Mette Wolf: ”Vi lever jo af, at folk betaler for deres billetter!”
Skønt Dario Fos farce ”Vi betaler ikke!” fra 1974 skildrer den italienske arbejderklasse, er Nørrebro Teaters opdaterede opsætning en rammende inflationsfarce til tiden. Teatret serverer den økonomiske alvor som satirisk teaterleg.
Interview med teaterchef Mette Wolf og skuespiller Lone Rødbroe i anledningen af Nørrebro Teaters aktuelle farce "Vi betaler ikke!". Foto: Janne Haslund og Lis Kasper
Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner
Udgivet oktober 2023
”Vi er på Nørrebro; en mangfoldig og politisk bevidst bydel. En bydel, hvor man virkelig har en mening om tingene. Et moderne morskabsteater midt i det hele skal være lige så urbant og meningsdannende som bydelen. Det er derfor, vi taler om morskab med mening” – Teaterdirektør Mette Wolf, Nørrebro Teater.
Den italienske skuespiller, dramatiker og politiske aktivist Dario Fo går i sin 1970-er farce ”Vi betaler ikke!” i brechen for en presset arbejderklasse, mens magthaverne får den satiriske krabask at føle. Da prisstigningerne bliver for meget for et par italienske arbejderkvinder, stormer de det lokale supermarked og kastes derefter ud i en stribe komiske forviklinger, der dækker over en indædt kamp for drømmen om et anstændigt liv fri for nedladende magthavere og opadstormende fødevarepriser. Et værdigt liv i plus trods minus på kontoren. I Danmark blev forestillingen sidst opført i 2009, på det hedengangne Gladsaxe Teater, men relanceres nu på Nørrebro Teater; et teater, der for første gang i Mette Wolfs direktørtid sætter en farce på scenen.
Siden sin tiltrædelse i 2015 har Mette Wolf profilet Nørrebro Teater som et moderne morskabsteater med et repertoirespænd fra Kjeld Abells kulturradikale musical ”Melodien der blev væk” fra 1935 til perfekthedskarikaturen ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” efter Morten Münsters bestsellerbog fra 2017. Jeg møder teaterdirektøren via telefonen ti dage før premieren på ”Vi betaler ikke!”. Nærværet mestrer hun i høj grad. Jeg fornemmer, at hun vil både mig og publikum noget.
Fra venstre: Thomas Mørk, Mikkel Becker Hilgart, Lone Rødbroe, Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Foto: Büro Jantzen
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
”En farce der handler om noget”
”I profilerer jer som teater på at levere begavet morskab. Er det det modsatte af ubegavet morskab og skelner du som direktør?” Efter mit indledende spørgsmål er der stille i telefonen, mens teaterdirektøren vender tankerne. ”Uanset hvilken forestilling, man ser herinde, så skal man få en tanke med hjem,” indleder Mette Wolf i en refleksiv tone og henviser sporenstregs til den aktuelle forestilling: ”Hvad gør man, hvis alting bliver så dyrt, at man ikke kan betale for det? Det rammer jo os alle, også dem i den fine bolig. Der er noget på spil i den farce, vi laver nu. Jeg håber, at publikum går ud af salen i bedre humør end da man kom, men også lidt klogere.”
”At røve et supermarked i desperation tangerer vel samtidig noget tragisk?” fortsætter jeg, hvorefter Wolf passioneret uddyber: ”Humoren der står på skuldrene af alvoren, er det, der falder i min smag og det tror jeg på, at vores publikum også godt kan lide. Jeg har set sindssygt mange farcer og de er sjove, men ja, hvordan vinkler man den genre ind i en profil, hvor man vil noget med sin humor?” Min samtalepartner lader sit spørgsmål hænge i luften og jeg aner, at hun som chef ikke er bange for at afsøge nyt land. ”Så det er jeres projekt at vise, man godt kan spille en meningsfuld farce i 2023?” vil jeg vide. ”Jeg vil udtrykke det sådan, at det er eksperimentet, ja. At præsentere en farce, der handler om noget,” konkluderer teaterdirektøren med veneration.
Scene fra forestillingen “Vi betaler ikke!” på Nørrebro Teater. Fra venstre: Mikkel Becker Hilgart, Thomas Mørk, Lone Rødbroe, Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Foto: Emilia Therese
Teater om en krisevirkelighed
”Vi betaler ikke!” sætter komisk og kritisk spot på vores samfund og økonomiske virkelighed. På inflationen og det økonomiske pres, almindelige mennesker oplever i hverdagen. En oplagt aktuel repertoireide for blot et år siden, men har forestillingen premiere for sent? Er den blevet overhalet af en bugnende statskasse og faldende elpriser? Mette Wolf har svar på rede hånd: ”Jeg kan godt forstå dit spørgsmål, men samtidig har antallet af butikstyverier aldrig været større, og vi har lige hørt, at renten kommer til at stige,” replicerer hun velorienteret. ”Du har ret i, at energipriserne er faldet, siden vi planlagde forestillingen, men vi kan jo bare se på vores europæiske naboer og vi ved, at vores velfærdssystem hele tiden er under pres.” Opfølgningen får et fyndigt eftertryk: ”Det er ikke for at være dommedagsagtig, men jeg tror nu nok, der er nogen, der vil genkende denne forestillings krisevirkelighed, selvom politikerne siger, at nu er det jo ikke længere så slemt.” Det støjer let i røret, hvorefter hvervet som dronning i den kunstneriske myretue sætter samtalen i bero: ”Øjeblik Thyge, jeg skal lige give en besked.”. Efter et øjeblik er Wolf tilbage.
