Teater: Louise Schouw Teater
Adresse: Louise Schouw Teater er et teater uden fast scene. Dog har de kontor, prøvesal, værksted og lager på Taastrup Teater & Musikhus
Grundlagt: 2000
Teaterchef og instruktør: Louise Schouw
Hvad er det særlige ved netop jeres teater?
”Det særlige ved Louise Schouw Teater er, at vi hverken er driftstøttet eller produktionsstøttet. Det er simpelthen lykkedes at skabe og drive et teater uden statslige støttekroner. Det er jeg meget stolt over – og samtidig i perioder ret frustreret over. Louise Schouw Teater opstod egentlig lidt ved et tilfælde for 22 år siden. Jeg havde arbejdet som skuespiller og instruktør i USA, og da jeg ved en fejl blev nægtet adgang til landet efter en ferie hjemme i Danmark, stod jeg pludselig uden arbejde. Jeg stiftede derfor en virksomhed, der underviste erhvervslivet i teatrets facetter, og jeg underviste forskellige virksomhedsledere i kommunikation, kropssprog og stemmeføring i en årrække. Nogle kolleger havde en ide til en forestilling og spurgte mig, om jeg ikke ville lave den med dem. Og vupti – så lavede vi den i mit firma, som så senere blev et teater. Inden jeg fik set mig om, var der en masse teaterfolk involveret i en masse forestillinger. Alt sammen baseret på en lyst og en glæde ved at skabe teater. Og jeg er da stolt over at kunne sige, at Louise Schouw Teater de sidste mange år har været et af landets største turnerende teatre.”
Louise Schouw Teater laver forestillinger for publikum i alle aldre. Teatret spiller årligt ca 250 opførelser rundt omkring i landet på teatre, i teaterforeninger, i institutioner og på biblioteker. Foto: louiseschouwteater.dk
”Så det særlige ved Louise Schouw Teater er, at vi er få mennesker i administrationen på teatret, der løber ekstra stærkt i forhold til vores konkurrenter, fordi de ofte har midler til at have mange flere ansatte til i især de forskellige administrative funktioner. Så man kan sige, at teatret virkelig bliver drevet med en lyst og en vilje. Samtidig er der en stor glæde, fordi jeg ikke kan lade være og fordi jeg bliver så glad af at arbejde med de 40-50 teaterfolk, der hvert år har Louise Schouw Teater som arbejdsplads. Det handler jo om at have et glad arbejdsliv. Det er jeg meget fokuseret på. Både i forhold til mig selv, men så sandelig også til teatrets ansatte.”
”Jeg prøver at skabe en familie og en holdfølelse for teatrets ansatte. Og især de seneste år, hvor vi har haft base på Taastrup Teater & Musikhus. Det har været rart at kunne samle folk fra flere afdelinger eller fra forskellige af vores produktioner til et samlet fællesskab.”
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Teaterchef Louise Schouw. Foto: Privat
Hvad kendetegner jeres repertoire?
Vi spiller teater for alle og prøver hvert år at skabe et repertoire, der tilgodeser alle aldre. Vi har som regel 2-3 nye egenproduktioner hver sæson samt repremierer på vores mest populære forestillinger.
Vi har produceret en hel del snævre voksenforestillinger med aktuelle temaer, og så har vi produceret rigtig mange forestillinger af den folkelige karakter for både børn og voksne. I starten fik jeg en del nedladende kommentarer fra branchen pga. folkeligheden, men de forstod bare ikke, at det jo netop er det der skal til for at kunne spille teater uden støttekroner. Jeg har været nødsaget til at vælge et repertoire, som jeg var sikker på, at folk gerne vil se. For hvis forestillingen ikke solgte, så fik jeg ikke løn for mit arbejde. Og det var der en del branchefolk der i starten af teatrets levetid ikke kunne forstå og ikke syntes var ”fint nok”. Så jeg valgte at lave flere af de snævre forestillinger som ofte var økonomisk tilsætning på bundlinjen for at skabe en (for branchen) bedre profil for teatret. Nu laver vi lige det, vi brænder for og har lyst til at spille, og jeg synes, at Louise Schouw Teater har en rigtig god profil i branchen såvel som hos den gængse teatergænger i dag. Det er jeg meget stolt over.”
Læs mere og find billetter til “Sværdet i stenen”
Hvad er jeres teaters største udfordring lige nu?
”Det er helt sikkert “post corona” og “inflation”. Jeg tror, at corona nedlukningerne har gjort mange mere introverte og lysten til at gå ud er reduceret hos mange. Det kan vi godt mærke på vores salg. Desuden er vi pludselig i en økonomisk krise, som medfører, at skolerne f.eks ikke har de samme midler til at komme ud i landet og se kultur for – ligesom den gængse dansker holder lidt igen på oplevelsesøkonomien, fordi alt jo stiger lige nu.”
”Vi har ellers før corona haft godt fat i vores publikum og har nogle år været et af de teatre i Storkøbenhavn, der har solgt flest ungdomsbilletter. Salget er på ingen måde som før corona. For nogen! Mange af de store forestillinger på Broadway og Westend lukker ned nu, fordi de ikke har publikummer nok. Jeg håber ikke, at vi når så langt i Danmark – at teatre må lukke. Men vi er desværre nok kommet ind et stormvejr, som vi ikke helt ved, hvornår slutter. Alle os i kulturbranchen skal kæmpe ekstraordinært hårdt for at forblive sejlende.”
Find billetter og læs mere om “Sigurd fortæller om naturvidenskaben”
Hvad glæder I jer mest til i sæson 22/23?
For nogle uger siden havde vi premiere på ”Sigurd fortæller om naturvidenskab” i DR Koncerthuset og den skal rundt og spille 40 gange ude i landet. Og i disse dage sender vi ”Sværdet i stenen” på Danmarksturne. Derudover har vi i denne sæson 12 andre forestillinger der skal rundt og spille i landet – både voksenforestillinger og børneforestillinger. Vi glæder os til at komme rundt i landet og mærke publikum igen. Vi havde 71 aflysninger i 2020 og 71 aflysninger i 2021 pga corona-nedlukninger, og når man får taget sit virke fra sig med så mange aflysninger, kan jeg ikke lade være med at mærke en taknemmelig inde i hjertet, hver gang vi nu spiller for et publikum. I starten blev jeg helt rørt, når jeg oplevede en sal fyldt med publikummer til vores forestillinger, fordi det var så hårdt at stå igennem. Så det at mærke publikum og mærke, at vi rammer dem med, hvad teatret nu engang kan bidrage med i en spejling af livet, gør mig endnu mere taknemmelig end tidligere. Og sådan en nedlukningsperiode bekræfter virkelig. at jeg er på rette hylde, fordi taknemmeligheden og glæden er så stor nu, hvor vi spiller.
Læs mere om Louise Schouw Teater
Følge Louise Schouw Teater på Facebook
Artikler du også vil kunne li
“Marianne Gonnov Bøgelund: Grin, grin, grin!”
Trine Pallesen: Vi er dem vi er; lige nu – lige her!
Guide: Børnebøger på teatret
“Morten Bo Koch: Kunsten er aldrig at kede sig”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.