikke nødvendigvis. En fremragende klovn skaber poesi af alle menneskets bagsider, og det kan føre til grin, gråd og alt muligt. Det handler mere om det dér slip i maven, som kommer, når hjertet åbner sig,” lyder svaret, mens han flytter lidt på kaffekoppen. ”Åbner denne forestilling hjertet på tilskueren?” vil jeg vide, hvorefter min samtalepartner kortvarigt synes irriteret over et banalt spørgsmål: ”Det håber jeg, men vi ved det jo ikke endnu!” Med et tilføres tonen noget formildnende: ”Nu laver jeg jo ofte ting, folk synes, er meget sjove, men jeg koreograferer ofte tudeturene mere end grineflippene, som scenografen Rikke Juellund engang formulerede det. Jeg er selv én, der ofte tuder, så…” Han tager sig god tid til at forme de tanker, der dernæst bliver til ord: ”Jeg kan mærke potentialet for, hvornår noget kan blive rørende, og så bliver jeg en blodhund, der går efter det.” Lyngbo slår en kort, fornøjet latter op. Måske nervøst, måske i selvglæde. ”Blodhund?” studser jeg. ”Er du som teatermand en ulv i fåreklæder?” ”Nej for helvede.” replicerer han hastigt, ”Det må bare ikke blive rørende på en klæbrig måde”.

”En ægte klovn hopper hele tiden ind i alle teaterfolks allerstørste mareridt. Et mareridt, jeg selv genkender, drømmer om at kunne være i men også er bange for. Det er jo sygt angstprovokerende, og dét er hele klovnens identitet.”

”Hvad har du og klovnen Dummy til fælles?” forsøger jeg, hvorefter Hartvig afbryder os: ”Far, se lige her.” Martin Lyngbo skifter på et splitsekund den sværmeriske teaterpoesi ud med et varmt fadernærvær. Omsorgsfuldt hjælpes Hartvig videre i sit skakspil, hvorefter mennesket, faderen og instruktøren generøst inviterer mig inden for i kunstens tvivl- og angstfyldte arena: ”Alle teaterfolk har det mareridt, at de kommer ind på scenen i en spot og pludselig ikke ved, hvad de skal gøre. Vi læner os hele tiden ind i, at når der er publikum på, så kan vi stadig det, vi har øvet os på til prøverne. Klovnen er ikke bange for det sted. I hvert fald ikke, hvis det er en rigtig klovn.” Stemmen er sitrende livfuld: ”En ægte klovn hopper hele tiden ind i alle teaterfolks allerstørste mareridt. Et mareridt, jeg selv genkender, drømmer om at kunne være i men også er bange for. Det er jo sygt angstprovokerende, og dét er hele klovnens identitet.”

Den erfarne kunstner tier, men bliver ved med at se fast på mig som for at sikre sig, at jeg forstår. Jeg nikker. ”Og du kender som instruktør selv følelsen af, at det indøvede ikke virker?” Svaret indeholder en dobbeltsidet klang: ”Det sker undervejs i hvert eneste prøveforløb, at du kommer hjem og føler, at noget ikke er lykkedes. Så må man bare samle det op bagefter. Jeg har også prøvet indimellem, at en hel forestilling ikke lykkes. Det er ikke sjovt. Jeg investerer jo mig selv i hver eneste produktion.” Han lader atter øjnene favne sin søn, der er fordybet i skakpartiet.

scenen fra klovnen der bare ikke var særlig sjov

Foto: Rumle Skafte

”Det er bedst, hvis han bliver i Moskva.”

Mange af scenens folk har gennem tiden bedyret, at de konsekvent ikke læser anmeldelser, men Martin Lyngbo hører ikke til i koret: ”Selvfølgelig læser jeg dem, men det er jo ikke naturligt at have et arbejdsfelt, hvor man har MUS-samtaler med alle landets redaktioner nogle gange om året. Det er utrygt og sårbart. Anmelderen ser jeg altid som fjenden,” svarer han uden skyggen af tvivl. ”En fjende, der kan have ret?” indskyder jeg og fremkalder en rebelsk mine hos den garvede iscenesætter. ”Ja, og det er en stor tragedie, at der snart ikke er flere anmeldere tilbage, men mentalhygiejnisk er det nemmere for mig at putte dem over i samme kategori som Putin. Jeg synes, det er bedst, hvis han bliver i Moskva!” Jeg studser over den harske sammenligning, hvilket får Lyngbo til at linde på låget: ”Jeg bliver sur, hvis anmelderne ikke kommer og ser, hvad jeg laver, men de skal bare ikke lukkes ind i mit hjerte, for deres kærlighed er ikke tro.” Enhver sætning afleveres formfuldendt. Ikke et enkelt ”Øh” kan tilsyneladende snige sig ind på ham ”Martin, vil en klovn bare gerne elskes af sit publikum?” Spørgsmålet får lov at hænge i luften.

scene fra klovnen der bare ikke var særlig sjov

Foto: Rumle Skafte

”Jeg vil hellere rydde vejen og pege på en mulig rute”

Jeg kommer i tanke om stikordet, jeg noterede tidligere: ”Hvorfor er trygheden vigtig, når du laver teater?”. ”Tryghed er jo et fundament for at kunne gøre noget, der er megafarligt.”. Martin Lyngbo fylder den lille prøvesal med en voldsom og flammende energi:  ”Er det da megafarligt for en skuespiller at arbejde med dig?” byder jeg nysgerrigt ind. ”Jeg føler mig nogle gange fremmedgjort fra de kolleger i min egen generation, som har en glæde ved at påtage sig den dæmoniske instruktørrolle,” begynder han stålsat. ”Jeg vil ikke være en dæmonisk forførende instruktør, der lokker skuespillerne hen, hvor de ikke har lyst til at være.” ”Er du da uambitiøs?” Jeg får prompte svar på tiltale: ”Jeg vil hellere rydde vejen og pege på en mulig rute.” Riposten emmer af faglig ærekærhed. ”Hvad så hvis skuespilleren bliver stående?” Nu er det nærmere teatermanden og mig, der spiller skak. ”Det sker. Så må jeg jo gøre noget andet,” erkender han.