“Den italienske politisk bevidste skuespiller, instruktør og dramatiker Dario Fo (1926-2016) er ophavsmand til Nørrebro Teaters aktuelle farce “Vi betaler ikke!”. Tegner: Thyge Cosedis Holting
”Dario Fo kan tage ved”
Hvordan tager Dario Fos farce sig ud fra et skuespillerperspektiv? Jeg er nysgerrig, da jeg senere på dagen ringer til den garvede skuespiller Lone Rødbroe, der debuterer på Nørrebro Teater i ”Vi betaler ikke!”. Hun kender det humoristiske teaters væsen som sin egen bukselomme og forelskede sig i Dario Fos farce under sin ungdoms dramaturgistudium. Med hendes djærve væsen in mente indledes samtalen kontant: ”Lone, sætter man ikke automatisk røven i klaskehøjde, når man spiller en farce i 2023?” lægger jeg ud. Rødbroe gnækker lidt. ”Når man laver noget, der er sjovt – også er sjovt – så sætter man altid røven i klaskehøjde, for nogle synes konsekvent, det er dårlig smag eller for tyndbenet. Flosklerne står altid i kø, det risikerer man og det risikerer jeg gerne,” fastslår skuespilleren med stoisk lune og supplerer: ”Det er et rigtig godt stykke dramatik, for Dario Fo kan tage ved. Han skriver på et politisk grundlag og sætter tingene på spidsen. Det er jo det, farcen gør. Du tager almindelige mennesker, her fra arbejderklassens betonblok, og placerer dem i situationer, som er helt ualmindelige. Derudaf opstår absurditeten og det, der også gerne skulle være sjovt”.
Samtalen falder på den krævende farcegenre, som på én gang fordrer musikalitet og matematisk præcision af sine skuespillere. Rødbroe forklarer: ”Det er et intenst rum, farcens, for der er så meget, der skal passe præcist sammen. Meget af farcens natur er jo, at man gemmer sig for hinanden, at nogle ringer på en dør eller gemmer sig i et skab. Skabet har vi, men vores scenograf Benjamin la Cour har udfordret os. Rummene er der, men der er ingen vægge og ingen døre. Dermed er vi nødt til at være endnu mere præcise i vores timing. Vi gemmer os for hinanden, selvom vi som spillere snildt kan se hinanden. Det er samtidig med til at skærpe den teaterleg, som farcen også er. Du kan tro, at fruen her er kommet på arbejde,” afrunder hun, hvorefter den markante, befriende latter finder sin egen plads i Nørrebros eftermiddagstravle storbysymfoni.
Scene med Thomas Mørk og Mikkel Becker Hilgart fra “Vi betaler ikke!” Foto: Emilia Therese
Drømmen om et liv, der duer
Lone Rødbroe har gennem sin skuespillerkarriere malet med alle genrepalettens farver, og jeg spekulerer på, hvilke kulører hun har på penslen i ”Vi betaler ikke!”. ”Hvordan undgår man at lave farcefigurer om til karikaturer?” Der henvises lynsnart til skuespilkunstens essens: ”Vi tager figurerne alvorligt. Vi går ind og portrætterer rigtige mennesker i vanvittige situationer,” konstaterer Rødbroe og udlægger nuancerne i den karakter, hun er betroet: ”Annette er en almindelig kvinde, der lyver helt ekstremt for at bringe sig selv ud af de rullende absurde situationer, men inde i kernen er hun også en kvinde, der elsker sin mand og gerne vil byde ham, sig selv, sine venner og familie et liv, der duer. Hun beder ikke om meget, men hun drømmer om at kunne lave anstændig mad, om ikke at blive fyret, om at tage på hospitalet, hvis hun brækker en arm.” Tavsheden sænker sig et øjeblik og jeg mærker, at her er mere end lagkagekomik på spil. Skuespilleren bekræfter min tese, da ordene atter flyder: ”Det handler om nogle samfundsmæssige forhold, som ikke er okay, men på en sjov måde. Hvis ikke man har fat i krogen af alvoren, så skal man lade være med at lave humoristisk teater”. Hun rømmer sig.
”Vi har vel alle haft lyst til at røve et supermarked i raseri over den bakke æg, der pludselig koster 39 kr.?” forsøger jeg. ”Ja, det er jo det,” udbryder Lone Rødbroe og fortsætter opildnet: ”Vi har mennesker i det her samfund, som er nødt til at købe ind fra datohylderne. Ikke fordi, de træffer det bæredygtige valg, men fordi det er en betingelse for at få livet til at hænge sammen. Den type familier har en tendens til at falde lidt ud af den offentlige samtale, og det er da vel for helvede vores fælles ansvar, at vi også taler om dem og inkluderer dem – sagde den gamle… socialist!” Hun gnægger veltilfreds og tilføjer: ”Publikum genkender jo ikke fornemmelsen af at plyndre et supermarked, går jeg ud fra, men snarere følelsen af at blive kørt over af systemet og følelsen af ikke at have noget at skulle have sagt i eget liv. Jeg håber, de føler en sympati med vores figurer og tænker: Ej, det er sgu også for dårligt”. Som hos Dario Fo går kunst og idealisme her hånd i hånd.
”Den 23. sept. har I premiere. I 2022 fik du er Reumert-pris, så der er jo lidt at leve op til og mange branchefolk i salen. Er du nervøs?” Rødbroe reagerer prompte: ”Der bliver også lavet godt teater i provinsen, men jo, jeg kan godt mærke det. Der er virkelig meget teknik både rent skuespilmæssigt og logistisk meget, der skal gå op med hjælp fra alle de dygtige mennesker på Nørrebro Teater.” Hendes stemme synes lidt slidt efter dagens prøve i hæsblæsende farcetempo. ”Hvis vi kommer derhen, hvor det spiller, så bliver det rigtig godt, og det vil man jo allerhelst. Vi er virkelig i opløbet nu. Der er prøve til kl. 22:30 hver aften.” Afskedsreplikken bærer præg af den garvede revyskuespillers sans for en festlige sortie: ”Lev med det, Lone Rødbroe. God scenekunst koster, og det er også helt i orden, men så vil man fanme også gerne nå helt derhen. Hæ!”
”God scenekunst koster”
Den god scenekunst koster i mere end én forstand. Efter samtalen med skuespilleren bringes jeg i tankerne tilbage til min afsked med teaterdirektøren tidligere på dagen: ”Hvis Dansk Teater er et supermarked, der bliver bestormet, hvorfor er Nørrebro Teater så helt essentielt at få i indkøbskurven?” Mette Wolf griner overrasket: ”Det er fordi, man kommer til at gå mæt herfra. Det er ikke tomme kalorier. Det er et godt, et helende og et sundt måltid – også mentalt. Du bliver mæt i form af gode råvarer; dygtige kunstnere, folk på og bag scenen. Man bliver forkælet, synes jeg.” En afsluttende udfordring synes uomgængelig: ”Er det et paradoks, at I laver en forestilling om inflation, men beder publikum betale 300-400 kr. for en billet?” Teaterdirektøren er hurtig: ”Man kan jo faktisk få særlige pladser i salen for 100 kr. også selvom man er over 25 år. Det kan du ikke engang komme i biografen for.” ”Og hvis publikum alligevel siger: ”Vi betaler ikke!”?” Wolf tøver en stund. ”Ja, altså…vi lever jo af, at folk betaler for deres billetter!”
FAKTA:
Mette Wolf (f. 1972) er uddannet dramaturg fra Aarhus Universitet i 2001 og har siden arbejdet som dramaturg og manuskriptforfatter på både “Arvingerne” og “Cirkus Summarum” i DR, med kunst- og kulturformidling i forskellige sammenhænge samt været underviser for Copenhagen Coaching Center og Old Friends Industries i bl.a. selvfortælling og passionsledelse. Fra 2004-2011 var Mette Wolf udviklingschef på Betty Nansens Teatret og har siden 2015 været direktør for Nørrebro Teater. Derudover er hun bl.a. næstforperson i Dansk Teater.
Lone Rødbroe (f. 1969) er uddannet dramaturg fra Aarhus Universitet i 1993. Hun har senest medvirket i filmene Ehrengard og Kysset af Bille August, Meter i sekundet af Hella Joof og Hvidstengruppen II – De efterladte. Lone Rødbroe har desuden medvirket i talrige forestillinger på henholdsvis Randers Teater og Vendsyssel Teater. I 2022 vandt hun en Reumertpris for bedste kvindelige ensemblerolle i forestillingen Romeo og Julie på Vendsyssel Teater. Med Vi betaler ikke! debuterer Lone Rødbroe på Nørrebro Teater.
D. 23 sept. havde Nørrebro Teater premiere på Dario Fos farce Vi betaler ikke! med Joy-Maria Frederiksen som instruktør og bl.a. Lone Rødbroe på rollelisten. Forestillingen spiller frem til 28. oktober 2023
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