Ringetonen fra en mobiltelefon afbryder os. Da faderen Martin har takket ja til barnepigens tilbud om at tage Hartvig med ud at kælke, er jeg vidne til en forhandling af højpolitisk kaliber: ”Vi standser spillet dér, og så kan du fortsætte senere fra præcis samme sted?!” Stjerneinstruktøren er en skulptur hugget i afgrundsdyb tvivl, mens purkens tænkepause leder op til den epokegørende domsafsigelse. ”Okay,” svarer Hartvig generøst. En lettet Lyngbo genoptager samtalen med mig, mens han hjælper sin søn i flyverdragten; fuldt nærværende i begge situationer.

teatertegning af instruktør martin lyngbo

Tegner: Thyge Cosedis Holting

”Poesiens nødvendighed”

Hans sjæl er ikke nem at sætte på formel, men immervæk søger jeg afslutningsvist at få bekræftet en tese:  ”Da jeg havde været din assistent, blev jeg spurgt, hvad der karakteriserer dig som instruktør. Jeg svarede, at du er følsom, lidt genert og farligt forførerisk. Passer det?” ”Altså folk går jo i teatret for at blive forført, og jeg går selv derind for at forestille mig verdener, jeg ikke uden videre kan finde ind i. Forførerisk må i en teatersammenhæng være et positivt ladet ord,” kommer det ligefremt fra Martin Lyngbo. Ved døren venter Hartvig nu tålmodigt på at blive fulgt afsted. Min samtalepartner sætter sig dog høfligt over for mig for at afrunde seancen.

Når børn har det godt, agerer de på samme måde som skuespillere, der har det godt. Så kan de få vildt meget fra hånden og være topfjollede på samme tid.”

”Er du følsom?” spørger jeg. ”Ja, meget,” udbryder instruktøren med væg til væg gestik.Jeg står tit i køkkenet med mine børn og deres venner over det hele, mens jeg råber ”Hvor mange er vi til spaghetti?”. Den situation føler jeg mig komfortabel i. Der er noget i den rolle… Når børn har det godt, agerer de på samme måde som skuespillere, der har det godt. Så kan de få vildt meget fra hånden og være topfjollede på samme tid. Det rum holder jeg af at være en del af – uden sammenligning i øvrigt, for voksne skuespillere er jo ikke børn, men de er nødt til at være i kontakt med deres indre barn for at kunne gøre det fantastiske, de gør, tror jeg”. ”Så du bliver også en art far for dit hold på teatret?” ansporer jeg. ”Måske… det er en lidt ukomfortabel sammenstilling, du laver dér, men jeg anerkender parallellen,” mumler han og rejser sig.

”Hvis jeg i forlængelse af de ord siger, at du er lidt genert?” spørger jeg, mens han går mod døren. Martin Lyngbo standser overrasket: ”Jeg prøver at skjule, at jeg er det, så det er godt spottet.”. ”Og med et ord: Din og Aalborg Teaters nye forestilling handler om..?” Lyngbos stemme er grødet men krystalklar, da han tager Hartvigs hånd: ”Poesiens nødvendighed! Det var to ord…”.

Foto: Allan Nørregaard

FAKTA:

Martin Lyngbo (f. 1973) er uddannet instruktør ved Statens Teaterskole i 2003.

Fra 2005 til 2017 var Martin Lyngbo teaterdirektør på Mungo Park, hvor han også selv instruerede og forfattede talrige forestillinger, heriblandt Hamlet, Mungo Park – Travels in the Interior of Africa og Lille Mand Hvad Nu. Han har desuden iscenesat bl.a. SKAM I og SKAM II på Aveny-T, Spillemand på en tagryg, Forårsrullen, Romeo og Julie samt Bonnie og Clyde på Odense Teater, Cabaret på Rogaland Teater i Norge, Sanne the Musical i Tivolis Koncertsal, Cirkus Jul for Aarhus Teater og Muskelusvindfonden, Dracula på Aarhus Teater samt Rossinis opera Barberen i Sevilla, som han har instrueret både på Det Kongelige Teater, The Israeli Opera i Tel Aviv og National Taichun Theatre i Taiwan.

Martin Lyngbo iscenesatte også operaen Intet på Den Kgl. Opera, der vandt en Reumert for Årets Bedste Opera i 2021 og som genopføres på den nationale opera i Oslo i 2023. Han har modtaget en lang række priser for sit arbejde.

Fra 27. januar – 27. marts 2024 kan Martin Lyngbos dramatisering og iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons fortælling Klovnen der bare ikke var særlig sjov opleves på Aalborg Teater. Læs mere og find billetlink her

Læs også

Scenens guide: Det skal du se – 10 teateroplevelser i februar

Interview med teaterchef Kasper Holten: ”Teatret skal altid stille sig det modige sted”

Scenens guide: Det skal du se med dit barn – 5 børneforestillinger i februar 

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.